En roman om stenalderkvinden Edith. Hendes navnesøster er arkæolog i vores tid, samtidig med, at hun graver forestiller hun sig, hvordan livet må ha været dengang i stenalderen.
Hvad fik dig til at skrive Ediths historie?
Ja; men hvem Edith mon du tænker på her? Altså - i virkeligheden har jeg jo siddet som den arkæologiske Edith i seks sæsoner i en udgravning i Jordan, og har siddet i husene i timevis, har rørt ved alle tingene og se dem næsten mirakuløst dukke frem af jorden. bennåle, perler, muslingsmykker, korn, stødere, mortere, kværnstene, flinteredskaber som små redskabssamlinger; alt muligt som hørte til et liv; og ikke bare til et forestillet liv, men helt konkrete liv der var levet i disse her huse. Og så sad jeg der og forestillede mig, hvad de mennesker havde tænkt og følt og sanset og oplevet, og ikke mindst, hvordan de havde været med til at udvikle de helt nye teknologier og forædle korn og dyr, som man gjorde dengang.
Nutids Edith opstod først som et behov for at have en ramme om fortællingen. Nogen har sagt til mig: Hvorfor holder du den ikke bare i fortiden. men mit problem var at de, som alle mennesker, jo ikke ved noget om sig selv, og det ville blive så tungt at fortælle om noget, folk ikke selv ved noget om. Nutids Edith er så ikke mig, men er alligevel bygget op over mig og over mennesker jeg kender og historier jeg har hørt og selv oplevet.
Du tegner et flot og stærkt billede af stenalderkvinden Edith. Hvordan var stenalderkvindens rolle?
Det ved vi faktisk meget lidt om, for der er jo så lidt materiale, og ingen kilder, der kan fortælle hvad folk tænkte. Det man kan se er, at der optræder seksuelle symboler, som en fallosformet støder og en sammen med en sten med en revne i. de er lige store (eller det er de ikke, men de passer sammen!). Vi kan se at nogle mennesker er blevet begravet på særlige måder, hvor deres kranie er blevet behandlet efter døden, og det gælder både mænd og kvinder. Vi kan se at rigtig mange kvinder døde unge, og og sandsynligvis i forbindelse med børnefødsler. Ellers er dets vært at se hvad der er gjort af kvinder og hvad der er gjort af mænd. Jeg lægger en masse antropologiske studier jeg har læst til , og min egen opfattelse af kønnene. Jeg sender mændene på jagt og lader kvinderne være dem der udvikler landbruget; det er ikke sikkert, det har været sådan. Jeg var på grønland sidste år og hørte, hvordan man i fangersamfundet havde en meget stram arbejdsdeling mellem mænd og kvinder; mændene jagede, kvinderne behandlede skindet og kødet og syede hjemme på bopladsen. Men hvis en mand eller kvinde følte sig utilpas i deres rolle, kunne de godt skifte over til mande- eller kvindearbejde. Det syntes jeg var meget inspirerende. Hele diskussionen om, hvorvidt kønsforskellen er biologisk eller kulturel; jamen det er nok begge dele.
I din roman blander du fakta og fiktion, hvad var udfordringen ved det? Hvad har du opnået med det?
Jeg ved ikke helt med udfordringen; for mig fugerede det sådan fra starten. Jeg håber at jeg har fået det ud af det, at man læser en historie der kan rykke en langt væk, og samtidig faktisk får en viden og indsigt, man måske ikke havde fået ellers. Jeg har al denne her viden, men jeg kan ikke skrive en fagbog, jeg kan ikke lade være med at skrive det til, jeg forestiller mig. Men det er jo også sådan historien er for os; vi ved noget og så forestiller vi os resten. Det jeg vil være glad for, er hvis folk pludselig opdager at de har en viden om stenalderen, men samtidig selv digter videre på den viden.
Hvordan kan vi bedst bruge viden om stenalderen?
Ja, det har jeg så måske svaret på. Viden er altid godt, for med viden forstår man sig selv og sine omgivelser hele tiden på ny. Jeg håber man får lyst til at tænke; hvis jeg levede dengang, hvordan ville jeg så have været? Hvordan ville mit liv være? Og så bagefter sige; ok, og jeg lever nu. Hvordan er jeg så? Og hvorfor? Og hvordan er mit liv, er der muligheder jeg ikke bruger?
Kommentarer