Af litteraturstuderende Martin Toft
Krimien er vores kulturs evige bestseller. Forbrydelser omsat i fiktion er uden tvivl én af de mest populære underholdningsformer overhovedet.
Helt tilbage fra de græske bystater til nutidens samfund indtager forbrydelsen og opklaringen af samme en central position i kulturen, fordi kriminaliteten direkte antaster samfundets grundvold: demokratiets retslige og moralske overenskomster.
Når en voldsom begivenhed som mord rammer et fællesskab, aktiveres de samfundsmæssige institutioner, en lang række værdispørgsmål og mere uudtalte psykiske fænomener såsom angst og vrede. Alvorlige forbrydelser er på alle måder stærke sager, og dette kan især fiktionen udnytte til at skabe højdramatisk og sprængfarlig spænding.
Men krimiens popularitet skal ikke kun betragtes som et mønstergyldigt eksempel på moralens totale triumf, for mange holder nok netop af fiktionens version af kriminaliteten, fordi den tillader, at man for en stund kan holde med dem, som sætter sig uden for loven. Dette så Alfred Hitchcock (1899-1980) ganske klart.
Når han instruerede sine film, satsede han nemlig på at give forbryderne en vis medgang, for som han sagde: ”jo større succes skurken har, des større succes får filmen”. Film baseret på kriminalitet er en perfekt cocktail, hvilket krimi- og thrillerfilmens godfather var dygtig til at udnytte. Hitchcock’s Psycho (1960) er i dag en klassiker indenfor krimifilmen, og hans filmiske forvaltning af krimiplottet i det hele taget har da også været skoledannende med hensyn til genrens udtryk.
Krimiens fortællemæssige koncepter cirkulerer ikke kun i spillefilmen. Vores kultur er nærmest besat af krimien, der faktisk er så populær, at dens stilmidler genbruges i tusindvis af forklædninger. Fra de tænksomme tv-helte som Inspektor Morse og Colombo over Dirty Harry, som skyder og truer sig gennem opklaringsarbejdet til tegneseriehelte som Tintin, der altid på eksemplarisk vis afvæbner skurke og optrævler forbrydelser.
Også Disney’s børnetegnefilm låner kvaliteter fra krimien: Mesterdetektiven Basil Mus (1986) er således en dyrenes version af Sherlock Holmes. Krimien er med andre ord den genremæssige skabelon bag de film, tv-programmer og tegneserier, som har størst appel blandt alle aldersgrupper. I dansk sammenhæng bygger nogle af de seneste års største tv-successer på kriminalistiske plotkonstruktioner, såsom Edderkoppen (2000) og Rejseholdet.
Og vender man sit krimihungrende blik mod biografernes aktuelle spisesedler, vil man kunne konstatere, at der altid er kriminalfilm på menuen. Netop nu kan man til eksempel muntre sig med mord og spænding i dette års franske bud på en Oscarvinder: i den stilbevidste krimimusical 8 Kvinder af Francois Ozon (f.1967) fanges 8 kvinder sammen med liget af en mand i et stort hus med kun ét spørgsmål: Hvem er den skyldige?
Men selv om krimifortællingens kendetegn i dag er blevet tilpasset stort set alle aldersgrupper og samtlige mediers udtryksformer, stammer krimiens grundformler dog fra bogens verden. Man kan forholdsvis problemfrit nævne en lang række bøger, som har været med til at forme genrens genkommende elementer. Tag en klassisk sag som den græske tragedie Kong Ødipus (ca. 430 f.kr.), der indeholder krimiens karakteristiske ”who done it”-motiv.
Mange kender måske dramaet fra Sigmund Freud’s (1856-1939) teori om det ubevidste, hvor Ødipus for Freud bliver billede på et seksuelt kompleks, fordi han i uvidenhed slår sin far ihjel og gifter sig med sin mor. Men på et handlingsplan udfolder tragedien sig som opklaringen af det forbryderiske mord imod faderen med Ødipus som verdenshistoriens første skarpsindige detektiv. Ganske paradoksalt er Ødipus detektiv og morder i ét, men nærhedsrelationen mellem forbryderen og opdageren på et psykologisk plan er et genretræk, som udnyttes subtilt i mange nyere krimier.
Mange hårdkogte snushaner balancerer ofte i grænselandet mellem lov og forbrydelse, og ofte er det netop detektivernes tilknytning til eller forståelse for forbrydernes verden, som sætter dem i stand til at bringe de skyldige til dom eller død. Her kan man blot tænke på Michael Mann’s (f.1943) eminente film Heat (1995), hvor Al Pacino (opdageren) og Robert de Niro (skurken) på mange måder deler skæbne i en spændende, actionfyldt krimi.
Eller en biografaktuel kriminalfilm som Insomnia (2002) af den unge instruktør Christopher Nolan (f. 1970), hvor Al Pacino igen som politibetjent er placeret i et konfliktuelt spændingsfelt mellem lov og forbrydelse.
I Kong Ødipus indtager Sfinksens gåde til Ødipus en central rolle i handlingen, og netop gåden er også et typisk moment i enhver god krimi, som oftest finder sit afsæt i gådefulde mord eller andre former for mystiske forbrydelser, som den snedige detektivhelt efterfølgende skal opklare. Denne genrekode er ligeledes afgørende med hensyn til krimiens popularitet, fordi den fortløbende opsporing af forbrydelsens motivation sidestiller læseren og politidetektiven på en sådan måde, at tilskueren eller læseren får lov at gætte med undervejs.
Det gådefulde er samtidig betegnende for krimiens forbindelse til bogens verden, da krimien ved gådens mellemkomst kan forstås som en tematisering af selve læseakten. Gåder er i konkret form en række spredte spor, tegn og indicier, som detektiven systematiserer for afslutningsvis at erstatte dem med en meningsfuld forklaring på forbrydelsens reelle hændelsesforløb.
Når gåden (eller plottet) løses, giver det - som kun har været til stede antydningsvis - retrospektivt mening, akkurat som i næsten enhver bog. Krimien er med andre ord boglig i den forstand, at den geniale detektiv fundamentalt set er en blændende læser, som formår at stave sig igennem en oftest labyrintisk mængde af tegn og spor. 
I denne sammenhæng er Umberto Eco’s (f.1932) spændende krimi Rosens Navn (1980) aldeles symptomatisk, fordi forbrydelsen her har en fatal tilknytning til en forsvundet bog og et labyrintisk bibliotekstårn.
Eco’s roman er i øvrigt filmatiseret som en seværdig og dyster middelalderkrimi med Sean Connery (f.1930) i rollen som en helt utrolig læser: detektivmunken William af Baskerville, som med stor stædighed arbejder sig gennem mange kryptiske indicier og skrifter.
Én af danmarkshistoriens første regulære krimier er Steen Steensen Blicher’s novelle Præsten i Vejlby (1829), som også har fundet vej til filmlærredet; blandt andet i 1931. Men udover de kriminalistiske forformer af litterær karakter opnår krimien historisk set først sin enorme popularitet i de første moderne massemedier, aviserne og ugebladene.
Mange af de første moderne litterære krimier er eksempelvis trykt som føljetoner i aviserne. Og det er måske som en følge af denne historiske kobling, at nogle af de første moderne krimihelte er journalister, og ligeledes synes det ikke at være en historisk tilfældighed, at avisannoncer som lokkemiddel eller meddelelsesform ofte sætter handlingen i bevægelse i mange krimier. Genren indgår således i subtil interaktion med sine konkrete forekomster uden for fiktionens verden, og den etablerer derved en stærk kontrakt med sin læser.
I den forbindelse er Hergé’s tegneseriefigur, reporteren Tintin, en af de mest populære krimikarakterer. Efter avisføljetonen Tintin i Sovjet arrangerede man en virkelig hjemkomst for Tintin på Bruxelles banegård, og en halv mio. mennesker dukkede op for at tage imod tegneseriehelten.
Den professionelle journalistiske nysgerrighed gennemsyrer figuren Tintin, som ofte er langt smartere og mere systematisk end politiets detektiver, når farlige forbrydere skal uskadeliggøres. Det journalistiske input i krimien kommer også til udtryk gennem genrens fokus på aktuelle tendenser og sager i samfundet.
Mange krimier har helt konkret forlæg for deres handlinger, hvilket medførte, at genren fik en midlertidig krise, da Berlinmuren faldt, fordi verdens politiske klima for en stund blev afdramatiseret. De journalistiske researchprincipper parret med rationelle fremgangmetoder kan i inddampet form betragtes som en illustrativ nøgle til de moderne detektivers opklaringsarbejde.
Ved hjælp af stikkere, logik, list, utroligt held, telefonaflytninger og fingeraftryk følger de ensomme snushaner spor efter spor, til forbrydernes falske alibier er bragt for dagens lys.
Denne profil af en klassisk moderne detektiv taber imidlertid terræn for tiden. Hvor den journalistisk og matematisk begavede detektiv faktisk var uovervindelig i mødet med forbryderne, ser man nu i krimiens helt nye filmiske former en modsat tendens.
Den intellektuelle supermand, som var i stand til at bemestre omverden, er i dag erstattet af eksempler på af og til hjælpeløse agenter, som står magtesløse overfor forbrydelsernes mystik. Her kan man som et interessant eksempel på denne udvikling nævne kriminalfilmen Seven (1995) af David Fincher (f.1962), hvor Brad Pitt og Morgan Freeman i rollerne som detektiver må se sig intellektuelt besejret af et sindssygt geni af en bibelkyndig voldsmand.
Kommentarer