Lars Bukdahl (f.1968) debuterede med sin første digtsamling i 1987, og siden er der udkommet 2 romaner og 6 digtsamlinger, senest "Rimses den Ene og Remses den Anden" fra 1997. Lars Bukdahl er desuden både elsket og frygtet som anmelder på "Weekend Avisen", hvor hans anmeldelser bliver meget læst.
............ Æ, Ø, Å.
Jeg læser bøger, som jeg trækker vejret, grådigt og ustandseligt. At bede mig fortælle om bøger, jeg holder af, er en farlig ting, man risikerer at igangsætte (iganggæste havde jeg nær og meget rigtigere skrevet) et vandfald, som er venligtsindet, men uden nåde og mådehold. Jeg bliver nødt til at vælge et eller andet begrænsende system, og når dette nu skrives ind i en art bibliotekssammenhæng, vil jeg tage udgangspunkt i alfabetet, og nærmere bestemt de sidststående, som forbogstav alt for lidt anvendte minoritetsvokaler, Æ, Ø og Å, og deres befolkningssammensætning i min egen, katastrofalt bugnende, dansksproget skønlitterære reol, her lige bag ved mig. ABC'er - alfabetremser og alfabetdigte - er jo en gloriøs genre i sig selv, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, at de gode digtere har et særligt øje til minoritetsbogstaverne. Et af de store digte i dansk litteratur er efter min mening digtet til Ø'et i Halfdans ABC, 1967: "Øen i søen har kun en barber./ Til gengæld så klipper han alt hvad han ser./ Han klipper sin fætter, sin hund og sit får./ Han klipper billetter når færgerne går./ Han klipper sin plæne, sin hæk og sit hegn./ men selv er han skaldet som Roskildevej'n." Den sidste metafor finder jeg uovertruffen, ikke mindst fordi jeg har Roskildevejen liggende lige på den anden side af KB's baner, og den er virkelig skaldet, det er så sandt som det er sagt.
I den efter sigende hundesvære digter Simon Grotrians lille digtbog, En æske til Lot, 1995, finder man digte til alle bogstaverne i alfabetet, gådefulde, gækkerige hyldester til først og fremmest bogstavernes fysiske, grafiske udseende. Dette digt til Æ'et, synes jeg er utroligt smukt og præcist, prøv selv at læse det som et forsøg på en figurtegning af det besværlige og klodsede dobbeltbogstav: "Det sker med jordens æbler/ at en kerne hakkes fri/ og løftes op som træ i fuglenæb/ som arme om den næste høst:/ en skov, der knuger vingerne/ til efterår og fald." Går vi nu til reolen, kan vi tyvstarte med Y, som sandelig heller ikke er rigt repræsenteret, men jeg kan se på mit litteraturleksikon, at dér kan man godt placere digteren Christian Yde Frostholm (jeg selv har sat ham under F, men sådan er alfabetiseringer så forskellige, gudskelov, ellers ville bogstaverne jo altid passe, og det bryder de sig faktisk ikke om). Han skal ikke fremhæves for sine digte, som er yderst okay, men for sin fantastiske hjemmeside for såkaldt visuel poesi, www.afsnitP.dk, der tidligere var en reel og konkret lyrikgalleriboghandel, men nu er rent virtuel på det allerkønneste og -vildeste. Siden tilbyder alle mulige kompetente præsentationer og anmeldelser af ny poesi og det, der ligner i billedkunsten, og så er der fremfor alt de store udstillinger, senest en fænomenal flerstemmig enquete om, hvordan i alverden visuel poesi kan tage sig ud, og en forunderlig flerfløjet digtinstallation af Morten Søndergaard, der lader et enkelt digt afføde nye digte og lyde og visualiteter. Det ligner alt sammen en vital brøkdel af poesiens fremtid. Æ er et bogstav, der har svært ved at stå i front. Man finder ingen forfattere med det forbogstav i min reol. Jeg har en svag erindring om, at der i nyere numre af Hvedekorn optræder en talentfuld digterinde med efternavnet Ærtebjerg, Katrine hedder hun måske til fornavn, men mine tidsskrifter ligger hen i et syndigt rod, som jeg for øjeblikket ikke vover at røre med en ildtang. Til gengæld har jeg foran mig rent faktisk det seneste nummer af Øverste Kirurgiske (der begynder med Ø!), som på det seneste er blevet en alvorlig konkurrent til Hvedekorn, når det gælder ungt og debuterende interessant poetisk, og deri kan man læse en brav, syret tekst, en "Opskrift" faktisk, af et individ, der kalder sig Bo Æ. Sørensen. Opskriften slutter douce med denne fine omvending: "Hvad skulle der egentlig være så fedt ved at være en flue på en væg?/ Jeg ville langt hellere være væggen - tænk så flad og hvid." Ø er ikke så slem, der er med lidt snyd Oehlenschläger, og han er jo god nok og var jo i hver fald til en start ung nok, og så er der fandeme Jess Ørnsbo, Danmarks mest beskidte digter, tougher than the rest, i halvfemserne udgav han de to monstrummer, Tidebogen, 1997, med nye og gamle digte i et sindrigt og åndssvagt system, og 8 ulige spil, med vilde og gale skuespil. Men den bog, jeg holder mest af, er nok digtsamlingen, Kongen er mulat men hans søn er neger, 1971, først og fremmest på grund af titlen, men de 24 "desperationer" indeni forstår nu også at stikke fra sig. Disse linier fra titeldigtet er jo absolut aktuelt og aggressivt opbyggelige: "Befrugt disse tyndbenede blondiner/ med negre og eksimoer/ til der opstår en sort streg i/ deres upåklagelige indre/ mas dem sammen til de tænker som/ rotten i DENS overbefolkede/ universer: kød eller fælde men ingen/ venlig hånd aldrig en forstående/ finger aldrig et kys/ der ikke er ment som et baghold/ pul dem disse forvoksede skolepiger/ til tarmen springer eller/ de føder blod fjern/ al denne forplumrede uskyldighed/ denne sundhedssandal som/ hele personen går i". Jeg bør også nævne den fine, humoristisk underspillede prosaist Sven Ørnø, hvis seneste rent ramte værk er ungdomsbogen, De syv ildofre eller Hvordan Poul lærte Laudrup-finten, 1999. Under Å finder vi Kim Fupz Aakeson, der skriver de mest vitale og fandenivoldske børnebøger, og de mest kedelige og fromme voksenbøger. Og så står til allersidst, med ryggen modfucking Jane Aamund (som jeg engang har anmeldt en enkelt bog af, DÅRLIGT), Emil Aarestrup, som er en virkelig digter, der elsker kvinderne næsten lige så højt som ordene. I Det Danske Sprog og Litteraturselskabs nye forbilledlige Udvalgte digte, 1998, har redaktøren Dan Ringgaard været så sød at medtage nogle af Aarestrups sproglegende notater. Her går han f.eks. i krig med en alfabetiseret liste over smuktklingende "Bløddyr etc" (men afslutter den ikke), og interessant nok begynder alfabetet her med Æ, som det nok også burde i virkeligheden. En bogorm er også et bløddyr, bogstaveligt talt: "Ædelkorallen Argonauter Armpolypper Bændelorme Barkkoraller Brekagekoraller Blaamuslinger Bladkoraller Blæksprutter Blodigler Blomstpolypper Dyrblomster Fjerkoraller Harper (Snekke med røde og hvide Ribbeen) Havesneglen".
BogWeb - 1. oktober 2000
Artikel
Månedens kendte; Lars Bukdahl
Lars Bukdahl (f.1968) debuterede med sin første digtsamling i 1987, og siden er der udkommet 2 romaner og 6 digtsamlinger, senest "Rimses den Ene og Remses den Anden" fra 1997. Lars Bukdahl er desuden både elsket og frygtet som anmelder på "Weekend Avisen", hvor hans anmeldelser bliver meget læst.
............ Æ, Ø, Å.
Jeg læser bøger, som jeg trækker vejret, grådigt og ustandseligt. At bede mig fortælle om bøger, jeg holder af, er en farlig ting, man risikerer at igangsætte (iganggæste havde jeg nær og meget rigtigere skrevet) et vandfald, som er venligtsindet, men uden nåde og mådehold. Jeg bliver nødt til at vælge et eller andet begrænsende system, og når dette nu skrives ind i en art bibliotekssammenhæng, vil jeg tage udgangspunkt i alfabetet, og nærmere bestemt de sidststående, som forbogstav alt for lidt anvendte minoritetsvokaler, Æ, Ø og Å, og deres befolkningssammensætning i min egen, katastrofalt bugnende, dansksproget skønlitterære reol, her lige bag ved mig. ABC'er - alfabetremser og alfabetdigte - er jo en gloriøs genre i sig selv, og det fremgår med al ønskelig tydelighed, at de gode digtere har et særligt øje til minoritetsbogstaverne. Et af de store digte i dansk litteratur er efter min mening digtet til Ø'et i Halfdans ABC, 1967: "Øen i søen har kun en barber./ Til gengæld så klipper han alt hvad han ser./ Han klipper sin fætter, sin hund og sit får./ Han klipper billetter når færgerne går./ Han klipper sin plæne, sin hæk og sit hegn./ men selv er han skaldet som Roskildevej'n." Den sidste metafor finder jeg uovertruffen, ikke mindst fordi jeg har Roskildevejen liggende lige på den anden side af KB's baner, og den er virkelig skaldet, det er så sandt som det er sagt.
I den efter sigende hundesvære digter Simon Grotrians lille digtbog, En æske til Lot, 1995, finder man digte til alle bogstaverne i alfabetet, gådefulde, gækkerige hyldester til først og fremmest bogstavernes fysiske, grafiske udseende. Dette digt til Æ'et, synes jeg er utroligt smukt og præcist, prøv selv at læse det som et forsøg på en figurtegning af det besværlige og klodsede dobbeltbogstav: "Det sker med jordens æbler/ at en kerne hakkes fri/ og løftes op som træ i fuglenæb/ som arme om den næste høst:/ en skov, der knuger vingerne/ til efterår og fald." Går vi nu til reolen, kan vi tyvstarte med Y, som sandelig heller ikke er rigt repræsenteret, men jeg kan se på mit litteraturleksikon, at dér kan man godt placere digteren Christian Yde Frostholm (jeg selv har sat ham under F, men sådan er alfabetiseringer så forskellige, gudskelov, ellers ville bogstaverne jo altid passe, og det bryder de sig faktisk ikke om). Han skal ikke fremhæves for sine digte, som er yderst okay, men for sin fantastiske hjemmeside for såkaldt visuel poesi, www.afsnitP.dk, der tidligere var en reel og konkret lyrikgalleriboghandel, men nu er rent virtuel på det allerkønneste og -vildeste. Siden tilbyder alle mulige kompetente præsentationer og anmeldelser af ny poesi og det, der ligner i billedkunsten, og så er der fremfor alt de store udstillinger, senest en fænomenal flerstemmig enquete om, hvordan i alverden visuel poesi kan tage sig ud, og en forunderlig flerfløjet digtinstallation af Morten Søndergaard, der lader et enkelt digt afføde nye digte og lyde og visualiteter. Det ligner alt sammen en vital brøkdel af poesiens fremtid. Æ er et bogstav, der har svært ved at stå i front. Man finder ingen forfattere med det forbogstav i min reol. Jeg har en svag erindring om, at der i nyere numre af Hvedekorn optræder en talentfuld digterinde med efternavnet Ærtebjerg, Katrine hedder hun måske til fornavn, men mine tidsskrifter ligger hen i et syndigt rod, som jeg for øjeblikket ikke vover at røre med en ildtang. Til gengæld har jeg foran mig rent faktisk det seneste nummer af Øverste Kirurgiske (der begynder med Ø!), som på det seneste er blevet en alvorlig konkurrent til Hvedekorn, når det gælder ungt og debuterende interessant poetisk, og deri kan man læse en brav, syret tekst, en "Opskrift" faktisk, af et individ, der kalder sig Bo Æ. Sørensen. Opskriften slutter douce med denne fine omvending: "Hvad skulle der egentlig være så fedt ved at være en flue på en væg?/ Jeg ville langt hellere være væggen - tænk så flad og hvid." Ø er ikke så slem, der er med lidt snyd Oehlenschläger, og han er jo god nok og var jo i hver fald til en start ung nok, og så er der fandeme Jess Ørnsbo, Danmarks mest beskidte digter, tougher than the rest, i halvfemserne udgav han de to monstrummer, Tidebogen, 1997, med nye og gamle digte i et sindrigt og åndssvagt system, og 8 ulige spil, med vilde og gale skuespil. Men den bog, jeg holder mest af, er nok digtsamlingen, Kongen er mulat men hans søn er neger, 1971, først og fremmest på grund af titlen, men de 24 "desperationer" indeni forstår nu også at stikke fra sig. Disse linier fra titeldigtet er jo absolut aktuelt og aggressivt opbyggelige: "Befrugt disse tyndbenede blondiner/ med negre og eksimoer/ til der opstår en sort streg i/ deres upåklagelige indre/ mas dem sammen til de tænker som/ rotten i DENS overbefolkede/ universer: kød eller fælde men ingen/ venlig hånd aldrig en forstående/ finger aldrig et kys/ der ikke er ment som et baghold/ pul dem disse forvoksede skolepiger/ til tarmen springer eller/ de føder blod fjern/ al denne forplumrede uskyldighed/ denne sundhedssandal som/ hele personen går i". Jeg bør også nævne den fine, humoristisk underspillede prosaist Sven Ørnø, hvis seneste rent ramte værk er ungdomsbogen, De syv ildofre eller Hvordan Poul lærte Laudrup-finten, 1999. Under Å finder vi Kim Fupz Aakeson, der skriver de mest vitale og fandenivoldske børnebøger, og de mest kedelige og fromme voksenbøger. Og så står til allersidst, med ryggen modfucking Jane Aamund (som jeg engang har anmeldt en enkelt bog af, DÅRLIGT), Emil Aarestrup, som er en virkelig digter, der elsker kvinderne næsten lige så højt som ordene. I Det Danske Sprog og Litteraturselskabs nye forbilledlige Udvalgte digte, 1998, har redaktøren Dan Ringgaard været så sød at medtage nogle af Aarestrups sproglegende notater. Her går han f.eks. i krig med en alfabetiseret liste over smuktklingende "Bløddyr etc" (men afslutter den ikke), og interessant nok begynder alfabetet her med Æ, som det nok også burde i virkeligheden. En bogorm er også et bløddyr, bogstaveligt talt: "Ædelkorallen Argonauter Armpolypper Bændelorme Barkkoraller Brekagekoraller Blaamuslinger Bladkoraller Blæksprutter Blodigler Blomstpolypper Dyrblomster Fjerkoraller Harper (Snekke med røde og hvide Ribbeen) Havesneglen".
BogWeb - 1. oktober 2000
Kommentarer