Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Finn Søeborgs ( 1914-92) debutroman, Sådan er der så meget, udkom i 1950. I løbet af tre år og 13 oplag udkom bogen i 45.000 eksemplarer. ”En humorist er født,” lød det fra de begejstrede anmeldere. Søeborg nægtede hele livet, at han var humorist.
Han mente selv, han havde skrevet en dybt alvorlig og samfundskritisk roman. Ikke desto mindre blev han interviewet til adskillige aviser og blade, der alle ville have svar på ét bestemt spørgsmål: ”Hvad er humor?” Søeborgs begavede svar var, at det vel var noget, der fik folk til at le. Bedre gik det ikke på en turné, hvor Søeborg optrådte sammen med en noget blandet trup af dansende småpiger og deslige.
Hans indslag var naturligvis et kort foredrag om humorens væsen. Ikke én blandt publikum så meget som trak på smilebåndet under foredraget. Den eneste latter, han fremkaldte, opstod, da han en aften ikke kunne finde vej ud gennem scenetæppet. Jo mere han famlede efter en udgang, jo højere grinede publikum. Bag scenen blev han mødt med beundrende blikke fra den barmsvære dame, der ledede dansetruppen: ”Hvor må det dog være dejligt sådan at kunne få folk til at le!”
Den lille mand i knibe
Den historie kunne være med i en af Finn Søeborgs romaner, hvor det almindelige menneske kommer i klemme mellem sine egne evner og omverdenens forventninger. I debutromanen rejser den unge Preben fra barndomshjemmet i Jylland til København, hvor han skal læse statsvidenskab.
Han skal bo hos nogle fjerne bekendte til gengæld for at se lidt efter deres lille dreng indimellem. Det lyder alt sammen ganske tilforladeligt, men allerede fra bogens første linjer aner læseren, at Prebens ophold i hovedstaden ikke bliver så ligetil endda. Den lille dreng i familien er en plage af en anden verden, der er ”opdraget” ud fra en meget fri metode, og forældrene er kunstigt frigjorte og anstrengt joviale.
Studiejobbet i Genopbygningsministeriet, som Preben har været bange for ikke at være dygtig nok til, viser sig at være mindre kompliceret end ventet. Så længe han kan finde ud af at hente øl til frokosten og ikke mindst sænke slagskibe, er der ingen ko på isen. I hvert fald ikke for de to arbejdskammerater, men Preben plages af dårlig samvittighed over ikke at ane, hvad hans arbejde egentlig går ud på.
Og så er der købmanden Momberg, der forsøger at starte en virksomhed med produktion af en selvopfundet, patenteret gasbrænder, hans kommis, magtmennesket Frederiksen, forhenværende tandlæge Melvad og hustru, direktør Allerholm med familie og mange flere.
Det tragikomiske
Efterkrigstidens samfund i Søeborgs udgave minder om en humoristisk udgave af Kafka. Ingen aner, hvad de foretager sig i bureaukratiets jungle, hvor en lille mand som Momberg uvægerligt kommer i klemme, mens en betydelig mand som Allerholm slipper vel fra alle sine mere eller mindre lyssky forretninger.
Den hårdt prøvede Momberg ender selv i Genopbygningsministeriet, hvor han bliver en del at det bureaukrati, der har været hans egen ruin. Det er en grum og meget lidt opbyggelig morale.
Sådan er der så meget er Søeborgs skarpeste satire, der stadig virker vedkommende mere end 50 år senere. Portrætterne af skrankepaver og selvtilfredse direktører er ikke blevet mindre aktuelle med årene. Debutromanen er måske nok Søeborgs bedste og morsomste bog, men det siger ikke, at resten af forfatterskabet ikke er værd at læse.
I alle sine romaner og noveller benytter han sig af tragikomiske virkemidler. Som i novellen om manden, der så gerne vil være alene indimellem, men da hans kone betragter sådan en lyst som nærmest pervers og unaturlig, må han opfinde en elskerinde.
Konen nyder sin rolle som den svigtede hustru, mens manden bliver mere og mere træt af de krav, der stilles til ham som formodet Don Juan. Den opdigtede elskerinde bliver en plage, ligesom resten af tilværelsen. Det enkle ønske han har om at få lov til at være alene nogle få timer indimellem, viser sig at være uopfyldeligt.
Søeborgs personer har sjældent de store krav og ønsker til tilværelsen, men selv disse små ønsker viser sig at være for store. Det, der ser ud til at være en gave, bliver en forbandelse. Søeborg balancerer hele tiden på kanten af det tragiske, selvom læseren som oftest må overgive sig til latteren, fordi fortællingerne er så absurde og deres forviklinger så vanvittige.
Trods Søeborgs egen livslange protest slipper man ikke uden om, at Finn Søeborg først og fremmest er humorist. I sit sene forfatterskab gled Søeborg længere væk fra komikken og tættere på tragikken.
Romaner som Den frie købmand (1972) og Ventesal for ikke-rygere (1966) beskæftiger sig ligesom den mere humoristiske del af forfatterskabet med samfundets stille eksistenser, men glimtet i øjet er veget til fordel for en mere pessimistisk livsholdning. Af samme grund er den del af forfatterskabet efter min mening mindre vellykket end den tidligere, humoristiske del.
Kommentarer