Om Knud Sønderby: To Mennesker mødes.
Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Man ved intet af den andens tanker, man gætter, man nøjes med at tænke selv. (To Mennesker mødes, s. 188)
Tanker om kærlighed bygger ofte på antagelsen om, at kærlighed kan defineres som den perfekte sammensmeltning mellem to forskellige individer. Der opstår en uventet intuitiv forståelse mellem to mennesker, som gør det muligt for dem at forelske sig i hinanden.
Kærlighed er ikke uden problemer, men de voldsomme følelser gør det muligt at overskride grænsen til det andet menneske, og gennem denne overskridelse at lære det andet menneskes inderste at kende. Hvis bare de forelskede åbner sig op og giver sig hen til hinanden, så vil der opstå et ubrydeligt bånd, der kan overvinde alle hindringer.
På den anden side bliver kærligheden også beskrevet som farlig. Hvis den ikke bliver gengældt, kan kærligheden føre til undergang og desperation. I Goethes (1749-1832) ’Den unge Werthers lidelser’ (1774) ender den unge elsker med at skyde sig selv, da hans kærlighed ikke bliver gengældt af Charlotte.
Den romantiske kærlighed kan udvikle sig til en farlig besættelse, der kan rive den enkelte i stykker, eller kærligheden kan sågar blive til fare for samfundet som i William Shakespeares (1564-1616) ’Romeo og Julie’ (1597), hvor det unge pars hemmelige kærlighed overvinder deres familiers had til hinanden, og forener det uforenelige på trods af samfundets modvilje.
De desillusionerede
I Knud Sønderbys (1909-66) vidunderlige roman ’To Mennesker mødes’ (1932) befinder vi os på en befriende måde hinsides forestillingen om den idealistiske eller den romantiske kærlighed. Forholdet mellem Kaj Ruben og Kirsten Brunn er dømt til at mislykkes, allerede inden det for alvor er begyndt. Kaj Ruben, en ung lægestuderende, lever sit liv i en et helt anden verden end Kirsten Bruun, der er ansat som ekspeditrice i et stormagasin. Og hvor Kaj er omgivet af kunstmalere, forfattere og studerende, der lever en bohemetilværelse, hvor de ikke behøver at tænke på penge, er Kirsten, der selv bor hos sine forældre, omgivet af fattige arbejdere og mennesker, der har nok i at få deres liv til at hænge sammen.
Vi befinder os i jazz-tiden i København i begyndelsen af 30’erne. Desillusionen og livstrætheden er den grundlæggende følelse i gruppen omkring Kaj Ruben. Veninden Else Ramvig, der tegner illustrationer til ugeblade og tidsskrifter, gør det kun, fordi hun keder sig. Og som Kaj Ruben selv siger:
’Jeg er ligesom Else Ramvig i reglen ligeglad, hvad der sker, blot der sker et eller andet’ (s. 7). Måske har Kaj et forhold til Else, måske har han ikke. Vi får det ikke forklaret nærmere, og det virker til, at de selv er for livstrætte til at finde ud af det.
Kærlighedens egentlige væsen
Kajs og Kirstens forhold tager sin begyndelse på en danserestaurant. Kaj er taget derhen med sine venner, og da han ser Kirsten danse, vækker hun en følelse hos ham. I sit indre sammenligner han hende med Cleopatra, men da han får kontakt med hende og fortæller hende om sammenligningen, ved hun ikke, hvem Cleopatra er. På trods af hendes uvidenhed og den tydelige forskel, der er mellem dem, er der alligevel noget ved hende, der fastholder hans interesse.
Efter at hun har været ude at danse med en anden, møder de hinanden i baren, og Kaj Ruben får lov til at følge Kirsten hjem. Herefter kunne det idealistiske forløb se sådan her ud; et kys ved hoveddøren, hovedkulds forelskelse, suk og smerte, forførelse og uendelig lykke. Men i Kaj og Kirstens tilfælde er det hele ikke så simpelt. Det er som om, at jo nærmere de kommer hinanden, jo længere bevæger de sig fra hinanden.
’Og sommetider, når hun så mig et øjeblik i øjnene medens jeg sagde et eller andet, var det, som hun blot sneg sig til at iagttage mig uden at interessere sig det ringeste for, hvad jeg fortalte. […] Hun vidste, hvad hun vidste, ja, og en hel del ting, som jeg ikke havde anelse om.’ (s. 37)
Denne anelse udvikler sig fra at fremkalde en pirrende nysgerrighed i begyndelsen af deres forhold, til at blive en kilde til uro og ængstelse. Hvem er dette andet menneske, jeg har kastet min kærlighed på, synes Kaj Ruben at tænke. Kan jeg stole på hendes følelser og tanker? Hvad har hun foretaget sig, inden hun mødte mig? Deres forhold frembringer ikke den eftertragtede, gensidige forening, men fremkalder i stedet følelser, som normalt ikke hører til i den idealistiske beskrivelse af kærlighed. For Kaj føler pludselig en voldsom angst for afvisning og en påtrængende følelse af ejerskab.
Det er ikke så simpelt endda at få et kærlighedsforhold til at fungere. Det er ikke bare at forelske sig, og så sker resten af sig selv. Forholdet skal konstant generobres, og ingen af dem føler sig tryg ved den andens følelser. Bliver de ved med at være der? Kan jeg stole på dem? Er de oprigtige? I kærligheden som i livet er det andet menneske en gåde.
’Hvem der kunne lægge sit øre ned til den sovendes varme pande og lytte sig drømmene til, og ønskerne bag drømmen. Der drømmes vist mindre i manerer og påklædning end der leves. Man kunne måske lytte sig til noget, lytte sig ned gennem skidtet eller den skinnende lak, for at finde noget, det kom an på, - des Menschen Kern.’ (s. 76)
Mennesket bag mennesket
Spørgsmålet er, om det ville gavne noget at trænge ind bag skidtet og den glimtende overflade. Er der virkelig en menneskelig kerne, der bare venter på at blive pakket ud og forstået af den elskede? Efterhånden som Kirsten og Kajs forhold udvikler sig, bliver det for Kaj et forsøg på at trænge helt ind i Kirstens indre. Det er både for at forstå hende, og for at finde en forsikring for hendes følelser.
Deres forhold udspiller sig efterhånden på to forskellige planer. Det indre plan, hvor følelser, kærlighed og nærhed bliver udvekslet, og det ydre plan, hvor udseende, venner og position skal fremvises og sættes i scene. Det indre og det ydre bliver konstant sammenblandet, og forandringer i overfladen bliver fortolket som forandringer i følelserne og omvendt. Det indre forsvinder, hver gang Kaj tror, han har fået fat på det. Lige når han er nået ind til Kirstens indre, så sker der en forandring i hendes opførsel, så han må begynde forfra.
’Des Menschen Kern. Godhed, ondskab? Kærlighed, had? Sygdom, sundhed? Hvad ville det hedde, dette? Ville det være der? Ville det blot være et gigantisk regnestykke med rødder og ubekendte, hvor summen altid blev den samme: Små drenge med røde spande, og små piger med dukker før det skete, og det skete?’ (s. 103)
Er mennesket bare et resultat af de påvirkninger, det er blevet udsat for i løbet af sit liv, eller er der en kerne, der bliver ved med at trænge igennem på trods af livets genvordigheder? Da Kaj finder ud af, at Kirsten har haft en tidligere flamme, der måske stadig spiller en rolle for hende, begynder hans jalousi at flamme op. For hun vil ikke afsløre, hvor meget denne tidligere kæreste endnu betyder, og Kaj kan ikke gennemskue hende eller trænge ind til hendes virkelige følelser. Hvis de altså overhovedet er der?
Det indre menneske
Fortiden forsvinder ikke i mødet med kærligheden, snarere tværtimod. Kaj bliver konfronteret med sig selv og sin fortid i forholdet til Kirsten. Han kommer på afstand af den tidligere romance med Else Ramvig, der aldrig var alvorligt ment, og forholdet til Kirsten får Kaj til at betvivle den desillusion, der har plaget hans tilværelse. Pludselig får Kajs handlinger betydning for udviklingen af deres forhold, og pludselig betyder det noget, hvad de andre mener om Kirsten.
Hvor Kaj tidligere bare flød med strømmen, hvor han har ladet andre tage beslutninger og ladet livet udvikle sig som det ville, bliver han nu tvunget til at tage ansvar for sine handlinger og finde ud af, hvad han selv vil.
’Og han kom til at tænke på sig selv. Du er et meget lille og ubetydeligt menneske, Kaj Ruben, at du vil forsøge at gøre det rigtige. Hvis alle mennesker gjorde det, - for alvor søgte at finde ud af, hvad der var det rette, for netop at gøre det, ville alting høre op. Hvad er det rette? Ingen kan til syvende og sidst sige det. Gør det ene eller gør det andet, men gør noget. Lad fem være lige.’ (s. 134)
Hvorfor ikke?
Gradvist slider de to hinanden op i forsøget på at komme ind til kernen. Den kulturelle forskel er for voldsom, og Kaj begynder at sammenligne det med forholdet til Else, der var mere ligetil. De forstod hinanden, de havde de samme interesser, den samme referenceramme og den samme omgangskreds. Men alligevel bliver han ved med at vende tilbage til Kirsten.
Der er noget i ham, der bliver ved med at bliver draget mod hende, en uigennemskuelig følelse, der bliver ved med at unddrage sig, når han forsøger at forstå den. I modsætning til Else bliver Kirsten og hans kærlighed til hende, ved med at være uforståelig.
Mod romanens afslutning er Kaj ved at være nået til en beslutning. De er for forskellige, Kirsten og ham, det kan ikke blive ved med at gå, forsøger han at fortælle sig selv. De må skilles, og han må vende tilbage til Else, der stadig venter på ham. Men der er noget andet, der bliver ved med at trække i ham.
’Han regner og regner om igen, han stiller hende op mod det, der venter hende, og han får stadig det samme resultat: - En eller anden gang, før eller senere, vil der ramme hende noget ondt, og han vil ikke være der. […] Skal der gøres hende onde, skal det være ham selv, der gør det, - så er han dog til stede og kan have hånd i hanke…’ (s. 193)
Hvad der sker mellem Kirsten og Kaj efter romanen afslutning er umuligt at sige. Men Kaj Ruben bliver hos Kirsten Bruun på trods af forskellene. Om deres forhold vil lykkes, er også umuligt at sige, for kærligheden mellem dem befinder sig i det ukendte, i en kærlighed der ikke er passende, der ikke er valgt og reflekteret, og som måske end ikke er ønsket, men som udelukkende er smertefuld for dem begge.
Det fantastiske ved Knud Sønderbys portræt af kærligheden mellem Kaj og Kirsten er netop hans fremvisning af kærlighedens uforståelige, problematiske og modbydelige sider. Det viser, at kærligheden ikke bare er en ligetil og problemfri hengivelse, men at kærlighed altid er forbundet med tvivl og jalousi. De er ikke modsætninger til kærlighed, de er tværtimod altid til stede og kan blusse op, når man mindst venter det. Selv om kærligheden engang er vundet, så er det nødvendigt at erobre den igen og igen.
Kommentarer