Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Pablo Henrik Llambías leger med læserens forventninger i den dystopiske fabel, A.P.O.L.L.O.N, en roman, hvor begreberne død og udødelighed spiller en central rolle.
Drømmen om det evige liv er et tilbagevendende motiv i den menneskelige forestillingsverden: Det være sig for eksempel i adskillige religioners tro på sjælens udødelighed og fortsatte liv, enten hinsides denne verden eller som led i en stadig sjælevandring fra organisme til organisme; det være sig i forestillingen om udødeliggørelse i kraft af storslåede bedrifter eller heltegerninger; men det være sig sandelig også i drømmen om egentlig fysisk udødelighed.
I århundreder har man søgt efter en metode til at forlænge livet, og selv om alle forsøg i denne retning indtil videre har vist sig frugtesløse eller er blevet afskrevet som håbløs okkultisme, er der stadig folk, der arbejder på sagen. Senest har Cambridge-forskeren Aubrey de Grey (f. 1963) delt det naturvidenskabelige miljø med sin hypotese om, at man - ved hjælp af målrettet forskning indenfor en række af videnskabelige felter – i løbet af en overskuelig tidsramme vil kunne fremkomme med en ”kur” mod aldring, og dermed forlænge menneskets liv med mange hundrede år.
Død pr. rate
Om et samfund, hvor døden i kraft af teknologisk-videnskabelige landvindinger er blevet sat ud af kraft, handler den danske forfatter Pablo Henrik Llambías’ (f. 1964) roman A.P.O.L.L.O.N. fra 2000.
Romanen beretter om, hvad der lader til at være et fremtidigt Athen, hvor man for at modgå den voldsomme overbefolkning, der er opstået som følge af fraværet af den naturlige død, har indført et sindrigt system, der skal simulere det enkelte individs dødsårsag. Institutionen A.P.O.L.L.O.N, der har indført systemet efter en flertalsafstemning, foretager en løbende udregning på hvert enkelt atheners livsforløb, og alt efter dennes livsstil angiver udregningen en rate.
Når raten når nul, afsluttes athenerens liv ved henrettelse udført af den overordnede myndighed Z.E.U.S, og prøver nogen at undsige sig dødsdommen indfanges de af det hemmelige politi H.E.R.A.!
I dette gennemorganiserede overvågningssamfund - hvor personerne konsekvent er påbudt at omtale sig selv i 1. person-flertal, som en stadig påmindelse om et ”demokrati”, der er til alles bedste – følger læseren de to brødre Epimetheus og Prometheus, der lever på hver deres side af loven.
Mens Epimetheus lever indenfor systemet som en trofast athener, er Prometheus en trojaner, en fredløs, på konstant flugt fra sin ratificerede død. De to brødre må dog slog pjalterne sammen, da rate-systemet - som led i et komplot mod Prometheus - med et sættes ud af kraft, og døden på uigennemskuelig vis begynder at indtræffe på må og få blandt athenerne.
En forvirrende læseoplevelse
A.P.O.L.L.O.N. kan ikke siges at være nogen helt let læseoplevelse. Romanen insisterer på at blande så mange sfærer sammen, at man som læser uafvendeligt sidder en smule forvirret tilbage efter endt læsning. Man aner naturligvis inspirationen fra George Orwell (1903-1950), hvis Big Brother-samfund – kendt fra hans berømte roman 1984 (1948) – spøger fælt i Llambías’ beskrivelser af et samfund, der - under påskud af at ville det fælles bedste – umærkeligt er gledet fra demokrati til totalitærstat.
Også en anden brite, Aldous Huxley (1894-1963), anes mellem linierne, og man kunne trække linier mellem rate-systemet i A.P.O.L.L.O.N. og det maskinelle, eugeniske projekt, der beskrives i Huxleys Fagre nye verden (1932).
Som om det ikke er nok, har Llambías tydeligvis følt, at det forpligtede at placere handlingen i en dystopisk roman, i en by opkaldt efter demokratiets vugge, Athen. I hvert tilfælde har han valgt at bruge den klassiske græske myte om Titan-brødrerne, Prometheus og Epimetheus samt Pandoras æske som overordnet struktur for sin fortælling, og det skaber faktisk krav om, at man har erindringen om denne myte rimelig present, hvis man ønsker at forstå, hvad der er på færde i romanen.
Bedst som man så føler, at man har styr på intertekstuelle referencer og mytiske strukturer, syrer romanen fuldstændig ud: I det man troede var en by forbeholdt mennesker, viser det sig nu, at der også lever antropomorfe dyr, bl.a. fattige gorillaer, som tigger mad af hovedpersonen Epimetheus.
Det hemmelige politi viser sig at være en gruppe af glubske bjørne, og da de to brødre beslutter sig til at flygte fra disse og ud af byen, tager romanen en om mulig endnu mere surreel drejning, som ikke skal afsløres her. Det skal blot slås fast, at man sidder en smule forpustet og undrende tilbage, når man lukker bogen.
En udødelig tekst
For nu at blive lidt ved døden kunne man - i meget korte træk - kaste et blik på litteraturteoretikeren Peter Brooks’ teori, om det han kalder slutlæsning. Brooks lader sig inspirere af Sigmund Freuds teori om dødsdriften, Thanatos, som kort fortalt er længselen efter den uorganiske tilstand; målet med livet er altid døden.
Døden sætter livet i perspektiv, giver det mening. Brooks sammenligner dødsdriften med en fortællings bevægelse mod slutningen. Det er slutningen, der sætter fortællingen i perspektiv, kaster lys over den og giver den mening, og som læser - ihærdigt søgende efter mening – stræber man derfor også mod fortællingens endeligt.
I og med denne stræben, læser man også fortællingens begivenheder som løfter og antydninger om den endelige forståelse. Man forstår en fortælling retrospektivt, men man læser fejlagtigt, som om fremtiden allerede er – undervejs lægger man kun betydning i de tegn og begivenheder, der synes at pege på den slutning, man forventer.
I mødet med Llambías’ roman lægger man sig således også hurtigt fast på de to hovedspor i fortællingen - det dystopiske tema og det mytiske tema - og prøver ihærdigt at følge disse spor frem mod en forståelse - eller nærmere en aflivning - af fortællingen.
Ved at påhæfte en slutning på romanen, som viger bort fra de anlagte spor, og som i hvert tilfælde ikke umiddelbart synes at give nogen mening i sammenhængen, obstruerer Llambías fortællingens død. Hvor man som læser forventede at opleve et opgør med et perverst og totalitært system på handlingsplanet, konfronteres man nu med en tekst, der gør oprør mod sin egen læser og dennes totalitære henrettelsesforsøg – en tekst, der kræver sin ret til udødelighed.
Kommentarer