Af Jakob Brønnum, forfatter
H. C. Andersens sene eventyr "Det Utroligste" blev 8. november 2004 læst op på 1000 biblioteker samtidig ved den nordiske biblioteksuge. Da jeg forberedte mig på at læse det i Ebeltoft, stødte jeg på formuleringen ”Digteren klamrede sig til idéen om sin guddommelige sendelse, og det måtte han også, for han havde ofret håbet om et naturligt menneskeliv til fordel for digterkaldet”. Det er litteraturprofessoren Poul V. Rubow, der med tilbagevirkende kraft bekræfter januar måneds klummeskribent på Litteratursiden, lektor ved Syddansk Universitet, Dag Heedes fordom om det officielle syn på H. C. Andersens seksualitet: Ind i skabet med ham.
Men nutidens unge ved bedre, forklarer Dag Heede, hvad han sikkert med endnu større overbevisning gør i sin kommende bog Hjertebrødre. Krigen om H.C. Andersens seksualitet på Syddansk Universitetsforlag. For han har fået en ven til at spørge en gymnasieklasse, og se selv, nogle af dem vidste kun én ting, og det var at H. C. Andersen var homoseksuel. Dag Heede mener ikke, at det er et udtryk for de unges manglende viden om dansk litteratur, at det eneste nogle af dem har samlet op, er dette svært håndterbare faktum. Han mener tværtimod, at det er et udtryk for præcis sansning, at det netop er det, der er blevet lagt mærke til.
Jeg tror ikke, man kan sige, at en bemærkning som "… i en fundamentalt homofob kultur som den danske er en fintmærkende seksualdiagnostisk radar et nødvendigt redskab for unge menneskers overlevelse i en kultur, der er fastlåst i heteroseksualitetens ideologiske jerngreb", røber et større klarsyn end det mangel på samme, skribenten skoser litteraturverdenens H. C. Andersen-læsninger for. Altså at almindelig gymnasieuvidenhed skulle være et udtryk for oprør mod den herskende seksuelle ideologi.
Andersen i vridemaskinen
For læseren må det også være mere interessant at vide, om det bryllup mellem prinsessen og kunstneren, der kroner Det Utroligste, i semantisk forstand (altså i novellens indre verden af udsagn, som de føjer sig sammen til en helhed), er et ægte bryllup eller et nødvendigt bryllup, der er taget med for at forfatteren kan komme ud af historien med manér, og i så fald om Rubows og alle andre klassiske fortolkeres forståelse af eventyret som historien om Andersen selv som den ringeagtede kunstner, bare er tom snak og eventyret således ligegyldig æstetik. Og med den alle hans øvrige fortællinger om den ringeagtede kunstner.
Eller hvad i alverden ”Det Utroligste”, med sin mægtige romantiske, ja næsten gnostiske, i hvert fald nyplatonske, verdensbeskrivelse af alt fra det store til det små, hyllet i tidens gang og himlens velsignelse, så betyder?
Det er klart, at Den lille Havfrue kan tolkes seksualpsykologisk, som Dag Heede antyder, og meget andet sikkert også, men selv sådanne tolkninger kan aldrig opnå status som den eneste mulige. Dertil er Andersens værk for mangetydigt og, fremfor alt, fortolkningsvidenskaben idag for spidsfindig.
Homoseksuelles kamp for naturalisering
Den vredt opskruede retorik i Dag Heedes klumme peger da også reelt i en helt anden retning. Den forekommer at være et led i den besynderlige kamp for ligestilling, for naturalisering, som visse homoseksuelle fører i disse år. Den går ud på at udpege det mest danske, man kan forestille sig, for så at gå efter at blive identificeret med det på samme måde som heteroseksuelle bliver det.
Først har det været kirken, nu er det H. C. Andersen. Hvad bliver det næste? Fodboldlandsholdet? Den danske hyggekultur? En mere småborgerlig adfærd kan man næsten ikke forestille sig. Og det bliver rigtigt pinligt, når det gøres med gymnasieungdommen som moralsk gidsel.
Det minder i virkeligheden om det berømte selvhad, altså egentlig: Mangel på accept af sin anderledeshed, og således af, at anderledeshed er okay. Som den jødiske kultur i Mellemeuropa led under i fin de siecle-tiden (jvf., at Mahler konverterede til kristendommen, selvom han overhovedet ikke interesserede sig for religion) og som i 1896 førte til den Zionistiske bevægelse med henblik på dannelsen af en jødisk stat, som en desperat reaktion fra folk som Theodor Herzel (1860-1904), der ikke kunne holde småborgerligheden ud.
Subkulturen som eksistensform
For 1800-tallets vedkommende, da der virkelig var en herskende moralideologi og hvor subkulturen som fænomen betragtedes som en undergravende faktor, kan man forstå dette selvhad. Men i hip-hop-kulturens flimrende medielandskab, i post-modernismens subjektive eksistenstydning, i den multikulturelle, globaliserede, historieforagtende tidslomme, hvor der er under 2 personer pr. hustand i storbyerne og der forekommer mindst fire forskellige mandetyper af vekslende hård- eller blødhed i hver eneste guddommelige reklameblok på tv?
Det småborgerlige træk består i ikke at ville være en subkultur. Alting er jo subkultur, inklusive hus-og-have programmerne på de landsdækkende tv-kanaler. Der er blot flere subkulturer med heteroseksuelle træk end homoseksuelle, og nogle af dem er større end andre.
Foucault, Warhol og alle de andre
Hvad der var mere konstruktivt i denne sammenhæng, end at kæmpe for at få en luns af Andersen, ligesom den, de heteroseksuelle uberettiget har taget, var at undersøge, om en påstand, for nyligt fremsat af den amerikanske litteraturforsker Edmund White, i bogen Arts and Letters (anmeldt i Times Literary Supplement 7. januar), holder vand:
At fordomme mod homoseksuelle begynder med at man ignorerer bøsser der er forfattere eller henviser dem til at spille mindre roller i tilsyneladende mere betydningsfulde forfatteres liv.
Altså i engelsk sammenhæng om Auden og Isherwood er en paragraf i en biografi af Stephen Spenders? Lorca i Buñuels ellers Dalis? Nej vel? Overser vi Foucault, Warhol og Elton John til fordel for Adorno, Oldenburg og Van Morrison? Herman Bang til fordel for Henrik Pontoppidan? Er der ingen, der vil skrive biografier om H. C. Andersen, fordi han var homoseksuel. Spørgsmål må være forkert stillet.
Og der er heller ikke én af de biografer, der har skrevet de senere år og vil skrive i år, der behandler sagen som Rubow gjorde for 50 år siden.
Jakob Brønnums seneste bøger er "Kun sig selv" (roman, Hovedland 2004) og "Vejen ud og vejen hjem" (digte, Unitas Forlag 2004) .
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
Læs Dag Heedes klumme: Klumme: H.C. Andersen som heteroseksuel - Institutionel misinformation om nationalfisseletten.
Kommentarer