Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
Selv for helt almindelige nutidsdanskere er der en egen fortryllelse over lange, lyse sommernætter af skandinavisk tilsnit; nætter, hvor solen kun lige vender under horisontlinjen. Hvis du skulle finde dig selv liggende søvnløs sådan en sommernat, så er Hjalmar Söderbergs sommergalskabsroman Doktor Glas (1905; da. 1909) et yderst passende selskab.
Doktor Glas er en lille og ganske letlæst roman i dagbogsform. Den spænder over en sommer, hvor treogtrediveårige dr. Tyko Gabriel Glas, der fører dagbogen, passer sin lægepraksis i Stockholm under en usædvanlig hedebølge; lyset og varmen gør, at han har besvær med at sove, og i de søvnløse nattetimer sætter han sig ved vinduet i sit sovekammer og gør sig dagbogsnotater med overvejelser over sit liv og sin lægegerning – og over lykke, forbrydelse, begær og kærlighed.
Den skrivende doktor er en pudsig skikkelse, som det bestemt er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Han er pinagtigt gennemsigtig i sine paniske fortrængninger og sine naive forestillinger om verdens og livets retfærdighed, men i Hjalmar Söderbergs lette og præcise sprog bliver doktor Glas’ selv-undersøgende prosa fængende og kompleks;og selvom romanen har rundet de hundrede år, er stemmen i den forfriskende klar og uantikveret.
Forbrydelse og begær
I sin praksis behandler doktor Glas en ældre pastor Gregorius og dennes noget yngre kone, Helga. Under en konsultation betror den indtagende Helga sin læge, at hun væmmes inderligt ved seksuelt samkvem med sin mand; da Glas heller ikke selv bryder sig om pastoren, får han medlidenhed med Helga, og han indvilger i at hjælpe den unge præstefrue.
Lægen forsøger sig med appeller både til pastoren og pastorindens helbred, men den aldrende præst kan ikke holde sig fra sin unge, smukke kone. I natlige overvejelser, der bestemt godt kan tåle sammenligning med dem, forbryderen RodionRaskolnikov gør sig i Fjodor Dostojevskijs mesterværk Forbrydelse og straf (1865), undfanger Glas derfor langsomt ideen om at forgive pastor Gregorius, så Helga slipper for ham.
I de hede, spekulative sommernætter bliver doktorens fortid og nutid til ét, og i sin halvvågne tilstand forbinder Glas barndomsminder og ungdomshændelser til et sammenhængende narrativ. Det er imidlertid ikke mere meningsgivende end at det hele tiden er på drømmens præmisser, det er uverbaliserede, men tydeligt fornemmede forbindelser, der dominerer Glas’ refleksioner over sit liv.
Sommernatsvisioner
På den vis er dagbogen en tidlig og elegant freudiansk udforskning af den ulykke, der kommer af at benægte sit begær. I de tavse nattetimer, på tærsklen mellem drøm og bevidsthed, vender doktorens fortrængte begær tilbage. Glas noterer selv, hvordan han tidligt har mærket to kræfter i sig – en impulsiv lyst til at følge sit begær, og en logisk rationalisme, der har fået ham til at afstå fra at følge disse impulser.
Det er let at læse i freudianske termer, men det er på ingen måde simpelt eller reduktivt. Det særlige ved Söderbergs beskrivelse af den hvileløse læge er den måde, sommernatsvanviddet gør Glas’ ellers så strikte forhold til loven elastisk og bøjeligt. Loven er kort sagt latterlig, og intet anstændigt menneske lader sin handlemåde diktere af den (s. 88), deducerer Glas sig frem til i en underlig, forjættende drømmelogik. Moralen hører til menneskets husgeråd, ikke til dets guder (s. 89).
I fru Gregorius ser doktoren en sanselighed, der minder ham om sin egen mangel på kropslighed. Jeg har lært min krop at kende. Jeg har lært at føle og forstå, at mit legeme – det er mig (s. 109), fortæller hun sin læge. På sæt og vis er det længslen efter at frisætte dette begær, der nærer doktorens cyankaliumplaner. Det bliver en logisk nødvendighed i de blege måneskinsnætter, hvor verden ses på vrangen, som en skygge af sig selv. Hvad er så måneskin? Andenhånds solskin. Afsvækket, forfalsket… (s. 82).
Som et magisk, folkloristisk højdepunkt står midsommernatten; ligesom i August Strindbergs Fröken Julie (1888) er det på midsommernatten, lyst og skæbner afgøres. Doktor Glas selv traf det forkerte valg på sin midsommernat, og det er det, der afsløres så klart i de blege sommernatsvisioner.
Strindbergs snaps og radiser
Doktor Glas bliver selv transparent af sine natteovervejelser. Mit liv begynder at blande sig med mine drømme. Jeg kan ikke længere holde drøm og liv ude fra hinanden. Det kender jeg godt, jeg har løst om det i tykke bøger: det er begyndelsen til enden (s. 123). Han bliver en skygge af sig selv, en tilskuer til sit eget liv. Når han betragter verden, bliver sansningerne ikke forholdt til hans egen krop og eksistens, men tværtimod til indtryk, han har læst om:
Jeg har ingen øjne selv. Jeg kan jo ikke engang se snapsen og radiserne på bordet derovre med mine egne øjne, jeg ser på dem med Strindbergs og tænker på en souper, han i sin ungdom indtog på Stallmästergården. Og da de mænd i kanoerne for lidt siden strøg forbi ude i kanalen, var det mig et øjeblik, som om Maupassants skygge ilede forud for dem. (s. 52)
Blandingen af belæst kejtethed og naiv følsomhed er noget af det, der gør lægeskikkelsen og hans overvejelser så interessante. Den selvafslørende blanding af patetisk forblommede metaforer om kærlighed og så de helt strikte og rationelle overvejelser om lov og ret og rimelighed går på smukkeste vis hånd i hånd i denne højst læsværdige sommernatsroman, der udfordrer menneskets skyggeside. Hvad sker der egentlig i sommernatten?
Kommentarer