Digteren Peter Nielsen er, sammen med Vibeke Grønfeldt, Danmarks kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2004. Vinderen udtrækkes d. 27. februar 2004. Vi har spurgt forfatteren ud om den fine nominering med "Livet foreslår", om hans arbejde og inspirationskilder.
Hvad betyder det for dig at være nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2004?
Jeg glæder mig over det. Og synes måske ligefrem at jeg kan fornemme en anderledes kraft, måske ligefrem et mod, til at gå videre. Til at vove at udbygge de ting jeg arbejder med. Jeg synes også, jeg har mærket en elementær glæde ved at skrive.
Læser du selv nordiske forfattere?
I høj grad. Forsøger at opsnappe så meget som muligt. Er bekendt med et væld af nordiske forfatterskaber, både lyrikere og romanforfattere. Som oversætter har jeg følt mig inspireret til at forsøge at nå ud i krogene og læse også helt "smalle" forfatterskaber.
Du er nomineret for din nyeste digtsamling "Livet foreslår". Betyder den noget særligt for dig?
Samlingen blev til ved lidt af en tilfældighed. Efter den forrige i 2000 valgte jeg at holde lidt lav profil, men skrev nøjagtig lige så meget som tidligere. På et tidspunkt fik jeg lyst til at lave en bog af ringe omfang, gerne en 50 sider - bl.a. med henblik på at opfordre til en anden læsemåde. Men så kom der gang i langdigtet; det kom op over 200 sider. Jeg forkastede på et tidspunkt den idé der indtil da havde båret det - at skrive en poetik. Nu gav jeg mig i stedet til at komprimere, slette, fortætte, og kom ned til nogle andre temaer. Det var ligesom at tømme et landskab for huse og infrastruktur. Så begyndte en håndfuld temaer at korrespondere med hinanden - jeg skulle bare med forsigtig hånd væve nogle tråde ind og sikre mig, at det ikke blev for overtydeligt.
I maj 2003 sendte jeg samlingen af sted. Den havde desværre sneget sig op omkring de 100 sider alligevel, så min bestræbelse om det diminutive var jo slået fejl. Til gengæld udelod jeg så et par langdigte som var kommet til undervejs som en gevinst under arbejdet med de brede penselstrøg.
I et interview har du udtalt om dit arbejde som oversætter: "Jeg er først og fremmest lyriker, men man kan ikke skrive digte hele tiden". Hvad betyder oversætterarbejdet for din digtning?
Det betyder bl.a. at jeg kan leve i en herlig trefoldighed. Som skifteholdsarbejder, i treskift: poesi, oversættelse og ornitologi. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Funktionen er, at jeg skriver digte som noget primært. Når det kikser, eller der måske lige er grund til at trække vejret i et andet miljø end digtets, går jeg i gang med en oversættelse, forudsat at jeg har en sådan. Det har jeg som oftest. Hvis jeg løber sur i den, eller får en ubændig trang til at komme væk, smider jeg det hele og tager kikkert, teleskop og foto frem - så dyrker jeg, sammen med min bedre halvdel Anni, min store passion: at betragte og helst også bestemme fuglearter i alle mulige sammenhænge, på træk, rastende, fouragerende, ynglende m.m. I moser, ved strande, i skove, grusgrave m.m. Den aktivitet opfatter jeg selv som en direkte forudsætning for at kunne skrive.
Du har til Litteratursiden udtalt, at musik inspirerer dig mere end noget andet. Hvilken musik sætter skriveprocessen i gang?
Det forekommer mig undertiden at musik bedre end f.eks. litteratur fortæller mig, hvordan jeg evt. kan strukturere en tekst. Hvordan jeg kan variere, improvisere, underspille, sætte trumf på osv. Arbejde med sideordning af temaer.
Normalt lader operatraditionen mig uberørt, bortset fra visse senmodernistiske værker. Et eksempel på musik, der for nogle år siden kom til at betyde meget for mig, kunne være hele trekløveret Webern, Schönberg og Bergs produktion. Særlig Alban Bergs opera "Lulu", især slutscenen med dens konstruktioner, paralleller og symmetrier hvor musikken helt ændrer karakter - den skal skildre et kalejdoskopisk, kaoslignende forløb, der fører frem til en tilstand af katastrofe (selv om operaen langt hen ad vejen ER en skildring af følelsesmæssigt kaos, af sindsoprivende sjælelige begivenheder afløst af meditative mellemtilstande).
Musikken bliver her, mod operaens slutning, mere hudløst glidende, den passerer nogle punkter som tidligere i musikken har været voldsomme, men som nu blot antydes, den hvirvler af sted som i en rus - og brækker brat af over for katastrofen, som flere gange tidligere har været foregrebet i tonerne, fordi man som lytter ubesværet har forbundet visse motiver med visse hændelser. Der er tale om en artistisk styring, hvad enten det er en kaotisk orden eller et kontrolleret kaos, der i sidste ende kommer ud af det. Dette lærer mig noget om litteratur.
Andre indfaldsvinkler kunne være en halvtimes improvisation af pianisten Keith Jarrett - hvordan han fanger et tema, modulerer det i styrke og tonehøjde, følger sin intuition, kommer for langt ud og bliver ja ... uudholdelig!, klipper ideerne væk, lader andre komme til.
Hvad musik som midlertidig ledetråd angår, så opdager man hurtigt om man kan koble sig på og finde nogle passager, nogle genveje. Nogle af dem fører i heldigste fald direkte igennem til litteraturen. Jeg har altid haft stor glæde af tonesprogets muligheder i mine digte. Men selve transformationen er måske bedst tjent med at man ikke siger så meget om den. Den ene genre kan noget som den anden ikke kan, og omvendt. Men som en søvngænger kan man bevæge sig frit frem og tilbage mellem de grænseløse felter, man skal vist bare ikke se ned! Eller hvad det nu er.
Artikel
Nordisk Råd foreslår
Digteren Peter Nielsen er, sammen med Vibeke Grønfeldt, Danmarks kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2004. Vinderen udtrækkes d. 27. februar 2004. Vi har spurgt forfatteren ud om den fine nominering med "Livet foreslår", om hans arbejde og inspirationskilder.
Hvad betyder det for dig at være nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2004?
Jeg glæder mig over det. Og synes måske ligefrem at jeg kan fornemme en anderledes kraft, måske ligefrem et mod, til at gå videre. Til at vove at udbygge de ting jeg arbejder med. Jeg synes også, jeg har mærket en elementær glæde ved at skrive.
Læser du selv nordiske forfattere?
I høj grad. Forsøger at opsnappe så meget som muligt. Er bekendt med et væld af nordiske forfatterskaber, både lyrikere og romanforfattere. Som oversætter har jeg følt mig inspireret til at forsøge at nå ud i krogene og læse også helt "smalle" forfatterskaber.
Du er nomineret for din nyeste digtsamling "Livet foreslår". Betyder den noget særligt for dig?
Samlingen blev til ved lidt af en tilfældighed. Efter den forrige i 2000 valgte jeg at holde lidt lav profil, men skrev nøjagtig lige så meget som tidligere. På et tidspunkt fik jeg lyst til at lave en bog af ringe omfang, gerne en 50 sider - bl.a. med henblik på at opfordre til en anden læsemåde. Men så kom der gang i langdigtet; det kom op over 200 sider. Jeg forkastede på et tidspunkt den idé der indtil da havde båret det - at skrive en poetik. Nu gav jeg mig i stedet til at komprimere, slette, fortætte, og kom ned til nogle andre temaer. Det var ligesom at tømme et landskab for huse og infrastruktur. Så begyndte en håndfuld temaer at korrespondere med hinanden - jeg skulle bare med forsigtig hånd væve nogle tråde ind og sikre mig, at det ikke blev for overtydeligt.
I maj 2003 sendte jeg samlingen af sted. Den havde desværre sneget sig op omkring de 100 sider alligevel, så min bestræbelse om det diminutive var jo slået fejl. Til gengæld udelod jeg så et par langdigte som var kommet til undervejs som en gevinst under arbejdet med de brede penselstrøg.
I et interview har du udtalt om dit arbejde som oversætter: "Jeg er først og fremmest lyriker, men man kan ikke skrive digte hele tiden". Hvad betyder oversætterarbejdet for din digtning?
Det betyder bl.a. at jeg kan leve i en herlig trefoldighed. Som skifteholdsarbejder, i treskift: poesi, oversættelse og ornitologi. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Funktionen er, at jeg skriver digte som noget primært. Når det kikser, eller der måske lige er grund til at trække vejret i et andet miljø end digtets, går jeg i gang med en oversættelse, forudsat at jeg har en sådan. Det har jeg som oftest. Hvis jeg løber sur i den, eller får en ubændig trang til at komme væk, smider jeg det hele og tager kikkert, teleskop og foto frem - så dyrker jeg, sammen med min bedre halvdel Anni, min store passion: at betragte og helst også bestemme fuglearter i alle mulige sammenhænge, på træk, rastende, fouragerende, ynglende m.m. I moser, ved strande, i skove, grusgrave m.m. Den aktivitet opfatter jeg selv som en direkte forudsætning for at kunne skrive.
Du har til Litteratursiden udtalt, at musik inspirerer dig mere end noget andet. Hvilken musik sætter skriveprocessen i gang?
Det forekommer mig undertiden at musik bedre end f.eks. litteratur fortæller mig, hvordan jeg evt. kan strukturere en tekst. Hvordan jeg kan variere, improvisere, underspille, sætte trumf på osv. Arbejde med sideordning af temaer.
Normalt lader operatraditionen mig uberørt, bortset fra visse senmodernistiske værker. Et eksempel på musik, der for nogle år siden kom til at betyde meget for mig, kunne være hele trekløveret Webern, Schönberg og Bergs produktion. Særlig Alban Bergs opera "Lulu", især slutscenen med dens konstruktioner, paralleller og symmetrier hvor musikken helt ændrer karakter - den skal skildre et kalejdoskopisk, kaoslignende forløb, der fører frem til en tilstand af katastrofe (selv om operaen langt hen ad vejen ER en skildring af følelsesmæssigt kaos, af sindsoprivende sjælelige begivenheder afløst af meditative mellemtilstande).
Musikken bliver her, mod operaens slutning, mere hudløst glidende, den passerer nogle punkter som tidligere i musikken har været voldsomme, men som nu blot antydes, den hvirvler af sted som i en rus - og brækker brat af over for katastrofen, som flere gange tidligere har været foregrebet i tonerne, fordi man som lytter ubesværet har forbundet visse motiver med visse hændelser. Der er tale om en artistisk styring, hvad enten det er en kaotisk orden eller et kontrolleret kaos, der i sidste ende kommer ud af det. Dette lærer mig noget om litteratur.
Andre indfaldsvinkler kunne være en halvtimes improvisation af pianisten Keith Jarrett - hvordan han fanger et tema, modulerer det i styrke og tonehøjde, følger sin intuition, kommer for langt ud og bliver ja ... uudholdelig!, klipper ideerne væk, lader andre komme til.
Hvad musik som midlertidig ledetråd angår, så opdager man hurtigt om man kan koble sig på og finde nogle passager, nogle genveje. Nogle af dem fører i heldigste fald direkte igennem til litteraturen. Jeg har altid haft stor glæde af tonesprogets muligheder i mine digte. Men selve transformationen er måske bedst tjent med at man ikke siger så meget om den. Den ene genre kan noget som den anden ikke kan, og omvendt. Men som en søvngænger kan man bevæge sig frit frem og tilbage mellem de grænseløse felter, man skal vist bare ikke se ned! Eller hvad det nu er.
Kommentarer