Anne Mørch-Hansen giver her en indføring i John Greens forfatterskab, en af YA-genrens helt store helte.
Af Anne Mørch-Hansen, Forlagschef hos Høst & Søn
”If you don’t imagine
nothing ever happens at all.” - John Green
Den amerikanske forfatterJohn Green (f.1977) debuterede med Looking for Alaska i 2005. I et interview til Publishers Weekly december 2014 fortæller John Green, hvor langsomt det gik i starten med at få bogen solgt: “Though Looking for Alaska made noise with all the right people early on – earning critical praise and passionate, book-promoting fans – it was a slow starter sales-wise. “It only sold a few thousand copies,” says Green.” I Danmark udkom bogen i 2006 (Gåden om Alaska) og her gik det endnu langsommere. På trods af flotte anmeldelser solgte romanen stort set ingenting. Da bogen i 2006 blev belønnet med The Printz Medal Award gik det lidt fremad med salget i USA, men først i 2012, syv år efter udgivelsen, hitter romanen bestsellerlisterne, hvor den har ligget siden.
I 2015 fejrer John Green 10 års jubilæum og er i dag en af verdens bedst sælgende Young Adult-forfattere både i sit hjemland USA, i Danmark og i mange andre lande verden over. I 2014 genudgives Gåden om Alaska som paperback i Danmark og stryger hurtigt ind på danske bestsellerliste. Verden over storsælger romanen, og det gælder ikke bare debutbogen, men alle John Greens bøger, ikke mindst The Fault in our Stars ( 2012, på dansk: En flænge i himlen, 2012) og Paper Towns (2008, på dansk: Paper Towns. Historien om Margo & Q, 2014) er blevet filmatiseret. Også debutbogen er under filmoption. Hvad er der sket fra debuten til 10års-jubilæet? Det vil jeg i denne artikel forsøge at give nogle svar på ved at undersøge udviklingen fra ukendt ikke-sælgende debutant i 2005 til verdenskendt og storsælgende i 2015.
Green-lit og realismen
John Greens forfatterskab består foreløbig af fire selvstændige romaner, en række kortere noveller samt to værker skrevet sammen med andre forfattere (jf. litteraturlisten). Fælles for Greens romaner er, at de alle er målrettet Young Adult-publikummet, og at de er skrevet i den realistiske genre. Green debuterer på et tidspunkt, hvor fantasygenren er den mest dominerende inden for børne- og ungdomslitteratur ikke mindst under indflydelse af Harry Potter-bøgernes enorme popularitet. I John Greens romaner er der ingen troldmænd, drager, vampyrer eller overnaturlige fænomener. Han skriver om et ret genkendeligt ungdomsliv med skole og venner, forelskelse og skuffelser. Og han skildrer i flere af bøgerne dette ungdomsliv fra den lidt nørdede og generte drengs synsvinkel. Det gælder både debutromanens Miles, Colin i An Abundance of Katherines (2006, på dansk: Endnu en Katherine, 2015) og Quentin i Paper Towns. De er alle teenagedrenge, som forelsker sig håbløst i mytiske og uopnåelige piger. Alle de tre nævnte hovedpersoner har en eller anden lidt nørdet interesse, som de dyrker til perfektion. Miles samler på berømtheders sidste ord, præsidenter, filosoffers og forfatteres ”famous last words” – de døendes sidste ord, der er fulde af den gådefuldhed og livsvisdom, Miles jagter i sit eget kostskole-liv. Colin er besat af anagrammer og sandsynlighedsberegninger. Han er 19 gange blevet droppet af en kæreste ved navn Katherine og har sin helt særlige teori, han vil påvise om ”endnu en Katherine”, der vil kunne omgøre og hævne alle de foregående. Endelig er Quentin i Paper Towns opslugt af at afkode spor efterladt af den gådefulde Margo, som Q har været hemmelig beundrer af gennem flere år.
John Green har et særligt talent for med både humor og melankoli at skildre teenagelivets op- og nedture, stærke venskaber og ulykkelig kærlighed – måske allermest gribende i historien om de to kræftramte unge i A Fault In Our Stars. Greens bøger er kendetegnet ved deres realisme, deres ofte nørdede hovedpersoners humoristiske og selvreflektoriske fortællinger om egne nederlag ikke mindst over for det modsatte køn. Humoren i Greens bøger hænger altid tæt sammen med en alvor, der tilfører værkerne en tyngde, der kan forklare noget af Greens popularitet blandt unge læsere. Han skriver om moderne ungdomsliv og erfaringer, som læserne umiddelbart kan genkende, forholde sig til og måske blive klogere på sig selv af at læse om. Green-fans understreger ofte, at hans bøger er fængende og ligetil at læse og samtidig er alt andet end overfladiske. De rummer livsvisdom, som mange fans citerer i de mange romancitater, der er i omløb på de sociale medier (mere herom senere).
Green bryder igennem med fortællinger i den realistiske genre efter en periode med fantasy-dominans, og det sker først for alvor syv år efter debuten – måske bl.a. fordi den realistiske genre først skulle afløse fantasy-bølgen og blive lige så populær hos unge læsere som Harry Potter og Twilight. Med Green-lit er realismen vendt stærkt tilbage i 2010’erne.
Sociale medier
John Green skriver gribende og sjove bøger, og deres eksplosive popularitet i de senere år skyldes ikke mindst sociale medier som Twitter, Facebook, YouTube og Tumblr, hvor unge læsere både kan følge deres forfatteridol, og hvor læsere anbefaler Greens bøger til andre. Alene på Twitter har John Green over 2,2 millioner følgere. Forfatteren deler meget med sine læsere, og på videoer kan læserne bl.a. følge optagelserne til filmatisering af romanen Paper Towns, hvor forfatteren selv er aktiv deltager, der pjatter og snakker med de unge skuespillere.
Sammen med sin bror Hank har John Green siden 2007 ugentligt lagt to videoer op på deres fælles YouTube kanal vlogbrothers.I 2007 stoppede de to brødre med at sms’e og maile til hinanden og begyndte i stedet at samtale og dele tanker over videoer på YouTube. Videoerne har skabt et virtuelt fællesskab med navnet Nerdfighters, der kæmper for retten til at være intellektuel nørd og bekæmpe ”the overall worldwide level of suck”, bl.a. ved verdensomspændende velgørenhedsindsamlinger. Det populære Nerdfighter slogan er Don’t Forget To Be Awesome , som oftest bruges i den forkortede form DFTA. John Green hylder både i sine romaner og i sine mange aktiviteter på nettet nørden som nutidens store antihelt, og at dømme efter populariteten er der rigtig mange læsere, der kan identificere sig med nørden: vi har vel alle en særhed, som skiller os ud fra mængden og gør os til noget unikt. Og både John og Hank Green er dygtige og underholdende vloggere, der deler stort og småt i deres community.
Læsning er for nørder, og John Green har været medvirkende til, at læsning er blevet en positiv aktivitet unge ikke behøver at være flove over, sådan som der tidligere har været tendens til blandt teenagere, hvor det at læse bøger, var noget den unge gjorde lidt i hemmelighed for ikke at ødelægge sit image blandt venner. Fritidslæsning blandt unge er i fremgang viser de nyeste læse-vane-undersøgelser i både US og i UK, og John Green har bidraget aktivt til at italesatte oplevelsen ved den gode bog som noget værdifuldt. Unge fans citerer ham på nettet for udsagn som ”Reading a good book helps us to feel unalone” og “Books are the ultimate dumpees, put them down they’ll wait for you forever, pay attention to them and they always love you back.”
Livsfilosofiske statements og personlig udvikling
John Green er fantastisk dygtig til dialoger og til oneliners, som fænger med både sin sproglige rytme og med sine livsfilosofiske statements. Og på de sociale medier udveksles populære citater fra Greens romaner i stor stil og er klart med til at bestyrke hans position blandt unge læsere. På flere læserblogs og hjemmesider sættes Greens citater op som små digte:
“What is the point of being alive
if you don’t at least
try to do something remarkable”
“You don’t remember
what happened
what you remember
becomes what happened”
“I don’t know
any perfect people
only really really flawed people
who are still worth loving”
”It is so hard to leave
until you leave
and then it is the easiest goddammed
thing in the world.”
De unge personer i Greens romaner udvikler sig gennem bogens forløb. Det sker i flere af bøgerne gennem en rejse – det kan være et roadtrip med gode venner bag rattet, som det sker i Paper Towns, hvor Quentin og venner kører gennem flere dage for at finde den forsvundne Margo. Også i Greens lange novelle fra Let It Snow-samlingen bliver hovedpersonen klogere på sig selv og sin pigeven på en biltur gennem en snestorm. For Miles i Looking for Alaska betyder rejsen hjemmefra forældrenes hjem til kostskole og nye venner en personlig udvikling både på det intellektuelle og det seksuelle plan. Rejsen medfører for hovedpersonerne hos Green større selvindsigt og også indsigt i andre personer. Sidstnævnte sker for Hazel i A Fault in Out Stars, hvor rejsen til Amsterdam og besøget hos den idoliserede forfatter van Houten medbringer ny erkendelse, erfaring og også en skuffelse over, at den idoliserede person slet ikke har fortjent sin ophøjede status i den unge hovedpersons bevidsthed. For Quentin i Paper Towns medfører gensynet med den attråede Margo ligeledes en melankolsk konstatering af, at de mennesker, vi idealiserer, kan vise sig at være nogen helt andre, end dem vi troede, at de var, og Q må erkende, at han har ledt efter den forkerte.
Young Adult publikummet
John Greens enorme popularitet og succes skyldes flere faktorer. Han er en virkelig god forfatter, der velfortjent har modtaget flere litterære priser for sine bøger, men det alene skaber sjældent et bestseller-fænomen i den verdensomspændende størrelsesorden, Greens forfatterskab har bevæget sig ind i fra 2012 og fremefter med millionsalg verden over. De sociale mediers voksende betydning og John Greens meget talentfulde måde at bruge medierne på er helt sikkert en væsentlig faktor for successen. Green har med sine videoer, sites og twitter- og tumblr-aktiviteter direkte adgang til sine læsere og fans – en skare, der er vokset eksplosivt gennem de sidste par år.
Filmatiseringen af A Fault in Our Stars har også haft betydning. Filmen havde premiere i juni 2014, og for udbredelsen af Greens bøger i Danmark og andre lande, har filmen banet vejen for endnu flere læsere ikke kun af det filmatiserede værk, men af alle Greens bøger, hvoraf tre først er kommet på dansk i 2014. Det er langt fra altid, at en film betyder øget bogsalg, men med nogle af de store dystopiske Young Adult titler i de senere år, har der ligeledes været en tæt sammenhæng. Det gælder bl.a. for Hunger Games (baseret på Suzanne Collins bøger) og Maze Runner (baseret på James Dashners trilogi). Optagelserne til Paper Towns er i fuld gang, og filmen får premiere sommeren 2015 og vil sandsynligvis cementere John Greens popularitet yderligere.
En tredje faktor, der har haft indflydelse på successen, er, at John Greens romaner udfolder sig inden for den realistiske genre og beskriver et genkendeligt og moderne ungdomsliv, som er blevet stadig mere efterspurgt efter en lang periode med fantasy.
En fjerde interessant faktor, som har haft indflydelse på ikke bare Greens succes, men også på andre Young Adult-forfatteres bøger og serier (førnævnte Hunger Games, Twilight, Maze Runner m.fl.) er at Young Adult-publikummet er i hastig vækst – ikke kun fordi de 13 til 18årige læser mere i deres fritid end for år tilbage, men nok så meget fordi, at læserne og køberne af Greens bøger ikke begrænser dig til et kerne-ungdomspublikum, men også læses og købes af voksne mennesker i 20erne, 30erne og 40erne. En norsk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Bok & Samfunn nummer 9, 2014, viser at 38 % af køberne af YA-bøgerne er læsere mellem 18-29, mens det primære ungdomspublikum (de 13-17årige) udgør 22%. Hele 24% af bogkøberne er mellem 30 og 44 år (og adspurgt køber 92% i denne gruppe bøgerne til egen læsning og ikke som gave).
John Greens læsere spænder således bredt aldersmæssigt – både den 15årige og 43årige læser tiltrækkes af den gode realistiske historie, som rummer alvor og humor, ungdomsliv og livsfilosofi og er fortalt med stor intensitet, ligefremhed med filmiske virkemidler og båret af skarpe dialoger og antiheltens refleksioner og erkendelser. John Greens fortællemåde tiltaler øjensynligt læsere på tværs af generationer. I en tid hvor alting går hurtigt – ikke mindst informationsstrømmen – har Green fundet en litterær form, der er ligefrem, tilgængelig og hurtigt læst uden at virke overfladisk. Dens styrke er en sproglig intensitet, stærke personfremstillinger, et tæt handlingsmæssigt flow, gode, sjove dialoger og livsfilosofiske refleksioner. John Green skriver bøger, mennesker på tværs af generationer læser af lyst.
Litteraturliste:
Green, John
Looking for Alaska, Dutton USA 2005
Gåden om Alaska, Høst & Søn DK 2006. Paperback 2014
An Abundance of Katherines, Dutton USA 2006
Endnu en Katherine, Høst & Søn DK 2015
Let It Snow: Three Holiday Romances – with Maureen Johnson and Lauren Myracle, Dutton 2008
Let it Snow. Tre vinter romancer, Politikens Forlag DK 2014
Paper Towns, Dutton USA 2008
Paper Towns. Historien om Margo & Q, Høst & Søn 2014
Will Grayson, Will Grayson – sammen med David Levithan, Dutton USA 2010
Will Grayson, Will Grayson sammen med David Levithan, Politikens Forlag DK 2014
The Fault in Our Stars, Dutton, USA 2012
En flænge i himlen, Politikens Forlag 2012
Man kan læse mere om forfatterskabet på:
Johngreenbooks.com
Youtube.com.vlogbrothers
Kommentarer