Af Anne Kirstine Munk, litteraturstuderende
Fred Vargas’ krimier om den franske kriminalkommisær Jean-Baptiste Adamsberg og hans politiopklaringsarbejde er et yderst charmerende bekendtskab. Vargas er forrygende til at konstruere elegante plot, der trækker spændingen til det yderste, og samtidig er hun en mester i at indarbejde originale gåder og spørgsmål i sine bøger.
Navnet Fred Vargas er et pseudonym for Frédérique Audoin-Rouzeau (f. 1957). Hun er uddannet arkæolog og middelalderhistoriker og udgav i 2003 et banebrydende værk om den sorte død, Les chemins de la peste (”Pestens veje”), der beskæftiger med, hvordan pest smitter.
Det interessante ved Vargas’ krimier er, at hun indarbejder sin faglige viden i romanerne. I romanen Budbringeren (2001; da. 2004), som var den første, der blev oversat til dansk, optræder en sømand, Joss le Guern, der efter at have forladt sit liv på søen skaber sig en levevej som torv-udråber i Paris. Hans bedstefar fungerede som en slags levende avis, der mod betaling bragte nyheder imellem en række landsbyer; nu genoptager le Guern den praksis i det fjortende arrondissement i Paris: Hver dag stiller han sig op på en kasse på et lille torv og læser lokalnyheder op. Det er festligt og fyldt med lokalkolorit – lige indtil Joss begynder at modtage besynderlige og gammeldags klingende meddelelser, der varsler genkomsten af den sorte død.
Kriminalitet og overtro
Jean-Baptiste Adamsberg bliver sat på sagen, og snart står han over for en række bekymrende dødsfald, hvor ligene er fyldt med sorte pletter og lopper: Er der brudt pest ud midt i nutidens Paris? Ved hjælp af sine noget utraditionelle opklaringsmetoder – der blandt andet består af lange spadsereture ved Seinen og en god portion intuition – går Adamsberg i krig med mysteriet, flankeret af sin noget mere metodiske kollega, Adrien Danglard.
Kombinationen af middelalderrædsel og nutidig kriminalitet er original og slet ikke så besynderlig, som den kunne lyde; det fungerer ret fremragende i et forsøg på at belyse menneskers mørkere sider og årsagen til kriminalitet. I Den tredje jomfru (2006; da. 2009) kobler Adamsberg fundet af to lig med jord under neglene sammen med to dræbte kronhjorte i en bjerg-egn i Normandiet og en kastreret kat – hvad er det for mystiske, middelalderlige ritualer, der er i gang?
Pariser-personligheder
Ud over de fermt konstruerede plot, der kan snøre selv garvede krimilæsere, så er Vargas’ helt store force persongalleriet. Vargas tegner sine personer ved hjælp af sære vaner og skæve tankerækker, og det er ualmindeligt dygtigt gjort – det er en behændig blanding af genkendelige hverdagssærheder og karikatur, og det virker.
Sjældent har jeg læst krimier med så klart tegnede personer. Jeg holder især meget af åbningen af Budbringeren, hvor sømanden le Guern udruller sin livsfilosofi over forholdet mellem mennesker og ting: Man må aldrig skynde på ting, for så hævner de sig! Hvem kender ikke problemet med, at det kun er, når man har allermest travlt, at man spilder morgenkaffen ud over hele køkkenet eller vælter potteplanten på gulvet, netop som man vil ud ad døren? Det er morsomt og præcist beskrevet.
Derudover skriver Vargas godt. Hun er en effektiv sprogbruger og lægger spor ud til læseren på alle sproglige niveauer, og det er en fornøjelse at læse hendes prosa. I Den tredje jomfru får Adamsberg en ny kollega, Veyrenc, der har den aparte vane at tale i seksfodsjamber. Det er en pudsig dille, der selvfølgelig kommer til at spille en rolle i krimiens gåder.
Vargas’ bøger er blevet bestsellere i Frankrig, og hun har fået tildelt en række litterære priser for sine krimier. Foruden Budbringeren og Den tredje jomfru er der på dansk udkommet Adamsberg-bøgerne Cirkeltegneren (1991; da. 2006) og Neptuns vinde (2004; da. 2008).
For de franskkyndige er der mere spænding at hente; ud over de fire danske oversættelser findes der to bøger i serien, der endnu ikke findes på dansk, nemlig L’Homme à l’envers (1999; er oversat til engelsk under titlen Seeking Whom He May Devour) og den seneste bog i serien, Un lieu incertain (2008).
De tre evangelister
Foruden Vargas’ Adamsberg-serie, der er en klassisk ”policier” (fransk betegnelse for politi-kriminalromaner), har hun også skrevet en mindre serie af bøger om ”de tre evangelister” – historikerne Marc Vandoosler, Lucien Devernois og Matthias Delamarre.
Matthias specialiserer sig i menneskets allertidligste historie, Marc er middelalderhistoriker, og Lucien er ekspert i Første Verdenskrig, og de har en række komiske sammenstød, når de diskuterer historisk metode og interesser.
I den første evangelist-bog, romanen Debout le morts (1995; oversat til engelsk under titlen The Three Evangelists) introduceres de tre venner, da de flytter sammen i et stort, faldefærdigt hus i en afsides gade i Paris. Da også Marcs gudfar, den tidligere politikommissær, Armand Vandoosler, mangler et sted at bo, flytter han ind på tagetagen, og snart bliver de involveret i en sær hændelse, der er indtruffet i nabohaven, som tilhører den græske operasanger Sofia: En morgen er der plantet et nyt lille træ i hendes baghave.
Hverken hun eller hendes mand kender noget til det, men Sofia bliver ængstelig: Hvad skal det betyde? Sofia får evangelisterne til at grave træet op for at se, om der skulle være begravet noget – eller nogen – under det, men der er intet mistænkeligt at sætte en finger på. Det bliver der til gengæld, da Sofia pludselig forsvinder, og så får de tre amatørdetektiver nok at tænke over. Som i Adamsberg-serien aktiverer Vargas her sin videnskabelige metode, og ved en fin kombination af forskellige historiske metoder kommer de tre evangelister på sporet af en forbrydelse.
De to øvrige evangelist-romaner, Un peu plus loin sur la droite (1996) og Sans feu ni lieu (1997) er hverken oversat til dansk eller engelsk; til gengæld optræder evangelisterne som gæstestjerner i en af Adamsberg-krimierne.
Både evangelist-krimierne og Adamsberg-serien kan stærkt anbefales for de sindrige gåder, det brogede persongalleri og de komiske beskrivelser. Det er guf for hjernevindingerne, og der er en stor fornøjelse at læse hendes romaner.
Kommentarer