TYCHO BRAHE ER FAR TIL SHAKESPEARE. Denne opsigtsvækkende hypotese præsenterer forfatter og lektor Ib Lucas i romanen 'Manden på tapetet'. Det afsløres, at Shakespeare er afbildet på et Kronborgtapet, at han har opholdt sig hos Tycho Brahe på Hven og at han i 'Hamlet' behandler deres far-søn-forhold.
Romanen bygger på omfattende research – vil du beskrive researchprocessen?
Mit udgangspunkt var, at jeg ville skrive en roman om Tycho Brahe.
Hvad der tændte mig, var de dunkle punkter i hans liv og ikke mindst omstændighederne omkring hans død i Prag. Der er foretaget flere analyser af hans hår og skæg, som viser en kviksølvforgiftning. Var der tale om en fejlmedicinering, selvmord eller mord?
Der er en omfattende forskning omkring Tycho Brahe. Det drejer sig både om det astronomiske, om hans byggeri og liv på Hven, om hans internationale relationer, om årsagerne til at han blev tvunget væk fra Danmark. Alt dette satte jeg mig ind i.
Jeg sad med hans observationsprotokoller på Det kongelige Bibliotek, og jeg besøgte de steder, han havde opholdt sig. Ikke fordi dette gjorde mig så meget klogere på ham, men det forekom mig alligevel vigtigt for skriveprocessen.
Men da jeg kom på sporet af en forbindelse til Shakespeare, blev internettets søgemaskiner helt afgørende for min research. Selv om litteraturen om Tycho Brahe er omfattende, så er den for intet at regne imod, hvad der er skrevet om Shakespeare. Det ville have taget uendelig lang tid at gennempløje litteraturen om den engelske dramatiker med henblik på en relation til Tycho Brahe. Men med Google kan man skrive de to navne, og på mindre end et sekund ligger der oplysninger og artikler, som man aldrig ville have fundet frem til. Det var på den måde, jeg blandt andet opdagede Shakespeares interesse for astronomien og amerikanske fysikeres påvisning af Stella Novaens opdukken i starten af Hamlet, hvor faderens ånd indfinder sig.
Hvilke friheder og begrænsninger giver genren?
En videnskabelig artikel har langt flere begrænsninger end friheder. Med en roman er det omvendt. Som forfatter opstiller man selv sine spilleregler. Mine var blandt andet, at jeg ikke måtte fordreje de historiske kendsgerninger.
Jeg bruger fiktionen til at fremsætte min hypotese og derved får jeg mulighed for at give svar på spørgsmål, som ellers ville være forblevet ubesvaret. For eksempel: Hvor kunne Shakespeares mor Mary Arden have mødt Tycho Brahe? Hvem er den unge mand, der står ved siden af Tycho på Kronborgtapetet?
Man kan også sige det på den måde, at fiktionen giver et bud på, hvad der kunne være sandheden. Det gælder for så vidt både, når den behandler fortiden og fremtiden.
Hvordan og i hvilken rækkefølge dukkede bogtyveri, kendt billedtæppe, Tycho Brahe og Shakespeare op i opbygningen af plot?
I romanen kommer Mendel og Cecilie på flere måder ud på en opdagelsesrejse.
Det drejer sig om deres indbyrdes forhold, om Cecilies fortid og om hendes fars forbrydelser, men det drejer sig altså også om at tyde en af Tychos protokoller.
Hertil kommer så Finke, der angriber tingene fra sin vinkel og som også har sit at se til. Der er således rigtig mange bolde i luften, og det var vigtigt for mig at skabe og fastholde spændingen, også i de lidt fagligt tunge sekvenser – som for eksempel den lange analyse af Hamlet. Det var min ambition, at også den læser, som ikke kender så meget til Shakespeare, skulle holdes fast gennem det nutidige plot.
Gobelinens ukendte mand lanceres i starten af romanen, men forklaringen kommer først langt senere. Det er klart at jeg lægger brikkerne til rette, så opdagelserne kommer i den rigtige rækkefølge. Og det svarer ikke helt til min egen opdagelsesrejse.
Hvorfor er Tycho Brahe interessant i dine øjne?
Han var et menneske med en lidenskab. Han vidste fra sin tidlige ungdom, hvad han ville, han havde sat sig et højt mål og forfulgte det livet igennem. Han observerede med en hidtil ukendt præcison, noterede ned og beregnede. Og så er det jo tragikomisk, at selv om hans observationer er korrekte, er hans konklusion forkert. Kepler overtog hans materiale og drog den rigtige konklusion.
Tycho Brahe kunne som højadelig have levet et behageligt liv, men han tilsidesatte alt det uvæsentlige for sin lidenskab. Hertil kommer, at han var et kontroversielt, frittænkende menneske. Han giftede sig med en ikke-adelig kvinde, hvad der også var uhørt. Og så endte han som flygtning; også den side af ham er interessant. Han var i en vis forstand for stor til Danmark. Og det at man driver folk i landflygtighed kan jo ikke siges at være et overstået kapitel i den danske historie.
Gamle bøger er (specielt) godt stof i disse år – har du en mulig forklaring?
Egentlig ikke. Men gamle bøger rummer jo en førstehånds information om fortiden og også ofte ting, som først eftertiden kan se betydningen af.
Jeg blev selv meget fascineret af Umberto Eccos brug af Aristoles´ forsvundne poetik i Rosens navn.
Du skriver i dit efterord, at der er ”sorte huller” – hvor er de sorte huller…og i hvor høj grad er din teori om slægtskab mellem Brahe og Shakespeare noget du ”leger”?
Når man skriver fiktion, så leger man jo altid med muligheder. Men det er en alvorlig leg.
Det har været vigtigt for mig, at den kyndige læser selv skulle kunne tage stilling til materialet. Derfor angiver jeg også i efterskriften, hvor de sorte huller findes. Det drejer sig for eksempel om Kniepers skitser og Vedels notater, som Finke finder frem til.
Nu er det jo ikke mig, men min hovedperson Mendel, der fremlægger teorien om slægtskabet. Og han er godt klar over, at den ikke kan bevises, førend man har lavet en dna-test af de to mænds jordiske efterladenskaber.
Romanen slutter med den faretruende inskription på Shakespeares grav. Vil man vove at åbne den? Når man har åbnet Tychos grav, kan man vel også gøre det samme med Shakespeares. Jeg synes, at Mendel har gode kort på hånden, og jeg tror, at han har fat i den lange ende.
Kommentarer