Kirsten Hammann kan godt forstå trangen til at snage i andres liv og bruger den selv som forfatter i sin seneste tragikomiske roman, "Se på mig".
"Se på mig" er en fortælling om Julie. Hun er sikker på, at den store drøm om at blive gift, og få børn er gået i opfyldelse, men så rejser hendes forlovede. Hun lejer værelser ud til Sune, som også drømmer - hans drøm er at blive forfatter.
Jeg synes rigtig godt om Julie, hvad synes du om hende?
Jeg kan også lide Julie, jeg kan altid lide mine romanfigurer, også selv om jeg tit gør grin med dem og viser deres mest ucharmerende sider frem. Jeg prøver jo at vise dem både indefra og udefra og i deres helt eget intime rum. Dér, alene med sig selv og sine tanker, er alle mennesker både gode og onde, dejlige og skrækkelige.
Julie er karikeret. Alligevel er der meget sandhed i drømmen om det perfekte familieliv, hvorfor betyder det så meget?
Jeg er mere interesseret i den tilstand, en hovedperson er i, nu og her, end jeg er i det store, brede billede. Så når Julie er blevet forladt af den mand, der skulle give hende ægteskab og barn, er jeg kun interesseret i hendes tab. Det er en stor begivenhed at miste sin elskede og muligheden for at få et barn, og det kan drukne de fleste i en periode. Så jeg synes egentlig ikke det er voldsomt karikeret, når Julie konstant kredser om sin forlovede og tanken om at få ham tilbage. Og om sin krop, hvor det biologiske ur bimler og bamler, fordi det er ved at være sidste udkald!
Det perfekte familieliv betyder i det hele taget meget (og ofte det meste) for mange kvinder. Vi er i bund og grund skabt til at finde en mage og formere os og blive sammen.
Julie vil ikke gi op hun vil tro på det gode, hvornår er det godt at ha tillid og hvornår er det for meget?
Det må hvert menneske gøre op med sig selv. Mange går for langt med deres håb og tillid og bliver nedbrudt af det. Men så lærer de grænserne at kende på den måde. Der er desværre ingen manual, man kan konsultere, før man begynder at elske og håbe.
Modsat kan man risikere at få et fattigt og kærlighedsløst liv, hvis man ikke kaster sig i armene på andre mennesker og bliver ved med at tro på dem.
Hvad er det der fascinerer ved overvågning?
Det er vist meget almindeligt at have trangen til at snage i andres liv. Bare se på salget af sladderblade og udbuddet af reality-tv. Og hvem sidder ikke i bussen og lader som om de optaget af at kigge ud af vinduet, mens ørerne er ved at falde af for at opfange alt fra en fortrolig samtale? Sladder og hemmeligheder er godt stof, og når man så er heldig, at ens hovedperson (Sune) falder over en masse overvågningsudstyr på nettet, så er det bare at gå med ham og lade ham købe det!
Er Julies liv en tragedie?
Ja, i den periode, hvor bogen følger hende, er det nok. Men tragedier har det jo med at ophøre. Ligesom lykken, den ophører også. Livet er både tragisk og komisk og legende let og helt umuligt. Man kan ikke leve eller udvikle sig uden lidelse, men det har vi utrolig svært ved at acceptere i vores del af verden.
Hvad har Julie og Sune tilfælles?
De står et sted i deres liv, hvor de er føler det er nu eller aldrig, hvis de skal nå deres mål. De er begge 35 år og for gamle til bare at drømme om succes. Sune har to lovende bøger bag sig, men hvis han ikke slår igennem for alvor med sin tredje, tror han aldrig han bliver anerkendt. Julie vil have et barn og en familie og er rædselsslagen for, at kroppen bliver for gammel, før hun når det.
De har også det til fælles, at de bilder sig selv ind, at deres liv kan blive fuldendt med et knips. En bog eller et barn vil løse alting, vitterligt alting, hvilket for udenforstående kan virke lidt naivt.
Hvad kan Julie og Sune gi hinanden?
Dagligt selskab og omsorg. Senere også fysisk nærhed og fantastisk god og nærværende sex. Tilsammen tror jeg det ender med at blive til rigtig kærlighed.
Kommentarer