Læs interviewet og se videoen med Sissel-Jo Gazan, der er indstillet til Læsernes Bogpris 2014 for "Svalens graf". Interviewet har været bragt i Berlingske.
Nomineret. Sissel-Jo Gazan har opnået bestsellerstatus med sine videnskabskrimier, hvor hun trækker på sin baggrund som biolog. Men nogle gange ville hun ønske, hun var blevet dyrepasser.
Af Jeppe Bangsgaard
Artiklen blev bragt i Berlingske onsdag d. 12.2.14
Sissel-Jo Gazan har haft en succes, der bliver få danske forfattere forundt. Hendes videnskabskrimi »Dinosaurens fjer« fra 2008 er læst af over 125.000 danskere, udgivet i 16 lande og blev kåret til årtiets krimi.
Den selvstændige fortsættelse, »Svalens Graf«, som er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings bogpris, Læsernes bogpris, tegner til at blive en lige så stor succes. I hvert fald er den ifølge forlaget allerede solgt i 54.000 eksemplarer herhjemme.
Alligevel er der én ting, der nager den 40-årige forfatter en smule.
»Det er helt fantastisk, hvordan det er gået, men jeg er stadig lidt uforløst i forhold til at få anerkendt, hvor vigtigt et tema jeg tager op,« siger hun.
»Svalens graf« er nemlig ikke som så mange andre krimier det rene skønlitterære opspind; et velkomponeret plot skabt i hovedet på en ferm krimiforfatter. Historien om den uhyggelige sandhed, som den unge biolog Marie Skov opdager i de data om børnevaccinationer, hendes professor indsamlede i Afrika, inden han begik selvmord, er baseret på autentiske begivenheder. Skabt efter flere års research og i et intensivt samarbejde med forskere.
»I virkeligheden er alt det videnskabelige i bogen måske nok kun et udsnit, men 100 procent korrekt. Det har været en ambition for mig i den her roman, at hvis noget er usandt, så er det med fuldt overlæg. Det er i hvert fald ikke, fordi jeg ikke har researchet ned til mindste detalje,« siger Sissel-Jo Gazan.
Men det er ikke alle læserne, der har opdaget det.
»Når jeg er ude at holde foredrag, er der tit folk, der siger: »Gud, er det baseret på noget virkeligt?« Jeg kan mærke, at forskningskvinden i mig ønsker, at det skal komme op på et plan, hvor det bliver anerkendt, at her er en forfatter, der kaster lys på en kæmpe skandale.«
Skandalen består kort fortalt i, at en dansk forskergruppe kan bevise, at særligt én af de vacciner, DTP-vaccinen imod difteri, stivkrampe og kighoste, som bliver givet over hele verden på WHOs anbefaling, snarere får dødeligheden blandt børn i udviklingslandene til at stige end til at falde. Og i det, at forskergruppen overhovedet ikke kommer igennem med deres epokegørende opdagelse.
Den historie fik Sissel-Jo Gazan, der selv er uddannet biolog, fra en dansk forsker. Christine Stabell Benn, der er professor ved Statens Serum Institut, tog kontakt til Sissel-Jo Gazan, efter hun havde læst »Dinosaurens fjer«.
»Det sker ret tit, at der er nogen, der kontakter mig og siger: »Jeg har haft et fantastisk liv, kan du ikke skrive en roman om det?« Det kan være en, der er helt engageret i fiskekutternes overlevelse på Vestkysten eller sådan noget. Jeg siger som regel: Det lyder spændende, men det er ikke noget for mig. Denne gang var det anderledes. Det var wauw, der er noget i det her, der tænder mig.«
Det blev til et langt samarbejde, hvor et forskerteams kamp mod systemet blev gjort til en krimi.
»Alt det medicinske i bogen om, hvordan immunforsvaret for eksempel virker, og hvordan vaccinerne fungerer, var temmelig nyt for mig som biolog, så jeg havde en lang periode, hvor jeg var nødt til at researche, før jeg kunne begynde at manøvrere rundt i det litterært. Langsomt trådte historien frem. Nu er forskerne bag helt oppe at køre over, at det kan lade sig gøre at formidle deres forskning på den måde.«
Hvad er det, videnskabskrimien som form kan?
»Da jeg første gang skrev en videnskabskrimi med »Dinosaurens fjer«, var det lidt en tilfældighed. Jeg læste mange krimier selv, og så var det også – hvis jeg skal være helt ærlig – et forsøg på at nå et bredere publikum. Men jeg blev virkelig tændt på den genre. Det er en fed vej til at kunne formidle noget svært på en måde, så folk uden særlige naturvidenskabelige forudsætninger kan forstå det.«
Hvorfor er det ikke nok at folk bare synes, du har skrevet en god historie?
»Det er det selvfølgelig også langt hen ad vejen. Men jeg er et politisk menneske. Det blev klart for mig efter succesen med »Dinosaurens fjer«, at det var vigtigt for mig at skrive noget, der måske ikke ligefrem ændrer verden, men kan ændre en lille smule på, hvordan folk tænker over nogle ting. Gøre dem opmærksomme på noget. Det kan være på mange planer,« siger hun og tilføjer:
»Jeg er virkelig af den opfattelse, at hvis man ikke har noget at fortælle, så kan det være lige meget, om man skriver vildt godt.«
Men historien skal selvfølgelig også fungere som fiktion.
»Det må ikke være sådan, at man tænker, når man læser bogen, at det her er en eller anden pamflet fra staten, der gerne vil lære mig noget. Det duer ikke i en roman,« siger Sissel-Jo Gazan og forklarer, at hun af samme grund, ved nøglescener i bogen, har gennemgået sætning for sætning med Christine Stabell Benn.
»Hun har sagt: Den her sætning siger noget forkert, og så har hun foreslået en anden formulering. »Sådan vil jeg aldrig skrive den,« har jeg måske så svaret,« siger Sissel-Jo Gazan.
»Vi siddet og forhandlet om, hvordan vi kunne få det videnskabelige helt på plads, samtidig med at jeg var tilfreds som kunstner.«
Selvom hun arbejder mere sammen med andre end så mange andre forfattere, er det stadig et ensomt arbejde at være forfatter, siger Sissel-Jo Gazan.
»Jeg drømmer nogle gange om at have et rigtigt arbejde, som jeg så kan passe i to-tre år, mens jeg brygger på en roman inde i hovedet og famler rundt. Måske som dyrepasser eller sygeplejerske. Det er privilegeret at være forfatter, når det kører, men jeg er meget social og savner tit lidt mere dynamik med andre mennesker. At man ikke bare er sådan en, der sidder derhjemme og piller i sin egen navle.«
Kommentarer