Christina Hesselholdt er ofte blevet forstemt over det fastfrosne øjeblik af fortiden, som et fotografi er. Alligevel har hun skrevet romanen »Vivian«, der handler om gadefotografen Vivian Maiers liv.
Af Gitte Holtze, journalist. Artiklen har været bragt i Berlingske.
Hvorfor bruger man to år på at skrive en roman om en kvinde, hvis største passion var at fotografere, når man selv bliver forstemt af at se på fotografier?
Det gør man netop af den grund.
”Man” er i denne sammenhæng forfatteren Christina Hesselholdt, der i efteråret 2016 udsendte Vivian, som er en fortælling om Vivian Maier (1926- 2009) der i løbet af sit liv tog over 150.000 fotografier. En interesse, der ligger meget fjernt for Christina Hesselholdt.
”Jeg vidste godt, inden jeg gik i gang med bogen, at jeg havde det sådan med fotografier. Men jeg så det som en mulighed for at finde ud af, hvorfor jeg bliver bedrøvet af at se på billeder. Om det var så enkelt, som at fotografier gør os opmærksom på døden, fordi man ser på noget, der har været.”
Det var dog langt fra kun Hesselholdts triste følelser i forbindelse med fotografier, der fik hende til at skrive 200 sider om Vivian Maier. Det var også en fascination af selve personen Vivian Maier. En kvinde, der i løbet af 50 år tog bunker af eminente billeder, men aldrig viste dem til nogen. En kvinde, der havde en svær opvækst og aldrig lod nogen, især ikke mænd, komme tæt på. En kvinde, der rejste meget, der interesserede sig for kunst, og som ernærede sig som barnepige.
Christina Hesselholdt besluttede sig for at dykke ned i historien om den forunderlige kvinde efter tilfældigt at være faldet over dokumentarfilmen ”Finding Vivian Maier”.
”Jeg havde lige udgivet en bog og ledte efter et nyt emne, som jeg altid gør, når jeg er færdig med noget. Og så kom den dokumentarfilm som en gave. Den består af to dele, og i anden del ser man en gruppe mennesker tale om Vivian, bl.a. nogle af de børn, hun passede som barnepige. De fremstillede hende som en meget krasbørstig person, som indimellem tyede til hårdhændede metoder, men som samtidig var et menneske, som ønskede at præsentere dem for verden uden for velhaverghettoerne og ønskede at lære dem at klare sig selv. Den kompleksitet i Vivian gjorde mig interesseret”, siger Christina Hesselholdt.
Christina Hesselholdts fortælling om Vivian Maier er en blanding af dokumentar og fiktion og med en dramatiseret fortæller, der står uden for handlingsforløbet, og som bruges til blandt andet at udpege fakta og fiktion og til at stille spørgsmål fra nutiden til Vivian Maier.
”Min fortæller er enormt vigtig for bogen. Jeg ville ikke at skrive en realistisk transparent roman, hvor man lader, som om man lever sig ind i alting. Jeg ville gerne have et værk, hvor fortælleren kunne diskutere med Vivian, og hvor præmisserne er lagt frem. Det synes jeg er mest hæderligt, når man beskriver et menneskes liv,” siger hun.
En af de ting, Christina Hesselholdt beskriver, er Vivian Maiers tilsyneladende manglende behov for anerkendelse af sit fotografiske talent. Det var først efter hendes død i 2009, at kasse efter kasse med hendes fotografier af høj kvalitet åbenbarede sig, og at verden fik kendskab til Vivian Maier.
”I en tid, hvor kunst oftere handler om likes og følgere og netværk end om selve værket, synes jeg det er interessant, at hun åbenbart ikke havde behov for anerkendelse. Ét sted i romanen rækker hun ud og sender sine billeder til en fotohandler i Frankrig, som tidligere har lavet nogle af hendes fotos til postkort, men da hun ikke får noget svar, gør hun ikke mere ved det. Jeg er sikker på, at hun godt vidste, hvor dygtig hun var, men hun holdt det for sig selv.”
Hesselholdt lader på et tidspunkt fortælleren og Vivian diskutere emnet.
Fortælleren: ”Sig det første ord, der falder dig ind, når jeg siger offentlighed.”
Vivian svarer: ”Øjenlågsvending.” Og fortsætter: ”Jeg drømte kun sjældent, for det ville være løgn at sige aldrig, om en offentlighed, om at udstille.”
Fortælleren fungerer ikke bare som den, der stiller Vivian spørgsmål. Også Hesselholdts egen holdning til fotografier kommer frem via fortælleren:
”Sproget bringer alt for en dag. I den sproglige stil bliver menneskets væsen tydeligt. For hvad andet end spørgsmålene Hvem er du? og Hvordan er dit humør i dag? er det, den slags fotografi inviterer en til at stille,” fabulerer fortælleren.
”Jeg har det med, fordi jeg i arbejdet med bogen kom til at tænke over, hvad liv og litteratur er. Litteratur kan vise udstrækning i tid og forandring, og forandring og omskiftelighed er det samme som liv, mens et fotografi er et stivnet øjeblik, som kun kan vise ét aspekt af noget. Dette skal dog ikke ses som en fremhævelse af litteratur på fotografiets bekostning, blot som en konstatering af forskelle”, siger Christina Hesselholdt.
Og fastslår, at hun i dag ikke længere bliver nedtrykt af at se på billeder.
”Jeg har nu set på så mange af både Vivians og andres, at den følelse er forsvundet.”
Interviewet er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.
Fotograf: Niels Ahlmann Olese
Kommentarer