Hvad nu hvis man, i stedet for at snakke om mænds endeligt, snakkede om en begyndelse? En begyndelse på at give manden sit køn.
Af Anders Haahr Rasmussen
Det er blevet populært at tale om, hvordan mænd er det moderne samfunds tabere. Hvordan de falder fra i uddannelsessystemet og topper arbejdsløshedsstatistikkerne. Hvordan de dør tidligere end kvinder, oftere begår selvmord, i højere grad lider af psykiske problemer og stort set alle former for fysiske skavanker. Mænd drikker mest, tager flest stoffer, lever i langt højere grad som hjemløse, ender i kriminalitet og er mest udsat for vold.
Vi hører, at det er mændene, der sidder ufaglærte tilbage i udkantsdanmark, mens arbejdspladserne forsvinder til udlandet, og kvinderne flytter til storbyen, læser på universitetet og får sig den ene mere kreative karriere efter den anden. Hollywood har for længst set det komme. Siden filmen The 40 Year Old Virgin har film som Knocked Up, Greenberg, She’s Out of My League portrætteret umodne, ansvarsløse mænd, der driver retningsløst omkring eller hænger ud i kollegieagtige stodderfællesskaber ude af stand til at finde ud af det med kvinderne eller karrieren. I Danmark har tv-serien Klovn med karaktererne Kasper og Frank givet liv til to af de mest prominente mandetyper i den offentlige bevidsthed: Tøffelhelten, Frank, der opfører sig som et pattebarn over for sin kæreste og ikke besidder de allermest basale sociale egenskaber til at begå sig i det kreative københavnermiljø; over for opportunisten Casper, der som den evige drengerøv bryder alle regler og altid løber fra ansvaret.
Det er på denne baggrund, at tv-serien Mad Men, med sin portrættering af livet på et reklamebureau i 50’ernes New York, har gået sin sejrsgang over det meste af den vestlige verden. Her er der ingen maskulin krise. Her indtager alfahan Don Draper hovedrollen som den stilsikre, kæderygende, whiskeydrikkende reklamechef og familiefar, der træffer upopulære beslutninger uden at blinke og har lige så let ved at forføre kvinder, som han har svært ved at sætte ord på sine følelser. Det virker oplagt at se seriens succes som et udtryk for den moderne mands vanskeligheder. Som et udtryk for nostalgisk længsel efter en tid, da kønsrollerne var anderledes skarpt tegnet op. En tid, da kvinder var storbarmede sekretærer og mændene sexister af den gamle skole.
50 år senere kunne man se Island vælge verdens første åbent lesbiske statsoverhoved, Johanna Sigurdardottir, efter en valgkamp specifikt rettet mod landets mandlige elite for at drive landet ud på kanten af statsbankerot og med et løfte om at gøre ende på ”testosteronens tidsalder”.
Hvad nu hvis man, i stedet for at snakke om mænds endeligt, snakkede om en begyndelse. En begyndelse på at give manden sit køn. Undersøge det begær, der driver ham. For det er som om, den hvide, veluddannede, heteroseksuelle mand altid har været lige så usynlig, som han har været allestedsnærværende. Det er ingen hemmelighed, at samfundets institutioner er indrettet ud fra dette perspektiv. Folk som ham har skrevet vores grundlov og beskrevet meningen med livet i filosofiske tekster.
Det viser sig i kirken, hvor præster uden videre taler om Gud som Herren, Fader og Konge. Det viser sig i familielovgivningen, der selv i dagens Danmark sørger for mødregrupper til kvinder og begrænset barselsadgang for mænd. Og det viser sig i forhold til seksualitet. Hvor kvinders har været kilde til bekymring, kontrol og undersøgelser så længe, man kan huske, er mændenes anderledes anonym. Anonym som den mekanisk penetrerende potens, der får kvinderne til at stønne og vride sig i pornofilm. Det siges, at privilegier er usynlige for dem, der har dem. Som hvid tænker man ikke over, hvor glat man går igennem paskontrollen i lufthavnen. Som ’Rasmussen’ tænker man ikke over, hvordan efternavnet i en jobansøgning kan være den største barriere for at komme til samtale. Som hvid, heteroseksuel mand tilhører man en meget eksklusiv klub. Den udgør højst et par procent af verdens samlede befolkning. Med medlemskabet følger det privilegium at være et af de mest anerkendte mennesker på kloden. Og det er ikke kun fordi, samfundets love og institutioner er indrettet af og for folk som en selv. Det er også fordi, gadebilledets reklamemodeller appellerer til ens blik. Fordi ens begær sætter tonen i omklædningsrummet efter fodbold. Fordi bilfabrikanter bruger ens kroptype som standard, når nye biler skal udvikles. Undtagelsen bekræfter reglen: Volvo introducerede for nogle år siden en bil designet af kvinder til kvinder. Den hjælper chaufføren med at parallelparkere og har let udskiftelige sædedække, så man nemmere kan matche bilens interiør til ens tøjstil. Nakkestøtten har en lille fordybning med plads til hestehale, og benzinøkonomien er miljøvenlig. Så nu findes der både biler og biler for kvinder.
Det er historien om mænd som mennesker og kvinder som køn om igen. Om normen og afvigelsen. Som når mandlige professionelle tennisspilleres organisation hedder ATP, Association of Tennis Professionals, mens kvindernes pendant hedder WTA, Women’s Tennis Association. Som når succesrige forretningsfolk kaldes ’karrierekvinder’.
Der synes at være noget om snakken, når den amerikanske sociolog og maskulinitetsforsker Michael Kimmel kalder mænd for ”modtagere af den største positive særbehandlingsplan i verdenshistorien – den hedder ’verdenshistorien’.”
Formålet her er ikke at bebrejde. Der er ikke det store formål i at skamme folk for at være mænd. Iveren efter at tildele manden sit køn er langt hen ad vejen motiveret af nysgerrighed. Det kan ses som en slags gave. Et perspektiv fyldt med muligheder. Det er på tide at undersøge normen, kigge nærmere på manden og forsøge at forstå og forklare hans særpræg. Det er på tide at granske denne forunderlige størrelse, vende og dreje ham, zoome helt ind og langt ud, fra alle mulige vinkler. At interessere sig for køn er nemlig ikke kun et spørgsmål om at interessere sig for undertrykkelse og diskrimination. Det er ikke kun et spørgsmål om at være for eller imod kvoter, prostitution eller tørklæder. Det er noget så grundlæggende som en måde at bedre forstå sig selv i verden. Ens køn er jo ikke til at komme udenom. Uanset om man er født med den ene, anden eller tredje slags krop, om man føler sig godt tilpas eller ej, så er kønnet et livsvilkår, der påvirker ens hverdag. At leve som mand er at leve med bestemte forventninger fra forældre, søskende, chefer, ja, fra omverdenen generelt. Det gør en forskel for, hvordan man knytter intime bånd til venner og kærester. Det giver muligheder, det skaber begrænsninger.
Først når vi har blik for manderollerne, kan vi pille ved dem, justere dem, udvide dem – gerne til gavn for alle.
Kommentarer