Der er langt fra romaner om store følelser i campingvogne og andre provinsfænomener til en historisk roman om Marie Grubbe. Lone Hørslev fortæller her, hvordan hun kom dertil.
Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen har været bragt i Berlingske
Som så mange andre gode historier udsprang Lone Hørslevs roman om Marie Grubbe af snak på en bar. Eller egentlig var »Dyrets år«, som romanen, der er nomineret til Læsernes Bogpris, hedder, i mange år slet ikke nogen roman. Det var bare en gnist, der blev tændt, når hun fik noget at drikke. En fascination af den uregerlige adelskvinde fra 1600-tallet.
»I nogle år var det sådan, at når jeg blev fuld, begyndte jeg altid at underholde om Marie Grubbe. Jeg er vild med hendes historie,« fortæller Lone Hørslev.
Den har da også det hele, historien om Marie Grubbe: Sex, svig, vold og økonomisk deroute. Hun var født ind i adelen i 1643, blev gift med Kong Frederik IIIs søn Ulrik Frederik Gyldenløve, men skilt efter at have bedraget ham til højre og venstre. Efter flere giftermål og flere sidespring er det sidste, man ved om hende, at hun kort før sin død modtog fattighjælp.
»Hun var fræk, grænseoverskridende, uanstændig og nogle vil måske sige - for meget,« siger Lone Hørslev.
»Hun var uforståelig for de fleste i sin samtid, men en kvinde, vi meget bedre kan forstå og ovenikøbet identificere os med i dag. Hun er på en måde en moderne kvinde fra en anden tid.«
Tidligt i sit liv læste Lone Hørslev om Marie Grubbe i blandt andet Steen Steensen Blichers »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog« og i J.P. Jacobsens »Fru Marie Grubbe«. Og da Dan H. Andersens biografi om hende udkom i 2006, satte det yderligere skub i fascinationen.
»Historien om hende lå vel bare i mit baghoved, uden at jeg havde tænkt over, at jeg ville skrive om hende.«
Hun stopper sig selv: »Eller jeg tror egentlig, jeg har tænkt, at måske en dag... Hvis jeg en dag virkelig ville overraske alt og alle, så kunne jeg måske skrive om hende.«
For en historisk roman var ikke det mest oplagte projekt for digteren, forfatteren og sangeren. Lone Hørslev har skrevet meget personlige digte, blandt andet om livet som alenemor i en lejlighed i Valby, og hendes tre tidligere romaner, »Fjerne galakser er kedelige« (2005), »Naturlige fjender« (2008) og »Sorg og camping« (2011), roterer alle om en nutidig akse, hensat til en dansk provins befolket med fiktive personer.
»For mig var bogen om Marie Grubbe en helt ny måde at arbejde på. Man kan som forfatter gå og bilde sig ind, at man er sådan en, der arbejder sådan og sådan, og jeg har tidligere tænkt, at der ikke måtte være nogle regler eller nogle begrænsninger for mig, når jeg skrev. Her tvang jeg mig selv til at have en spændetrøje på. Dels skulle jeg forholde mig til et menneskes liv, som man kender til, og dels skulle det foregå i 1600-tallet, som ved gud ikke var en periode, jeg vidste særligt meget om, og som jeg derfor var nødt til at sætte mig ind i.«
Normalt er research heller ikke noget, Lone Hørslev giver sig af med. Men her måtte hun blandt andet af sted til Akershus Slot i Oslo, hvor Marie Grubbe boede det år, Lone Hørslev fokuserer på i sin bog: 1666, også kaldet dyrets år. Det år, Grubbe begynder at bedrage sin mand med den franske ritmester Blanquefort.
»Jeg opdagede heldigvis, at oven på al den research og de begrænsninger kunne jeg faktisk stadig sagtens arbejde meget intuitivt - som jeg plejer,« siger Lone Hørslev.
Da vi taler om det overhovedet at give sig i kast med at skrive om Marie Grubbe, udbryder hun: »Egentlig er det jo helt åndssvagt«, for Marie Grubbe er mildest talt ikke et ubeskrevet blad. Nogle af den danske litteraturhistories største skikkelser har skrevet om hende – H.C. Andersen, Ludvig Holberg, Steen Steensen Blicher og J.P. Jacobsen.
»Jeg synes, de har skrevet fantastiske historier, og jeg har ikke lyst at gå ind i en boksering med dem. Det er selvfølgelig fuldstændig ulige. Men omvendt er det jo ikke nogen konkurrence. Bare fordi de har skrevet om hende, betyder det ikke, at jeg ikke må. Min bog er også anderledes,« siger Lone Hørslev: »Som kvinde har jeg et privilegeret udgangspunkt for at kunne leve mig ind i Marie Grubbe, og desuden tror jeg, at en bog skrevet i dag altid vil være en helt anden bog end én, der er skrevet for 150 eller 200 år siden.«
Selv om »Dyrets år« skildrer en kvinde i 1600-tallet, handler den også om os, mener Lone Hørslev.
»Det er på en måde også en samtidsroman, og når jeg er fascineret af Marie Grubbe, er det også netop, fordi hun er en moderne kvinde. Hun gør det, som vi på mange måder ser som et ideal i dag. Hun er en kvinde, der realiserer sig selv og lever sine drømme ud. Hun lader sig ikke undertrykke og går op imod det patriarkalske samfund, hun lever i.«
Når Lone Hørslev i dag ser tilbage på det projekt, få havde set komme fra hendes hånd, er det i virkeligheden ikke så overraskende for hende selv, at hun endte der.
»Det med at bevæge sig ud på dybt vand for at se, om man kan bunde derude, det er nok noget, jeg godt kan lide. Sådan har det også været tidligere,« forklarer hun.
»Sådan var det også, da jeg skulle prøve at skrive en roman, efter at jeg var debuteret som digter, og da jeg begyndte at skrive sangtekster. Og endnu mere da jeg begyndte at synge. Jeg er stadig ikke specielt tilpas med at synge, men jeg gør det alligevel.«
Lone Hørslev har udgivet flere plader. Både med Mads Mouritz og med Solveig Sandnes under navnet Er De Sjældne. Og hun er også på vej med et nyt musikalsk projekt.
Hun insisterer på at udfordre sig selv på mange fronter. Ellers er der ikke noget ved det. Det gælder også litterært.
»Jeg har nok brug for, at der er den nerve i det. Jeg tror ikke, jeg kunne tænke mig at være hende forfatteren, der altid skriver bøger om provinsen. Det ville kede mig.«
Fotograf: Simon Skipper.
Kommentarer