New York frister og skræmmer. Ikke mindst i litteraturen, hvor fænomenet newyorker-romanen har genfundet sin kritiske stemme og atter er blevet populær.
Af Tonny Vorm, cand. mag i Amerikanske Studier, forfatter, oversætter og anmelder ved Information.
New York stinker af råddenskab. Det mener i hvert fald hovedpersonen i Saul Bellows roman Mr. Samlers planet (1970). Samler har overlevet Holocaust og bor nu et par årtier efter i den amerikanske storby, der imidlertid langtfra gør ham lykkelig eller har bibragt ham troen på menneskeheden. New York minder derimod Mr. Samler om ”civilisations kollaps, Sodoma og Gommora, verdens undergang.”
Næsten alle Saul Bellows hovedpersoner ulykkelige, når de runder New York, og nogenlunde samme indtryk efterlader personerne i Garth Risk Hallbergs Byen brænder (2013). Risk Hallbergs roman udspiller sig 1977, hvor byens gader var fyldt med kriminalitet og stoffer, og det ”så ud som om der var sprængt en bombe, så kun de udstødte var tilbage,” som det udtrykkes.
Så levende er portrættet af den rå, brutale og ubarmhjertige storby, at man som læser uvægerligt spørger sig selv, hvordan folk overhovedet orker at bo der. Hvad søger alle disse mennesker i New York, og hvad gør byen ved dem?
De seneste par bogsæsoner har så mange markante titler forsøgt at besvare spørgsmålene at man fristes til at kalde det en litterær tendens – fra Teju Coles Åben by (2011), Rachel Kushner Flammekasterne (2013), Adelle Waldmans Nathanial P’s affærer (2014) og Atticis Lishs Forberedelse til næste liv (2014) til Patti Smiths selvbiografiske Just Kids (2010) g M Train (2015).
Men noget nyt fænomen er newyorker-romanen trods alt ikke.
Dreiser og Dos Passos
”Dem, der arbejder med jorden, er Guds udvalgte folk,” mente plantageejeren og politikeren Thomas Jefferson, en af USA’s såkaldte founding fathers. Hermed mere end antydede Jefferson, der også havde været ambassadør i Paris, at den sande amerikaner boede på landet og ikke i storbyen.
Jeffersons kritik af storbylivet blev debatteret heftigt i århundredet derefter, hvor forfattere som James Fenimore Cooper, Herman Melville og Nathaniel Hawthorne i litterære værker var stærkt kritiske over for blandt andet Venedig, London og Rom. Sådanne støjende europæiske byer mente de ikke, at USA skulle lade sig inspirere af i opbygningen af deres egen unge nation.
Da New York i slutningen af 1800-tallet havde etableret sig som USA's primære politiske og sociale scene, begyndte forfatterne derefter at vende blikket indad og studere deres egen metropol. Flere af dem begræd som Jefferson tabet af den enkle landlige livsstil, mens andre var mere fokuseret på, hvordan storbyens grådighed, hedonisme og fattigdom æder folk op. Blandt dem Theodore Dreiser, der ikke tilfældigt lader New York-scenerne i sin store Chicago-roman Sister Carrie (1900) udspille sig i depressionsåret 1894, og John Dos Passos, der livet igennem var optaget af byen, men aldrig lærte at elske den.
En by uden håb
Dos Passos’ nærede en stor frygt for, at systemet vil kvæle individet, hvilket netop sker i Manhattan Transfer (1925), hvori han skildrer et New York, der både fascinerer og fortærer folk. Særligt på Manhattan handler det i hans og romanens optik udelukkende om at feste, se teater, dyrke sex, drikke champagne natten lang og i det hele taget leve det liv, de foranderligt moderne pejlemærker dikterede på billboards og i tidens nye Hollywood-film.
Med sit fragmenterede anslag og naturalistiske tone betragtes Manhattan Transfer tillige som et markant bidrag til den litterære modernisme, og den har for så vidt påvirket næsten alle de amerikanske forfattere, der siden har forsøgt at portrættere New York på et bredt kanvas. Blandt dem eksempelvis E.L. Doctorow i Ragtime(1974), Don DeLillo i Underverden(1997), Colum McCann i Lad kun verden tumle sig (2009) og til dels også Brett Easton Ellis i American Psycho (1991).
I sidstnævnte er spændingen mellem storbyens glæder og sorger endt i det groteske. Patrick Bateman og hans rige venner lever livet i overhalingsbanen, mens indbyggerne omkring dem har det lige så forfærdeligt som figurerne i teaterstykket De elendige, der refereres til flere steder i romanen. Tonen slås an allerede i første sætning: ”Her lades alt håb ude”.
Fanget eller på flugt
Den advarsel kunne Jimmy Herf fra Manhattan Transfer godt have brugt. Det samme kunne de fleste andre af romanens figurer, der konstant distraheres og mod deres vilje ledes på afveje af New Yorks neurotiske energi, neonglimtende fristelser og massive kaos. Til slut har ingen af dem kræfter til at kæmpe imod storbyens destruktive kræfter, og de må enten synke til bunds i tilværelsen eller flygte ud af byen. Det sidste gør Jimmy Herf, der ender med at få et lift hos en lastvognschauffør, som spørger Jimmy, hvor han er på vej hen.
”Det ved jeg ikke,” svarer han. ”Temmelig langt.”
Anderledes går det hovedpersonen i Ralph Ellison Usynlig mand(1952), i mine øjne en af de bedste romaner om New York og tillige et hovedværk i afroamerikansk litteratur. I modsætning til Jimmy Herf, der håber på at finde sig tilrette et andet sted i USA, er mulighederne for Ellisons navnløse jeg-fortæller i første omgang mere begrænset. Ved romanens udgang er ganske enkelt på flugt, og han befinder sig nu isoleret i en hule under jorden i Harlem. I sin søgen efter et hjem, en identitet og synlighed i det amerikanske samfund er han forgæves rejst fra det landlige Syden til det industrielle nord. Her er han dog endt, som de mange andre farvede, der tog samme tur i efterkrigstidens USA, langt mere fremmedgjort, end han trods alt var hjemme i Syden, hvor den farvede race gennem generationer havde lært sig at overleve racisme og fattigdom ved hjælp af religion, familie, venner, sammenhold og traditioner. I storbyen er de derimod helt alene.
Den kreative klasses by
Det er et levende og forførende New York, forfatterne til den nye bølge af newyorker-romaner fremskriver, båret af stemningsfulde kulisser og skarpe tidsmarkører. Men det er også en foranderlige, hæsblæsende by, der giver anledning til både nostalgi, rodløshed og længsler.
Flere af figurerne i bøgerne tilhører den kreative klasse, hvis ikke de ligefrem selv er kunstnere, hvilket til dels forklarer, hvorfor så mange af romanerne udspiller sig i 1970’erne, en periode, hvor byen sprudler af kreativitet, oprør, musikalske nybrud, eksperimenterende kunst og avangardefilm – og hvor Patti Smith som bekendt trådte i karakter på både punk- og lyrikscenen.
Reno i Flammekasterne siger det direkte: ”Jeg ville lave kunstværker og udstille dem. Det var det, jeg var flyttet til New York for.” Og hun er langtfra alene om at ville realisere sig selv som kunstner. Eksempelvis handler det for både Mercer i Byen brænder og Nathanial i Nathanial P’s affærer om at få skrevet en stor roman, og i overført betydning er det også udfordringen for Iran-veteranen Brad i Forberedelse til næste liv og psykiateren Julius i Åben by. Begge har brug for at få sat ord og på fortidens traumatiske oplevelser.
Men heri ligger kimen til den melankoli og fremmedgørelse, der præger dem alle: Ingen har tid til for alvor at lytte til hinanden i New York, hvor folk har travlt med at iscenesætte sig selv eller lægge planer for næste kreative projekt. Inspiration synes der er at være nok af i Soho, Greenwich og Harlem, men nærvær, samhørighed, autenticitet og fordybelse er der ikke kommet mere af, siden Mr. Samler forbandede byen langt væk, og i stedet for at erobre New York ender mange af dem, hvor de startede – fortabte og isolerede på Manhattans gader, i en baghave i Brooklyn eller i en kælderlejlighed i Bronx, mens byen, menneskene og tilværelsen driver forbi.
Kommentarer