’Afgrundens rand’ er Christian Dorphs og Simon Pasternaks anden krimi i den krimiserie, som de i dette interview kalder for ’krimiens Paul Hammerich’. De skriver en kronologisk serie, som følger Danmarks historiske udvikling fra 1975, hvor ’Om et øjeblik i himlen’ (første del) foregår. I ’Afgrundens rand’ er de nået frem til slutningen af 70’erne, hvor livsstilen fra 60’erne er udlevet og gamle normer står for fald. Kvinderne er for alvor kommet på arbejdsmarkedet og derfor er den faste kriminalassistent styrke også blevet udvidet med en kvinde, Anita.
I har begge to skrevet bøger før, men nu går I i gang med en krimiserie. Hvorfor har I besluttet at skrive krimier? Hvordan er jeres forhold til denne genre? Skriver I med henblik på at nå en bestemt målgruppe?
Chr.: - Krimien er en herligt afvekslende genre, som både kan rumme kulørt ramasjang, spektakulære plot og realistiske samfunds - og sædeskildringer. Jeg tror, det tiltaler os, at man kan variere virkemidlerne så meget og folde både et plot, en tid og nogle skæbner ud. Det handler om menneskelige konflikter, store følelser og ekstreme udveje som vold, drab, selvmord, hævn, misbrug osv., og for at opklare en drabssag må strømerne som regel ud i øst og vest og afhøre f.eks. transvestitten på Halmtorvet, den retarderede tankpasser på Roskildevej og medicinaldirektørens smukke, unge kone i Klampenborg.
Jeg synes, at jeres krimier er meget 'danske'. For eksempel gennem beskrivelse af geografi og kultur. Hvor vigtigt har det været for jer med en speciel dansk tone? Og hvorfor?
Chr.: - Vi plejer at sige, at vi skriver kulørt Danmarkshistorie, og det er vigtigt for os at ramme tonen i den tidsperiode, vi skriver om, så måske kunne man kalde os krimiens Paul Hammerich’er. At det bliver meget dansk giver vel sig selv, fordi det jo er dansk historieskrivning om ting og sager og fænomener og personer, som var typiske for en bestemt tid, og som måske ikke eksisterer længere. Men vi interesserer os også meget for verden omkring os. Afgrundens rand kulminere f.eks. i en lille koldskrigsthriller og roadstory gennem Polen.
I har valgt at lade jeres krimi foregå i 70'erne, hvorfor det? Og hvor meget research har I lavet?
Simon: Vi har en ambitiøs plan om at skrive en serie romaner, der skal foregå med ca. fem års mellemrum fra 1975 til i dag, så 70’erne er kun et trin på vejen. Når vi har valgt 70’erne har det både nogle dumme og nogle mere kloge grunde. For det første er det et grimt årti – folk havde grimt hår, grimme bukser – og et meget tydeligt årti med nogle brede typer: Glistrup, Simon Spies, Erhard Jakobsen. Det er ikke så svært at trylle 70’erne frem. For det andet ser vi 70’erne som utopiernes sammenbrud – den seksuelle, kunstneriske og politiske revolution fra 68 løb sur i skilsmisser, knækprosa, truende atomkrig og forstenet venstrefløj. Dette spænd mellem noget folkekomedieagtigt go noget grumt har interesseret os. Mht. research er det en papirtiger. Selvfølgelig skal man researche meget, men det der virkelig trækker tænder ud, er at skrive. At se 70’erfilm, læse romaner og læse bøger om gerningsstedsundersøgelser, obduktioner og våben, er sjovt. Men klart nok: Det kræver en del research.
Er det en nødvendighed når man skaber en god betjent i en krimi at hans/hendes privatliv er elendigt? Og hvorfor dukker der en kvindelig betjent op i denne krimi?
Chr.: - Det er en af de fede klicheer, at betjentene har rod i deres privatliv og f.eks. drikker eller ryger for meget. Men det er en nødvendig og smuk kliche, for vi gider ikke skrive om en kriminalassistent, der går hjem klokken fire og lufter hunden og snakker med sin kone over en kop te. De skal være gift med deres arbejde og være nogle stædige sataner, der, når først de har fået en sag på hjernen og i blodet, ikke er til at stoppe igen, selv om hele verden er imod dem, lige fra ignorante chefer over voldelige eksmænd til pseudobekymrede skolemyndigheder og pædagoger. Anita Jensen, der dukker op i Afgrundens rand, er bare for sej, og vi er vist begge to lidt forelskede i hende, selv om vi godt ved, at hvis hun levede i dag, ville hun være på den anden side af de 50.
Hvordan arbejder I konkret sammen? Og hvordan har det fungeret?
Simon: Vi har arbejdet lidt forskelligt på de to første bøger. I denne her har vi i fællesskab skrevet en meget grundig synopsis med alt fra karakterer, dialogstumper til præcise ind- og udgange på scenerne. Derefter har vi skrevet hvert andet kapitel, byttet og skrevet oven på hinanden. Når vi er uenige har vi flere metoder: Den vigtigste er veto. Hvis der er noget den anden hader, kan han stemme det ud. Det gjorde at jeg måtte opgive en grotesk klovn i vores første bog (æv). Og ellers diskuterer vi, prøver at overbevise hinanden og hvis det ikke lykkes, håner vi hinanden, der er vist ikke det tricks, der ikke kan bruges (og gør det) fra skraldlatter til dirrende pegefingre. Men alt i alt: Det har været sindssygt på enhver måde at skrive Afgrundens rand med fuldtidsjob, kone og børn, men det har været vildt sjovt.
Artikel
Krimiens Paul Hammerich
’Afgrundens rand’ er Christian Dorphs og Simon Pasternaks anden krimi i den krimiserie, som de i dette interview kalder for ’krimiens Paul Hammerich’. De skriver en kronologisk serie, som følger Danmarks historiske udvikling fra 1975, hvor ’Om et øjeblik i himlen’ (første del) foregår. I ’Afgrundens rand’ er de nået frem til slutningen af 70’erne, hvor livsstilen fra 60’erne er udlevet og gamle normer står for fald. Kvinderne er for alvor kommet på arbejdsmarkedet og derfor er den faste kriminalassistent styrke også blevet udvidet med en kvinde, Anita.
I har begge to skrevet bøger før, men nu går I i gang med en krimiserie. Hvorfor har I besluttet at skrive krimier? Hvordan er jeres forhold til denne genre? Skriver I med henblik på at nå en bestemt målgruppe?
Chr.: - Krimien er en herligt afvekslende genre, som både kan rumme kulørt ramasjang, spektakulære plot og realistiske samfunds - og sædeskildringer. Jeg tror, det tiltaler os, at man kan variere virkemidlerne så meget og folde både et plot, en tid og nogle skæbner ud. Det handler om menneskelige konflikter, store følelser og ekstreme udveje som vold, drab, selvmord, hævn, misbrug osv., og for at opklare en drabssag må strømerne som regel ud i øst og vest og afhøre f.eks. transvestitten på Halmtorvet, den retarderede tankpasser på Roskildevej og medicinaldirektørens smukke, unge kone i Klampenborg.
Jeg synes, at jeres krimier er meget 'danske'. For eksempel gennem beskrivelse af geografi og kultur. Hvor vigtigt har det været for jer med en speciel dansk tone? Og hvorfor?
Chr.: - Vi plejer at sige, at vi skriver kulørt Danmarkshistorie, og det er vigtigt for os at ramme tonen i den tidsperiode, vi skriver om, så måske kunne man kalde os krimiens Paul Hammerich’er. At det bliver meget dansk giver vel sig selv, fordi det jo er dansk historieskrivning om ting og sager og fænomener og personer, som var typiske for en bestemt tid, og som måske ikke eksisterer længere. Men vi interesserer os også meget for verden omkring os. Afgrundens rand kulminere f.eks. i en lille koldskrigsthriller og roadstory gennem Polen.
I har valgt at lade jeres krimi foregå i 70'erne, hvorfor det? Og hvor meget research har I lavet?
Simon: Vi har en ambitiøs plan om at skrive en serie romaner, der skal foregå med ca. fem års mellemrum fra 1975 til i dag, så 70’erne er kun et trin på vejen. Når vi har valgt 70’erne har det både nogle dumme og nogle mere kloge grunde. For det første er det et grimt årti – folk havde grimt hår, grimme bukser – og et meget tydeligt årti med nogle brede typer: Glistrup, Simon Spies, Erhard Jakobsen. Det er ikke så svært at trylle 70’erne frem. For det andet ser vi 70’erne som utopiernes sammenbrud – den seksuelle, kunstneriske og politiske revolution fra 68 løb sur i skilsmisser, knækprosa, truende atomkrig og forstenet venstrefløj. Dette spænd mellem noget folkekomedieagtigt go noget grumt har interesseret os. Mht. research er det en papirtiger. Selvfølgelig skal man researche meget, men det der virkelig trækker tænder ud, er at skrive. At se 70’erfilm, læse romaner og læse bøger om gerningsstedsundersøgelser, obduktioner og våben, er sjovt. Men klart nok: Det kræver en del research.
Er det en nødvendighed når man skaber en god betjent i en krimi at hans/hendes privatliv er elendigt? Og hvorfor dukker der en kvindelig betjent op i denne krimi?
Chr.: - Det er en af de fede klicheer, at betjentene har rod i deres privatliv og f.eks. drikker eller ryger for meget. Men det er en nødvendig og smuk kliche, for vi gider ikke skrive om en kriminalassistent, der går hjem klokken fire og lufter hunden og snakker med sin kone over en kop te. De skal være gift med deres arbejde og være nogle stædige sataner, der, når først de har fået en sag på hjernen og i blodet, ikke er til at stoppe igen, selv om hele verden er imod dem, lige fra ignorante chefer over voldelige eksmænd til pseudobekymrede skolemyndigheder og pædagoger. Anita Jensen, der dukker op i Afgrundens rand, er bare for sej, og vi er vist begge to lidt forelskede i hende, selv om vi godt ved, at hvis hun levede i dag, ville hun være på den anden side af de 50.
Hvordan arbejder I konkret sammen? Og hvordan har det fungeret?
Simon: Vi har arbejdet lidt forskelligt på de to første bøger. I denne her har vi i fællesskab skrevet en meget grundig synopsis med alt fra karakterer, dialogstumper til præcise ind- og udgange på scenerne. Derefter har vi skrevet hvert andet kapitel, byttet og skrevet oven på hinanden. Når vi er uenige har vi flere metoder: Den vigtigste er veto. Hvis der er noget den anden hader, kan han stemme det ud. Det gjorde at jeg måtte opgive en grotesk klovn i vores første bog (æv). Og ellers diskuterer vi, prøver at overbevise hinanden og hvis det ikke lykkes, håner vi hinanden, der er vist ikke det tricks, der ikke kan bruges (og gør det) fra skraldlatter til dirrende pegefingre. Men alt i alt: Det har været sindssygt på enhver måde at skrive Afgrundens rand med fuldtidsjob, kone og børn, men det har været vildt sjovt.
Kommentarer