108 korte fortællinger, klip eller erindringsfragmenter.
Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Lad mig begynde med en advarsel. Det kan godt være en særdeles ubehagelig oplevelse at læse Under nul’ (1985, dansk 1987); for på sin egen underspillede måde, kryber den ind i ens bevidsthed, og det er meget svært at afvise bogens handling som overdrevet eller konstrueret.
Tilværelsen som ung og rig i 1980’ernes Los Angeles fremstår som et helvede på jord, spundet ind i stoffer, prostitution og mord, mens det hovedsageligt bare er vildt kedeligt for de involverede. Og de forholder sig grundlæggende ikke til deres tilværelses fuldstændige nihilisme. Ikke kritisk i hvert fald, for som en af personerne, Rip, siger, da han skal forklare Clay, hvorfor han holder en 12-årig pige fastbundet til en seng, dopet bevidstløs af heroin, og derefter gruppevoldtaget af Rips venner:
’Det er… jeg synes ikke, det er rigtigt.’
’Hvad er rigtigt? Hvis der er noget, du vil have, så har du retten til at tage det. Hvis der er noget, du har lyst til at gøre, så har du retten til at gøre det.’ (Under nul)
Og kun langsomt er det muligt for den unge Clay, der fortæller historien, at erkende de problemer, der er forbundet med deres livsstil og hans liv; og måske, i slutningen af bogen, at det muligt for at gøre noget ved det, i hvert fald for hans eget vedkommende.
Det autentiske ubehag
Bret Easton Ellis (f. 1964) er mere berømt for romanen American Psycho’ (1991, dansk 1991); en roman, hvor volden og ubehaget i langt højere grad er knyttet til surrealisme og komik, så læseren ikke nødvendigvis er fuldt overbevidst om handlingens troværdighed. Man kan f.eks. godt være i tvivl om, hvorvidt volden i romanen er konkret eller bare er udtryk for en ønskedrøm, der udspiller sig i hovedpersonens bevidsthed.
Filmatiseringen (2000) af romanen valgte også en mere ironisk og komisk linje, end der måske er belæg for i bogen. (For slet ikke at tale om American Psycho II (2002) med en kvindelig hovedrolleindehaver.)
I Under nul er det er en hel del anderledes. Alvoren bliver ikke punkteret eller fordrejet af humoristiske eller satiriske indslag. Romanen, som Ellis skrev som 19-20-årig, er bygget op om et semi-biografisk skelet, der beskriver det samme Los Angeles som Ellis selv voksede op i, som søn af en rig entreprenør.
Romanen udspiller sig over december måned, hvor Clay er hjemme på vinterferie fra universitetet i New Hampshire, hvor han er indskrevet. Ellis selv var indskrevet på et universitet i Vermont, nabostaten til New Hampshire, da han skrev bogen, og universitetet dukker atter op i hans næste roman, Uskrevne regler (1987, dansk 1993), hvor livet på universitetet bliver hudflettet.
Historien er bygget op af 108 korte fortællinger, klip eller erindringsfragmenter, der giver et billede af unge, rastløse rigmandsbørn, der tager stoffer, går i byen og har tilfældige og ligegyldige forhold til hinanden. Men midt i de tilfældige fragmenter bliver romanen bundet sammen af historierne om Clays forhold til kæresten Blair og vennen Julian.
Alene i L. A.
Det er svært at holde af Clay; han mangler empati, følelser, meninger, som læseren kan bruge til at forstå hans handlinger. Han er næsten reduceret til en tom skal, der driver gennem livet og Los Angeles uden at tage nogen afgørende beslutninger. Tingene sker bare, og Clay følger i hælene på dem, hvor de end bringer ham hen.
Hvis hans ven Trent vil tage kokain, så gør Clay det også; hvis Blair vil have ham med til fest, så gør han det. Ind imellem viser der sig en anden side af ham, og især de indskudte erindringsfragmenter fra tiden, inden han tog til New Hampshire, viser en anden side, hvor der måske er ansatsen til et familieliv og et følelsesliv. Og til tider siger han næsten fra, som da han siger nej til et snif kokain eller forlader en fest.
Vi får en forklaring på Clays tilstand i hans familiesituation. Forældrene er blevet skilt, og faren er flyttet ind i sin egen penthouse-lejlighed, kun beskæftiget med sine egne behov. Moren er en skygge, der ikke længere forholder sig til sine børn, og Clay er derfor blevet sendt til en psykiater vinteren over, hvor han skal få afklaret sine problemer.
Det største problem i den sammenhæng er dog psykiateren, der hellere vil have Clay til at hjælpe med at skrive et filmmanus, nu hvor Clays far er i filmbranchen. Hellere det end at tale om Clays problemer. Og han begynder da heller aldrig at forholde sig til sin familie, som tydeligvis er brudt fuldstændig sammen.
Så Clay er alene; der er ingen steder, han kan vende sig hen, ingen, der kan hjælpe ham, eller forstår hans situation. Det virker som om tiden i New Hampshire har forandret noget, har givet ham et nyt perspektiv på livet i L. A., men det er svært at fastholde, da han kommer hjem, og det falder ham let at synke tilbage i de vante rammer, hvor intet betyder noget, og tiden bare går.
Musikken og meningsløsheden
På en del måder er det en bedaget roman. For eksempel viste MTV stadig musikvideoer, man skulle ringe fra telefonbokse, så betamax-video og hørte kassettebånd, der var overspillet fra LP’er. Men trods det, er musikkens rolle på mange måder den samme som i dag.
Gennem hele romanen dukker forskellige referencer, titler og sangstykker op og pointerer teksten. Titlen (Less than Zero) er eksempelvis taget fra et album af Elvis Costello. Brugen af musikken er meget tvetydig, og befinder sig mellem musikkens og teksternes fuldstændige nihilisme og voldsfascination, og så den hedonistiske dyrkelse og optagethed af musikerne, henvisningerne bliver brugt til at udpege ligegyldigheden og tomheden i personerne liv; eksempelvis bandet ’Killer Pussy’ med sangen ’Teenage Enema Nurses in Bondage’. (Et nummer, der rent faktisk findes.)
Og hvis man skal finde en personlighed i Clay, dukker den tydeligst op her, for måden teksterne og titlerne bliver præsenteret på, er på hans afmagt og frustration over, at ingen gør noget. At alt bare forbliver, som det er. At ingen lægger mærke til noget. At ingen siger fra.
For personerne er musikken, filmene og tv’et den eneste reference i tilværelsen, der betyder noget. Der er ingen anden verden end mediernes, der sker ikke andet end det, der sker her, det, der sker i ens omgangskreds. Alt andet er udslettet. Og hvis man har læst American Psycho, er det svært ikke at se denne roman som den logiske fortsættelse. Hvis der ikke længere er noget, der betyder noget, så kan man gøre, som man vil, så længe det holder kedsomheden på afstand. Kedsomheden er den største fare af alle.
Blair og Julian
Forholdet til Blair er Clay ikke helt afklaret med, og i løbet af den måned han er hjemme, har han et forhold til flere mænd og kvinder. Da Blair i slutningen af romanen konfronterer Clay, og forsøger at få ud af ham, hvorvidt han elsker hende, kan han i første omgang ikke svare hende. Til slut får han dog givet hende et svar:
’Ja eller nej?’
’Hvorfor?’
’For fanden, Clay,’ sukker hun.
’Ja, sikkert, tror jeg.’
’Lad være med at lyve for mig.’
’Hvad fanden er det, du vil have mig til at sige?’
’Bare fortæl mig det,’ hendes stemme blev mere og mere skinger.
’Nej,’ råber jeg næsten. ’Det har jeg aldrig gjort.’ Jeg begynder næsten at grine.
Angsten og vanen er det eneste, der har holdt sammen på deres forhold. Horror vacui, angsten for tomheden og ensomheden, er gennemgående i samtalerne mellem de unge, angsten for at kede sig, spørgsmålet om, hvad man skal lave, og hvad alle de andre laver. Men i sidste ende er der ikke noget tilbage at foretage sig, og det er ikke længere muligt at have et forhold til de andre; for som Clay siger:
’Jeg har ikke lyst til at bekymre mig. Hvis jeg bekymrer mig om noget, vil det hele bare blive værre, det vil bare være endnu en ting at spekulere på. Det er mindre smertefuldt, hvis jeg ikke bekymrer mig.’
Ingen udvej
Volden og stofferne er en midlertidig udvej ud af kedsomheden og angsten, en måde at dulme og fortrænge, når virkeligheden trænger sig på. Kokain, marihuana, og til sidst heroin er måder ikke at føle. De giver ikke længere en rus, men fjerner bare, holder problemerne på afstand.
Da Clay vender hjem har hans ven Julian lagt en besked til ham, en besked, der virker som et råb om hjælp; men da Clay får fat i ham, vil Julian ikke huske det – og benægter, at han har problemer. Men i løbet af vintermåneden forsvinder Julian mere og mere, og da Clay endelig får fat på ham igen, for at få nogle penge tilbage, han har lånt ham, finder han ud af, at Julian er blevet prostitueret og junkie for at betale for sin heroin. Men da Julian forsøger at slippe ud af det igen, er der ingen udvej. Det er ikke muligt at slippe væk.
Flere gange i løbet af romanen ser Clay et billboard med teksten ’forsvind her’ (disappear here), og det bliver ved med at dukke op i hans tanker i løbet af bogen, sammen med tanken om folks angst for blive forenet. Han ender med at vende tilbage til New Hampshire, trods tanker om det modsatte, og måske er det en måde at forsvinde på; eller måske venter ’the American Psycho’ bare i den anden ende.
Kommentarer