'Min geniale veninde' er et stærkt og psykologisk nærgående portræt af et usædvanligt venskab, og om de ulige betingelser mennesker har for at realisere sig selv. Elena Ferrante, der er en af Italiens største samtidsforfattere, er et pseudonym.
Af forlægger og ph.d. i nordisk litteratur Charlotte Jørgensen.
Optakten til Min geniale veninde, første bind i Elena Ferrantes romankvartet om de to veninder, Elena og Lila, slår hovedtemaet for romanen an. Elena, der nu er seksogtres år gammel og en anerkendt forfatter, bliver ringet op af Lilas voksne søn, Rino. Han fortæller, at hans mor er sporløst forsvundet. Og ikke nok med det. Inden Lila forlod sit hjem i Napoli, har hun omhyggeligt slettet alle spor. Hendes sko og kjoler er væk, computeren forsvundet, æsken med personlige papirer fjernet. Da Rino et par dage senere finder Lilas fotoalbum med familiefotos fra et langt liv, opdager han, at moderen har klippet sit ansigt ud af alle billederne. Der hvor hendes smukke ansigt engang strålede kameraet i møde, er der nu ingenting. Et hul.
Elenas reaktion er bemærkelsesværdig. Da hun hører, at hendes veninde er forsvundet, bliver hun urolig. Da hun derpå hører, at Lila også har villet udradere hele det liv, hun har ladt bag sig, med saksen, bliver hun rasende: ”Lad os se hvem der vinder denne gang, sagde jeg til mig selv. Jeg tændte for computeren og begyndte at skrive vores historie i alle detaljer, alt det jeg stadig huskede” (s. 20).
Når Elena bliver så vred over, at Lila har klippet sig selv ud af sit liv, er det jo, fordi de to veninder og deres historie på en måde er ét. Lilas selv-udslettelse er også en udslettelse af Elena. Uden Lila, ingen Elena. Lilas historie er Elenas historie, og når Lila ophæver den, ophæver hun også Elena.
Elenas svar på Lilas udslettelse er derfor at nægte at acceptere den. Hun sætter sig ned og begynder at skrive fortællingen om sit og Lilas liv, den fortælling der skal give hende den historie tilbage, som Lila har berøvet hende ved at klippe sig selv ud af fotografierne.
Et kompliceret venskab
Elena Ferrante beskriver et venskab mellem to kvinder fra et andet synspunkt, end vi er vant til at se det beskrevet fra. Måske har vi vænnet os til at tænke over venskab som forhold, der udelukkende er rare, gode og bekræftende og som damper af varme og fortrolighed. Sådan er det ikke hos Ferrante. I venskabet mellem Lila og Elena er der kærlighed og had, ømhed og fjendtlighed, misundelse og tilbedelse, begær, jalousi, destruktivitet og erotisk rivalitet, på færde. Måske fordi Ferrante vil sige noget om, hvordan vi bliver til som individer, hvordan forholdet til et andet menneske også altid er et forhold inde i os selv.
Elena nærer, fra det øjeblik hun ser Lila første gang, en angstblandet beundring for den vilde, uregerlige og uforfærdede pige. Mager, snavset, fuld af skrammer og fuldstændig ligeglad med hvad omgivelserne tænker om hende. Lila er pigen, der smider blækdryppende papirstumper på klassekammeraterne, så deres tøj bliver ødelagt, hun kaster skarpe sten efter drengene, som er bange for hende. Samtidig gør hendes overlegne begavelse hende til klassens nummer 1. Hun har lært sig selv at læse, før de andre kan sætte to bogstaver sammen, og Elena må arbejde hårdt for at følge med hende.
Relationen mellem de to piger bliver til et ubrydeligt venskab den dag, de sammen i bedste heroiske eventyrstil opsøger den mand, man i kvarteret betragter som fanden selv, for at afkræve ham de dukker, de mener, han har frastjålet dem.
Historien begynder med, at de to piger leger i gården med deres dukker. Kludedukken Tina er Elenas kæreste eje, og da Lila med et griber fat i Tina og smider hende ned i kælderskakten, er Elena helt bedøvet af smerte. I denne krisesituation gør hun, som hun plejer i forhold til Lila, nemlig det samme. Hun tager Lilas dukke, Nu, og smider den efter Tina ned i kælderen.
Pigerne går sammen ned i kælderen for at finde dukkerne, men de er sporløst forsvundet. Senere opsøger de på Lilas initiativ kvarterets lånehaj, don Achilles, som i deres barnlige bevidsthedsverden har status af et frygtindgydende uhyre. På vej op ad trappen til don Achilles’ lejlighed stopper Lila op, og da Elena når op på siden af hende, tager Lila hende for første gang nogensinde i hånden.
Med denne fysiske bevægelse oprettes en ubrydelig pagt mellem de to piger. ”Jeg kan stadig mærke Lilas hånd gribe min, og jeg kan lide at tænke, at hun ikke alene gjorde det, fordi hun mærkede, at jeg ikke turde gå helt op til øverste etage, men også fordi hun selv, med den bevægelse, søgte kræfter til at fortsætte,” skriver forfatteren Elena mange år senere.
Bemærk formuleringen: Jeg kan lide at tænke. Det er en af romanens mange udfordringer, at Lilas handlinger og tanker konsekvent formidles gennem Elena. Hvem Lila er, hvordan hun tænker, hvad hun føler, ved vi kun gennem Elena, som langtfra er en pålidelig fortæller.
Den omtalte ”ur-scene” med dens symbolske opstigning til femte sal og den dristige Lilas kamp mod eventyrets drage, ledsaget af den tro væbner, Elena, siger noget om arten af venskabet, eller rettere: om arten af Elenas binding til Lila.
Elena vil op, både socialt og i mere overført forstand, og det kommer hun med Lilas hjælp. Lilas exceptionelle begavelse, hendes frygtløshed og hendes markante personlighed er den form, Elena forsøger at omstøbe sig selv i. Hun beundrer Lila og søger hendes nærhed, men kun så længe Lila forløser hendes egen længsel efter at komme frem, komme op, komme fri. Det er ikke det, Lila er, men det Lila repræsenterer, Elena drages af: Det lys der udgår fra Lila, som var hun faldet fra en højere strålende verden ned i den materielle verden - ligesom dukkerne falder ned i kælderen og mørket - hendes kærlighedsevne, hendes botticelli’ske skønhed, hendes kunstneriske og personlige format. Lila er på en måde Elenas ideale jeg, hun er den Elena gerne vil være.
Tab og sejr
Foreløbig stopper historien om de to veninder ved den oprivende og scene i slutningen af bind 2. Elena er netop debuteret som forfatter, hendes roman har fået en strålende modtagelse, og hun tjener penge. I denne succesfulde skikkelse har hun nu lyst til at vise sig for barndomsveninden, som hun ikke har set i flere år. Mødet finder sted på den pølsefabrik, hvor Lila arbejder i kuldegrader med ”at flå kød af dyreknogler”. Lila er grå, blodløs og tyndere end nogensinde før, hendes hænder ophovnede og dækket af sår, der bløder under bandagerne. I en stank af slagtedyr omfavner Elena sin veninde, men lugten af fedt og kød bliver for voldsom, og da hun i en tvetydig gestus har overrakt Lila hendes talentfulde fortælling fra barndommen Den blå fe, skynder hun sig væk.
”Det gik op for mig at jeg, i god tro, naturligvis, af hengivenhed, først og fremmest havde foretaget hele den rejse for at vise hende, hvad hun havde mistet, og hvad jeg havde vundet,” tænker Elena om besøget. Hvad romanen viser er, at tab og sejr er forbundne størrelser. Prisen for Elenas erobring af synlighed og position i verden kan aflæses i Lila: i hendes mishandlede, blødende, smuldrende kvindekrop, i hendes totale udleverethed til en verden af kød og krop, slagtedyr og hård nødvendighed.
Kommentarer