Af Morten Peick, cand. phil i litteraturhistorie
Den ærefulde krig
I en vis forstand begynder det hele med krig: Ti års belejring af Troja er rammen om Homers Illiade, den klassiske krigsskildring i europæisk litteratur. Miseren er den, at Trojas prins Paris har bortført den spartanske kong Menelaos’ smukke hustru Helena.
Det vil grækerne ikke finde sig i og med Menelaos’ bror Agamemnon i spidsen, drager de af sted mod Troja for at straffe trojanerne og hente Helena tilbage. I dette store set up fokuserer Illiadens handling på en enkelt begivenhed, nemlig helten Akilleus’ skænderi med Agamemnon, som får Alkilleus til at trække sig ud af krigen med svare konsekvenser for grækernes krigslykke.
Først da hans ven Patrokles bliver dræbt af Trojanernes helt, Hektor, vender han tilbage for at hævne drabet. Akilleus dræber Hektor og slæber ham efter sin stridsvogn til spot og vanære. Det er det, krigen handler om i Illiaden: ære og vanære og ikke mindst muligheden for at vinde evigt ry gennem heltedåd.
Også Julius Cæsar (ca. 100-44 f. Kr.) gik op i ære og værdighed. Han skrev sin politiske selvbiografi som en krigsskildring. I Optegnelser om Gallerkrigen fra 52—51 f. Kr. beskriver han nøgternt - og med stor stilistisk finesse - sig selv som feltherre og strateg. Herved sikrede han sig, at ingen anden skulle komme ham i forkøbet og give ham et mindre flatterende omdømme for eftertiden. Og man må sige det er lykkedes. Ikke blot har Om Gallerkrigen i generationer været fast latinpensum for danske gymnasieelever; Cæsars strategiske overvejelser er også blevet studeret flittigt af feltherrer gennem tiden.
Den historiske krig
En god portion historiske krigsstudier ligger bag Leo Tolstojs (1828-1910) enorme romanværk Krig og fred, der udkom i fire bind fra 1868-1869. Krig og fred har Napoleonskrigene som sin ramme og udspiller sig fra 1805-1812.
I romanens vidt forgrenende handling og periodebeskrivelse optræder en række skildringer af historiske slag, herunder det store slag ved Austerlitz, hvor Napoleon d. 1 første i 1805 sejrede over Østrig og Rusland, og slaget ved Borodino, landsbyen ved Moskva, hvor franskmændene og russerne kæmpede mod hinanden i 1812.
Tolstoj havde først tænkt sig at gøre krigsskildringerne til en kulisse om den øvrige handling, men efterhånden som romanen skred frem, begyndte de at træde i forgrunden og kom selv til at optage en stor del af værket.
Hos Tolstoj er krigen et eksempel på, at historien ikke lader sig forklare i simple årsagssammenhænge, ligesom ingen mennesker er oven på historien. For i krigens forvirrede myriader af enkeltbegivenheder er det ofte svært at udpege en enkelt årsag til, at en hændelse finder sted, eller at et slags udfald bliver ét og ikke et andet. Napoleon er hovedeksemplet på det hovmodige menneske, der tror at styre verdenshistorien, samtidig med, at han i virkeligheden drives hid og did af begivenhedernes gang.
Den meningsløse krig
Hvis den klassiske krig er ære- og meningsfuld, er moderne krig det modsatte: inhuman, beskidt og meningsløs. Her er ingen helte, kun ofre i hobetal. Den moderne krig driver barbariet mod nye højder, og viser mennesket fra dets mest amoralske og kreaturlige side. Når krigsmaskinen kører, er alt tilladt og intet for lavt.
En af de første realistiske fremstillinger af den moderne krigs uværdige virvar er Stephen Cranes (1871-1900) roman Modets røde kokarde fra 1895. Romanen foregår under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) og handler om den unge rekrut Henry Fleming, der ankommer til kampene fuld af mod og heltedrømme. Han må dog snart sande, at moderne krig ikke levner plads til dåd, og at døden under ingen omstændigheder er romantisk. I Modets røde kokarde skildrer Crane effektivt kampens overvældende orienteringsløshed i en sideordnet, nærmest pointelistisk stil, hvor synsvinklen hele tiden glider.
Få krige er dog blevet oplevet som så meningsløse som Første Verdenskrig (1914-18), og få krige har derfor givet anledning til så megen litteratur. Første Verdenskrig (1914-18) er et syndefald, der én gang for alle slukker det 19. århundredes fremtidsdrømme og blinde tro på menneskelig perfektabilitet.
Det teknologiske fremskridt bringer ikke nødvendigvis større lykke, for det kan vendes mod mennesket selv og bringe død og ødelæggelse i hidtil uset målestok. Første Verdenskrig gør troen på menneskets ukrænkelighed til en løgn og får alle de store fortællinger - Historien, Gud, Fremskridtet, Mennesket, Fædrelandet etc. - til at ramle.
Det er her antikrigsromanen for alvor bliver født. I årtiet efter krigens slutning dukker de op: Ernest Hemingway (1898-1961) udgiver Og solen går sin gang i 1926, og Farvel til våbnene er fra 1929. I 1929 udkommer også Erich Maria Remarques (1898-1970) beretning fra skyttegravene Intet nyt fra Vestfronten og året før Ernst Glaesers (1902-1963) Årgang 1902 og Ludwig Renns (1889-1979) Krieg.
Men måske er det for snævert at tale om krigslitteratur i forbindelse med Første Verdenskrig, for al seriøs litteratur, der skrives i årene omkring den, reagerer direkte eller indirekte på det enorme erfaringstab, den afstedkommer. Efter krigen må alt tænkes og skrives om, og nye litterære former, nye fortællemønstre, nye -ismer er de strategier, man forsøger at nærme sig vakuumet med.
Den muntre krig
Krig er altså en alvor sag - også i litteraturen.
Alligevel har forfattere gennem tiden valgt at ytre deres holdning til krigen gennem latter. I den klassiske ende af skalaen finder vi Aristofanes’ (ca. 445-388 f. Kr.) komedie Lysistrate fra 411 f. Kr., der har den Peloponnesiske Krig (431-404 f. Kr. ) som anledning til løjerne. Stykkets titelfigur Lysistrate forener kvinderne fra de stridende græske bystater i et forsøg på at sætte en stopper for deres mænds krigslyst.
Planen er simpel: ingen sex til ægtemændene så længe, krigen står på. Kvinderne forskanser sig på Akropolis, og såvel mænd som kvinder må lide mange udholdenhedskvaler, inden freden er erklæret. Lysistrate er ikke blot frivol komik, men også et satirisk vink til magthaverne om, hvor trætte athenienserne var af den endeløse krig på Peloponnes.
Ofte er humor det mest adækvate udtryk for den moderne krigs meningsløshed.
Det er den i hvert fald i Joseph Hellers antikrigsroman Punkt 22 fra 1961. Handlingen foregår blandt en amerikansk bombeeskadron på en fiktiv italiensk ø under Anden Verdenskrig. Joseph Heller fanger hele krigens absurditet i et grotesk paradoks eller en logisk ‘kortslutning’, det såkaldte punkt 22. Et eksempel: for at blive fritaget for flyvning skal man først erklæres sindssyg, dernæst anmode officielt om at få flyveforbud.
Punkt 22 er her den bestemmelse i militærbasens reglement, der siger, at kun en normal person vil anmode om fritagelse for flyvning. Ergo er soldaten, der anmoder om fritagelse altid rask nok til flyve. I litteraturhistoriens endeløse række af dystopiske krigsscenarier er Joseph Hellers roman et godt bud på et humoristisk modbillede, der lige så effektivt fanger krigens altid vrangvendte virkelighed.
Kommentarer