Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
I debatten om forholdet mellem de tidligere kolonier i Øst og de vestlige ex-koloniherrer, mellem muslimer og kristne, har der fra begge sider altid været nogle, der har talt for et uforsonligt ”enten-eller”. Efter 11. September er denne retorik blevet hverdagskost. For den amerikanske præsident er mennesker ikke alene blot delt op i os og dem (hvilket kan være slemt nok), men i gode og onde.
Og muslimske fundamentalister vil være ganske enige i dette skel, blot hævde at de er de gode. Fra begge side lyder det, at hvis man ikke er med er man imod. Denne holdning kriminaliserer ikke alene modstandere af USA's udenrigspolitik og fanatikeres terrorisme, men mistænkeliggør også tvivlere og kritikere – de, der ikke er hverken for eller imod, de, der ikke anerkender den grundlæggende præmis om en menneskehed delt op i gode og onde.
Der findes imidlertid en stemme, eller rettere et kor af stemmer, der gennem århundreder har leet af intolerancen, dogmatismen og magtsygen i deres forskellige historiske forklædninger. Disse muntre stemmer er romaner. Fra romanens fædre Rabelais (fransk forfatter til Gargantua og Pantagruel, ca. 1494-1553) og Cervantes (spansk forfatter til Don Quijote, 1547-1616) til i dag har romanen været et sted, hvor man undersøger den menneskelige eksistens’ muligheder og stiller sig kritisk og tvivlende overfor ”selvfølgelige” sandheder om, hvordan tingene er.
Romanens form er legende og spørgende, hvor den politiske tale er alvorstung og skråsikker. I en rigtig roman er personerne ikke enten gode eller onde, men mennesker med alle deres forskellige dyder og defekter. En rigtig roman taler aldrig kun med én stemme – ligesom et virkeligt menneske rummer den mange forskellige synspunkter og vinkler.
Humorens evne til at vende alting på hovedet er ét af denne romantraditions vigtigste virkemidler. I latterens lysning er alting befriende frisk og lettet for autoriteternes fastlåste menneskekategorier. Humor kan gøre det ophøjede lavt og forsikre os om, at der trods alle samfundsmæssige uligheder er noget, vi er fælles om, nemlig at løse menneskelivets gåde. Dette er humorens alvor, en alvor, der ligger langt hinsides politikerens stylede masker, deres formaninger og løfter og skjulte ambitioner.
Hanif Kureishi (f. 1954) har med Det Sorte Album (først udkommet på engelsk i 1995, dansk oversættelse ved Henrik Enemark Sørensen samme år) skrevet en rigtig roman, der med dyb, humoristisk alvor følger en ung mand med pakistansk baggrund i London. Shahid, hedder han. Shahid studerer litteratur og drømmer om at blive forfatter. Han bliver forelsket i sin lærerinde Deedee Osgood og indleder en affære med hende.
Den verden, han bliver en del af, når han er sammen med hende – et spontant og frit hedonistisk univers af sex, stoffer og litteratur – står i skarp kontrast til den, han deler med sine muslimske venner, for hvem han holder sin relation med Deedee hemmelig. Hvor Shahids sind er flydende og søgende, bekender disse venner sig uden forbehold til islam.
De har organiseret sig i et fællesskab, der skyr al indflydelse af vestlig tankegang og kæmper for muslimers rettigheder i England, om nødvendigt med vold. Shahids sind og tid deles mellem de to verdener. Han plages af følelsen af ikke at høre hjemme i nogle af dem. Hans identitet vakler i forsøget på at finde et ståsted mellem sit oprindelige folks religion og en europæisk alt-er-tilladt attitude, indtil han en dag bliver nødt til at vælge.
Den begivenhed, der fremtvinger dette valg, er en afbrænding af Salman Rushdies (f. 1947) roman De Sataniske Vers, som den muslimske gruppe arrangerer på det universitet, hvor både de og Shahid går. Det er nok ikke tilfældigt, at det netop bliver denne roman, der jo selv sætter forholdet mellem islam og romangenrens traditionelt fordomsfri og legende undersøgelse af eksistensen på spidsen, som får afgørende betydning for Shahids skæbne.
De Sataniske Vers bliver et symbol på selve Shahids identitet, sammenblandet af munter fantasi og religiøs alvor som den er. Shahid bliver faktisk selv forfatter til visse ugudelige vers om kærlighed, da han får til opgave at renskrive nogle digte som den muslimske gruppes leder Riaz har skrevet. Han blander nemlig sine egne linier med Riazes. Derved går Riazes digte fra at være højstemt entydige til at være flerstemmigt hybride - næsten romanagtige.
Netop ved at gøre Rushdies roman og Riazes og Shahids blandede skrifter til de elementer, der fortætter bogens konflikter og får dem til at løbe løbsk, kommenterer Kureishi således på litteraturens muligheder for at behandle temaer som religion, sandhed og identitet. Romanen bliver det sted, hvor modsætninger kan mødes og forskellige synsvinkler sættes op mod hinanden og vendes og drejes. Dette er også præcis, hvad Det Sorte Album selv gør, og derved er den en slags hyldest til romangenren som sådan.
Kureishi viser, at romanen er et privilegeret sted til at få normalt uforlignelige størrelser til at tale sammen, så man kan se konflikten mellem indvandrere og indfødte fra mange sider samtidigt, forstå hvordan den psykologisk og samfundsmæssigt kan opstå og skimte de menneskelige, alt for menneskelige, sår og drømme bag uforsonlighedens stenmasker.
Når fanatikere på begge sider ikke kan tale sammen på andre måder end gennem terror, er det befriende og lærerigt at åbne Kureishis roman, der går bag facaderne og for læseren bringer modsætningerne i et positivt samspil omkring de evige og fællesmenneskelige problemer: Hvad er jeg? Hvad er sandheden? Hvordan skal vi leve sammen?
Kommentarer