Artikelserie: I uge 49 i vores klassikerguide anbefalede Søren Ulrik Thomsen os at læse Ole Sarvigs digtsamling Jeghuset.
Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen
I sidste uge anbefalede Anne Lise Marstrand-Jørgensen os at læse T.S. Eliots episke digt The Waste Land, og i denne uge fortsætter vores serie af artikler, hvor danske forfattere anbefaler deres klassikerfavoritter. Denne gang er det Søren Ulrik Thomsen, som har en klassiker, han gerne vil dele med os.
“Jeget staar her i den standsede gade og venter”
Søren Ulrik Thomsen debuterede som lyriker i 1981 med digtsamlingen City Slang. Denne og flere af hans tidlige udgivelser placerede ham i den gruppe af 80’er-lyrikere, som reagerede mod 70’ernes politiske digtning. Senere har hans poesi dog antaget sit eget unikke udtryk og har etableret ham som en af Danmarks mest fremtrædende lyrikere, med bl.a. to bind poetik og syv udgivne digtsamlinger, den seneste Rystet Spejl i 2011. Søren Ulrik Thomsen anbefaler Ole Sarvigs digtsamling Jeghuset:
“I 1943 debuterede Ole Sarvig med Grønne digte, der på én gang var en søvngængeragtigt sikker og helt overraskende ny poesi i dansk litteratur. Allerede året efter kom så mesterværket Jeghuset, og selv om jeg er inspireret mange steder fra, var det Ole Sarvigs digte, der for alvor tændte mit ønske om selv at skrive.
Digtene er ridset op i scenarier, der kunne minde om maleriske tableauer (og netop billedkunsten var da også Sarvigs samtalepartner hele livet). De er både klare og gådefulde og ikke til at glemme, når først man har fået dem ind på nethinden, for Sarvig er frem for alt en synets digter. Læs f.eks. det lille digt ”Skæbnesang”: ”Jeg hører en underlig sang/ fra et vindue/ som en skæbne, der synger/ med udslagent hår/ i den iskolde gade”. Eller en endnu kortere tekst, nemlig ”Sen eftermiddag” som i sin helhed lyder: ”Det er sen eftermiddag./ Mennesker står,/ somom de lyttede”.
Var Sarvig altså synets digter i helt konkret forstand, var han det også i betydningen: Visionær – én, der har syner. Og det er ikke tilfældigt, at ”sen” er et yndlingsord, for synerne i hans poesi, var visionen af en verden, hvor det var blevet så sent, at den måske snart skulle gå under. Kan en nutidig læser synes, at tonen bliver lidt for alvorlig, for ikke at sige højtidelig, skal man huske, at disse digte er skrevet midt under Anden Verdenskrig, der gik direkte over i en fred knuget af frygten for atombomben: ”...det nye kommende kommer/ bag horisonterne/ uger og måneder borte/ som lys og øde have og lande, // forfærdelig lyst/ den dag,/ det endelig er over os.”
Er vi altså i en fremmedartet, truende og halvtom verden, hvor ”månen hang og kimede som en elektrisk klokke”, er der i denne poesi også et modbillede til angsten og undergangen, nemlig Ole Sarvigs meget personlige kristendom, hvor Kristus i ét digt er en puppe, og i et andet går ”omme bag lågerne/ med en mærkelig hat.”
Javist er det lige så sært, som det er fascinerende, og ”sær” er da også et andet af Sarvigs yndlingsord: ”Min sorgs sære gamle villa/ med kolde nordverandaer/ og ubrugelige tårnkamre!” Det er dragende og mystisk, men ikke mystifistisk, for selv om man ikke lige kan forklare disse digte, fornemmer man en stærk indre sammenhæng i deres dybt originale billedsprog.”
- Søren Ulrik Thomsen, november 2013
I 2005 udgav Gyldendal en samling af Ole Sarvigs digte - udvalgt af Søren Ulrik Thomsen og Torben Brostrøm. Samlingen, der har titlen Digte, har desuden et forord af Søren Ulrik Thomsen, hvori han beskriver, hvorfor Sarvigs lyrik stadig er væsentlig.
I næste uge anbefaler Christel Wiinblad sin favoritklassiker.
(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)
Kommentarer