Du har indtil nu været lyriker. Hvad fik dig til at gå i gang med romanen ”Det vi ved”?
Det var der flere grunde til. Jeg havde skrevet fire digtsamlinger, og jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Jeg havde lyst til at finde ud af, hvad romanen kan, som digtene måske ikke kan (og omvendt). Nogle af de temaer, jeg behandler i romanen, har jeg også skrevet om i mine digte. Men i romanen var jeg nødt til at være tydelig på en helt anden måde.
Havde du handling og personer klar, inden du begyndte at skrive?
Jeg havde nogle overordnede træk fra handlingen klar fra begyndelsen. Jeg vidste, at jeg ville skrive om en yngre kvinde, der tænker tilbage på sit liv, jeg havde de vigtigste begivenheder i hendes liv klar – farens historie, forholdet til moren osv. Og så havde jeg et omrids af Laura. Men deres personlighed og de nærmere omstændigheder i handlingen udviklede sig hen ad vejen.
Laura – bogens hovedperson - er på sporet af den tabte tid: en barndom fyldt med traumer og er nu som voksen i gang med et forsøg på at fylde de sorte huller i erindringen ud. Er der selvbiografiske træk i denne terapeutiske proces?
”Det vi ved” er ikke en selvbiografisk roman, og Lauras terapeutiske arbejde er ikke mit. Jeg er ikke bange for at skrive om store følelser og gå meget tæt på. Det er trods alt det, en stor del af livet handler om. Derfor er jeg heller ikke bange for at bruge mig selv i mine bøger, men det handler mere om overordnede problemstillinger og om følelser, som jeg selvfølgelig er nødt til at få kontakt med når jeg skriver, for forhåbentlig at tilføre historien dybde og troværdighed. Men det betyder ikke at jeg deler vilkår eller historie med Laura.
Alligevel ville det ikke være helt sandt at sige, at skrivningen ikke har noget med ”terapi” at gøre. Det har den, forstået på den måde, at skrivningen er mit redskab til at udforske verden og mig selv og forsøge at sætte det hele ind i en større kontekst.
Jeg interesserede mig f.eks for, hvad vores personlige historier gør ved os. Hvordan vores erindringer former os, og hvordan vi bliver præget af det, vi ikke kan huske. Og hvis jeg skal gøre det ordentligt, må jeg inddrage mig selv i mine refleksioner.
Du er engageret i organisationen Landsforeningen Børn og Samvær. Er et sådant engagement med til at få en forfatter ”ned fra bjerget”?
Absolut! Når børn ikke bliver behandlet med respekt og kærlighed, gør det mig vred og ked af det. Jeg har været så heldig at have fået evnen til at formulere mig. Jeg har også været så heldig, at jeg har haft mulighed for at skabe et liv, der giver mig overskud til at hjælpe andre mennesker. Det er jeg taknemmelig for, og det synes jeg også forpligter. Så enkelt er det. Det er let at glemme dem, der har det svært, når man selv har fået det godt. Men børnene burde være vores allesammens ansvar og anliggende. Vi roser os af at være et smørhulsland, men desværre er der alt for mange, der ikke er plads til i smørhullet. Og det gælder jo ikke kun børn. Hvis jeg kan være med til at give mit lille bitte bidrag til ,at nogle børn og familier får det lettere, så vil jeg meget gerne det. Det er også meget berigende at få kontakt med mennesker jeg måske ellers aldrig ville have mødt, og det er – sammen med en hel masse andre ting - med til at forankre mig i det liv, jeg trækker mig tilbage fra i de timer, jeg skriver hver dag.
Romanen er fyldt med voldsomme hændelser. Overvejede du på noget tidspunkt at skrive en kriminalroman?
Nej, det gjorde jeg ikke. Det er en genre, jeg overhovedet ikke kender. Jeg må med skam melde, at jeg aldrig har læst så meget som en halv krimi. Hvorfor det er blevet sådan, aner jeg ikke.
Et par anmeldere sammenligner din roman med Vita Andersens, hvad synes du selv om sammenligningen?
Det er altid lidt underligt at blive sammenlignet med andre forfattere. Det er sket flere gange, både som lyriker og nu også som romanforfatter. Hver gang har det været med forfattere, hvis forfatterskaber jeg kun kender ganske overfladisk. Sådan er det også med Vita Andersen. I anmeldelserne var det vist ment som en kompliment, og det er jeg da glad for. Uden jeg som sagt kender så meget til Vita Andersen, står hun for mig for det, man plejer at kalde ”kvindelitteratur” og ”bekendelseslitteratur”. Ingen af ordene har været brugt specielt positivt, nærmest lidt anklagende om noget, der var for følsomt, for inderligt og dermed for meget. Det er i hvert fald ikke den slags, der har været mest skattet i de sidste årtier. Det er egentlig lidt mystisk, for jeg er sikker på, at det Vita Andersen – og andre – skrev den gang, var stærkt nødvendigt for at få litteraturen ud af sit (maskuline) sneglehus. OG at det talte til mange menneskers hjerter.
Artikel
Jeg udforsker verden ved at skrive
Du har indtil nu været lyriker. Hvad fik dig til at gå i gang med romanen ”Det vi ved”?
Det var der flere grunde til. Jeg havde skrevet fire digtsamlinger, og jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Jeg havde lyst til at finde ud af, hvad romanen kan, som digtene måske ikke kan (og omvendt). Nogle af de temaer, jeg behandler i romanen, har jeg også skrevet om i mine digte. Men i romanen var jeg nødt til at være tydelig på en helt anden måde.
Havde du handling og personer klar, inden du begyndte at skrive?
Jeg havde nogle overordnede træk fra handlingen klar fra begyndelsen. Jeg vidste, at jeg ville skrive om en yngre kvinde, der tænker tilbage på sit liv, jeg havde de vigtigste begivenheder i hendes liv klar – farens historie, forholdet til moren osv. Og så havde jeg et omrids af Laura. Men deres personlighed og de nærmere omstændigheder i handlingen udviklede sig hen ad vejen.
Laura – bogens hovedperson - er på sporet af den tabte tid: en barndom fyldt med traumer og er nu som voksen i gang med et forsøg på at fylde de sorte huller i erindringen ud. Er der selvbiografiske træk i denne terapeutiske proces?
”Det vi ved” er ikke en selvbiografisk roman, og Lauras terapeutiske arbejde er ikke mit. Jeg er ikke bange for at skrive om store følelser og gå meget tæt på. Det er trods alt det, en stor del af livet handler om. Derfor er jeg heller ikke bange for at bruge mig selv i mine bøger, men det handler mere om overordnede problemstillinger og om følelser, som jeg selvfølgelig er nødt til at få kontakt med når jeg skriver, for forhåbentlig at tilføre historien dybde og troværdighed. Men det betyder ikke at jeg deler vilkår eller historie med Laura.
Alligevel ville det ikke være helt sandt at sige, at skrivningen ikke har noget med ”terapi” at gøre. Det har den, forstået på den måde, at skrivningen er mit redskab til at udforske verden og mig selv og forsøge at sætte det hele ind i en større kontekst.
Jeg interesserede mig f.eks for, hvad vores personlige historier gør ved os. Hvordan vores erindringer former os, og hvordan vi bliver præget af det, vi ikke kan huske. Og hvis jeg skal gøre det ordentligt, må jeg inddrage mig selv i mine refleksioner.
Du er engageret i organisationen Landsforeningen Børn og Samvær. Er et sådant engagement med til at få en forfatter ”ned fra bjerget”?
Absolut! Når børn ikke bliver behandlet med respekt og kærlighed, gør det mig vred og ked af det. Jeg har været så heldig at have fået evnen til at formulere mig. Jeg har også været så heldig, at jeg har haft mulighed for at skabe et liv, der giver mig overskud til at hjælpe andre mennesker. Det er jeg taknemmelig for, og det synes jeg også forpligter. Så enkelt er det. Det er let at glemme dem, der har det svært, når man selv har fået det godt. Men børnene burde være vores allesammens ansvar og anliggende. Vi roser os af at være et smørhulsland, men desværre er der alt for mange, der ikke er plads til i smørhullet. Og det gælder jo ikke kun børn. Hvis jeg kan være med til at give mit lille bitte bidrag til ,at nogle børn og familier får det lettere, så vil jeg meget gerne det. Det er også meget berigende at få kontakt med mennesker jeg måske ellers aldrig ville have mødt, og det er – sammen med en hel masse andre ting - med til at forankre mig i det liv, jeg trækker mig tilbage fra i de timer, jeg skriver hver dag.
Romanen er fyldt med voldsomme hændelser. Overvejede du på noget tidspunkt at skrive en kriminalroman?
Nej, det gjorde jeg ikke. Det er en genre, jeg overhovedet ikke kender. Jeg må med skam melde, at jeg aldrig har læst så meget som en halv krimi. Hvorfor det er blevet sådan, aner jeg ikke.
Et par anmeldere sammenligner din roman med Vita Andersens, hvad synes du selv om sammenligningen?
Det er altid lidt underligt at blive sammenlignet med andre forfattere. Det er sket flere gange, både som lyriker og nu også som romanforfatter. Hver gang har det været med forfattere, hvis forfatterskaber jeg kun kender ganske overfladisk. Sådan er det også med Vita Andersen. I anmeldelserne var det vist ment som en kompliment, og det er jeg da glad for. Uden jeg som sagt kender så meget til Vita Andersen, står hun for mig for det, man plejer at kalde ”kvindelitteratur” og ”bekendelseslitteratur”. Ingen af ordene har været brugt specielt positivt, nærmest lidt anklagende om noget, der var for følsomt, for inderligt og dermed for meget. Det er i hvert fald ikke den slags, der har været mest skattet i de sidste årtier. Det er egentlig lidt mystisk, for jeg er sikker på, at det Vita Andersen – og andre – skrev den gang, var stærkt nødvendigt for at få litteraturen ud af sit (maskuline) sneglehus. OG at det talte til mange menneskers hjerter.
Kommentarer