Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Visse genrer knytter sig uvægerligt til bestemte steder og miljøer. En western foregår på prærien i USA, en ninjafilm foregår i Kina, og hvis det forholder sig anderledes, så bliver der som regel spillet på, at genrens normaltilstand er overskredet.
Når helten i 70’er-tvserien McCloud rider rundt på sin hest iført sherifuniform og fanger forbrydere i New York, så står han i skarp kontrast til de ”normale” politimænd i byen. Hans Stetson-hat, bundreelle karakter og umoderne overskæg (som dog ikke forhindrer ham i at være flot og charmerende) understreger bestandig, at han befinder sig i et uvant miljø. Hele seriens særkende består vel faktisk i, at ulige genrer bliver koblet sammen. Man kan så diskutere, om det sker med eller uden succes.
Hvis man kan sige noget om det sædvanlige miljø i kriminalromaner, så må det først og fremmest være, at de foregår i en storby eller i hvert fald i et miljø præget af storbyagtige ting som ekstrem rigdom/fattigdom, korruption, fart, lurvethed, perversion og afstumpethed. Eftersom Reykjavik er omkring halvt så stor som Århus, er det ikke umiddelbart den slags, man forbinder med Island. Derfor er den islandske forfatter Arnaldur Indriðasons (f. 1961) kriminalromaner måske også en smule uvante. Island tilbyder simpelthen ikke materialet til en vanlig storbykrimi.
På den ene side er romanerne nu ellers konventionelle nok. Indriðasons gennemgående helt Erlendur Sveinsson er ikke overraskende en lurvet enspænder af en kriminalinspektør, som lever af mikroovnsopvarmede færdigretter, og som uden varsel forlod sin familie for 25 år siden og nu forsøger at have et så normalt som muligt forhold til sin søn og datter (som er henholdsvis alkoholiker og stiknarkoman) – men som samtidig er fænomenal til sit arbejde. Den slidte, men dygtige politikommissær med en blakket fortid er vist ingen nyskabelse.
Men på den anden side er krimihistorierne besynderlige. I de to romaner, der indtil videre er kommet på dansk – Nordmosen fra 2000 og Tavs som graven fra 2001, som i øvrigt begge indbragte Indriðason Glasnøgle-prisen for årets bedste nordiske krimi – bunder forbrydelserne i slægtsmæssige og historiske problemer. Politikommissær Erlendur er særlig interesseret i historiske kriminalsager, og det er ikke tilfældigt. I Indriðasons univers spiller slægtens og historiens tvang og ulækkerhed en langt større rolle end storbyens depraverede bagside.
Nordmosen: slægtens straf
I Nordmosen bliver en ældre mand fundet myrdet i sin kælderlejlighed i Reykjavik. Umiddelbart ligner det et primitivt rovmord. Men snart viser sagen sig at være mere kilden end som så. For manden har en computer fyldt med porno og viser sig i det hele taget at have været en rigtig lummer fyr. Efter alt at dømme har han for mange år siden voldtaget en kvinde, som er blevet gravid og har fået et barn.
Men spørgsmålet er, om den afdøde har flere voldtægter eller andre forbrydelser på samvittigheden, og om han har flere børn rundt om på Island, og om det kan have noget at gøre med mordet på ham. Efterforskningen tager form af en kortlægning af hans gøren og laden langt tilbage i tiden og af hans familiære forhold.
Sagen bliver kompliceret af, at den afdøde har færdedes rundt om på Island. Hans forbrydelser kan have fundet sted i afsidesliggende byer og flækker rundt om på øen. Dermed kommer de forskellige dele af Island til at spille den samme rolle som luskede smugkroer, øde parkeringskældre og mørke gyder i storbykrimier. I Nordmosen er intet sted frit for forbrydelser. Islands øde karakter er afgørende for kriminalhistoriens opbygning.
Tavs som graven: historiens byrde
Mens biologisk slægtskab er omdrejningspunktet i Nordmosen, så cirkulerer Tavs som graven om en forbrydelse, der ligger mange år tilbage i tiden. Under en udgravning til et parcelhuskvarter i Reykjavik dukker der pludselig to skeletter op. Efter alt at dømme har de ligget i jorden siden 1940’erne. Erlendurs interesse for historiske forbrydelser får nu lov at folde sig ud hvem. Hvem er død, hvornår og hvorfor?
Tavs som graven er en krydsfortælling, der veksler mellem Erlendurs efterforskning af sagen og en fortælling om den familie, der i 1940’erne boede på det sted, hvor skeletterne er blevet fundet. I takt med at Erlendur optrævler sagen og finder frem til de involverede, får man fortalt en hårrejsende og yderst ubehagelig fortælling om hustrumishandling og psykologisk terror, der til sidst munder ud i en forbrydelse, hvis nærmere detaljer, det nok ikke er en god idé at afsløre her.
Ligesom Nordmosen er Tavs som graven et frontalangreb på familieidyllen. Men derudover giver den et meget dystert modstykke til enhver idyllisering af fortiden. Indriðasons portræt af efterkrigstidens Island er virkelig ubehageligt. Her hører mishandling, alvorlige lemlæstelser og grænseløs ydmygelse til dagens orden.
Ingen udvej
Nu er der måske ikke mange, der forestiller sig, at alt er fryd og gammen i små byer og ude på landet, eller at alt var dejligt i efterkrigstiden. Men der er noget konsekvent ubehageligt ved Indriðasons måde at tilintetgøre ideen om fortiden og landet som dejlige steder i modsætning til storbyens depraverede rodløshed, der gør det hele mere trøstesløst, end man skulle tro. For det første skriver han sine historier i en decideret urørstrømsk stil. De ubehagelige scener er beskrevet på en så direkte måde, at man ikke en gang kan søge tilflugt i smukt sprog eller stilistisk floromvundenhed. Desuden er personerne aldrig ædle nok til, at man kan holde af deres idealer, selv om det går dem ilde.
Men det er nok især Indriðasons beskrivelse af forbrydelsens kilde, der gør romanerne på én gang skrækindjagende og tiltrækkende (det sidste skyldes selvfølgelig også hans fænomenale evne til at skive højspændte historier). I både Nordmosen og Tavs som graven har forbrydelserne med familie at gøre. Men det er på en nærmest mekanisk og endda biologisk måde. Personerne har ingen mulighed for at slippe væk, fordi forbrydelserne berører dem på et grundlæggende menneskeligt niveau. Det har også en ildevarslende effekt på læseren.
For normalt bliver forbrydelser beskrevet som undtagelser. Det betyder, at der samtidig ligger en normaltilstand bag det hele, som man kan søge tilflugt i. Men ha, nej! Hos Indriðason er der ingen udvej. For her knytter forbrydelser sig hverken til by, land, fortid eller nutid, men til menneskene selv. Hans romaner er nøgterne og ubehageligt direkte fortællinger om menneskelig uanstændighed.
Kommentarer