Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
London, 1905. Den højgravide danske Asta genoptager i sin ensomhed sin barndoms vane med at skrive dagbog. Mange år senere finder yndlingsdatteren Swanny dagbøgerne, og udgivelsen af dem bliver en verdensomspændende succes.
Romanen Astas bog er en opklaring af to gåder, der har trukket deres spor på godt og ondt gennem 80 år. Fortidens gåder er en specialitet for den engelske forfatterinde Barbara Vine, et pseudonym for Ruth Rendell (f. 1930). Rendell er kendt som en fornyer af den klassiske engelske krimi, sammen med blandt andre forfatterkollegaen P.D. James. Rendells forfatterskab har flere spor; hun veksler mellem klassiske politiromaner om Inspector Wexford, psykologiske thrillers og næsten gyserprægede krimi- og spændingsromaner.
I 1986 splittede hun bevidst forfatterskabet op, så de psykologiske thrillers – som regel med kig mod fortiden – fik deres egen forfatter: Barbara Vine. Få evner som Vine at skrive thrillers om længst forgangne lidenskaber og mysterier, men med romaner som Ind i mørket, Skæbnesommer, Skorstensfejerens dreng og Blodlægen demonstrerer Vine, at fortiden kan være endog særdeles levende i mange menneskers liv.
Asta
Astas bog (eng. 1993, da. 1994) er delvist fortalt af Astas barnebarn og Swannys niece, Ann, der efter Swannys død arver rettighederne til dagbøgerne.
Med dem følger også en anden arv: spørgsmålet om Swannys oprindelse. I en moden alder har Swanny modtaget et brev, der antyder, at hun ikke er datter af Asta og ægtemanden Rasmus. I resten af Swannys liv bliver det en besættelse, der er med til at formørke hendes alderdom, selv da hun finder dagbøgerne, får dem udgivet og trives med at være en offentlig person.
For Ann er spørgsmålet om mosterens oprindelse ikke livsvigtigt som for Swanny selv, men alligevel – spørgsmålet er blevet rejst, og Ann ønsker at finde svaret. Asta selv har nægtet Swanny et svar, og den barske dame har ikke forstået datterens længsel efter at høre sandheden. Sådan noget pjat, er hendes attitude.
I dagbøgerne nævner Asta en passant en familie fra nabolaget, som der opstår en stor skandale omkring: manden anklages for at have myrdet sin kone for at kunne stikke af med deres fælles søn, og den knap to-årige datter er sporløst forsvundet. Astas få ord om familien Roper, som de hedder, tiltrækker en gammel veninde og rivalinde til Ann, der skal lave en tv-film over sagen. Meget mod sin vilje må Ann genoptage kontakten, og snart er hun også viklet ind i sagen om familien Roper og den forsvundne pige Edith. De to mysterier viser sig selvfølgelig at have en sammenhæng, om end den ikke er, som den afdøde Swanny troede.
Romanen er Anns sammensætning af de relevante papirer: Astas dagbøger, Anns egen beretning og papirerne om Roper og retssagen imod ham. De forskellige fortællemåder og synsvinkler er fængende. Som læser får man indtrykket af, at Astas dagbøger faktisk ville være blevet en succes, hvis de var virkelige.
Astas bog er således ikke en dagbogsroman i traditionel form, men på sin vis noget mere interessant: ikke alene får læseren en dagbog, hun får også omverdenens syn på hændelserne i dagbogen – i romanen har Astas familie fået en hel læsende verdens syn på dagbogen.
Familien
Mange af Vines romaner handler om familien, og Astas bog understreger, at vi alle er indspundet i vores familie: det gælder Ann, som får et levebrød ud af arven fra Swanny og Asta, men også en tilsyneladende uløselig gåde, det gælder Anns kæreste, der må bære på en hemmelighed, og mest af alt gælder det Swanny selv, der sent i livet indser, at blodets bånd har været en bærende del af hendes identitet.
Hun har altid været stolt af sine danske rødder, hendes første sprog var dansk, men da tæppet bliver trukket væk under hende, mister hun den del af sin identitet, som danskheden udgør. Det er ikke nok at være opdraget til at være en dansk englænder, at være dansk gift, at være sin danske mors yndling, hvis hun ikke er dansk fra naturens side, så at sige.
Vine stiller dermed spørgsmålet, om den, vi tror vi er, den vi er i andres øjne, også altid er den samme, som den vi virkelig er – og om det betyder noget? Naturligvis får vi også stillet det klassiske spørgsmål, om fædrenes - og i denne kvindedominerede familiesaga, mødrenes - synder nedarves på sønnerne og døtrene. Typisk for Vine svæver svaret i vinden, det er både et ja og et nej. Gåderne løses, men der er ubesvarede spørgsmål tilbage.
Kommentarer