Hvordan er titlen blevet til? ("Lime's billede" fik du ideen til ved at se et vejskilt)
Jeg kan faktisk ikke præcist huske, hvordan jeg nåede frem til titlen "Fjenden i Spejlet". I flere måneder, mens jeg skrev romanen, havde jeg arbejdstitlen "Et vildnis af spejle", men vidste, at det kun var en arbejdstitel, fordi jeg allerede har brugt den i en novelle i min samling "Forræderen og andre historier", der udkom i 1995. Men spejlmotivet lå mig selvfølgelig på sinde. Det var under genlæsning af Lewis Carrolls "Alice i Eventyrland" og "Bag Spejlet", at den dukkede op, mener jeg at huske. Det er egentlig temmelig usædvanligt for mig. Jeg plejer meget hurtigt at finde en titel, som jeg synes er passende. Ikke altid så heldigt, som med et vejskilt i Jylland, der satte hele historien om Peter Lime i gang.
Du har haft en evne til at være forudseende med hensyn til indholdet i dine romaner og virkeligheden, er det en journalistiske tæft, der slår igennem?
Jeg ved ikke, om det er journalistisk tæft, men at jeg ofte rammer ind i en aktualitet, hænger sammen med, at jeg bruger meget tid på at researche mine bøger. Ikke kun steder og informationer, men også ved at tale med relevante mennesker og forsøge sammen med dem at pejle mig ind på, hvordan en given situation kunne udvikle sig.
Det gør jeg for at få en autencitet og virkelighedsnærhed ind i mine romaner, selv om jeg vil understrege, at de er fiktion med fiktive personer. Jeg er gennemgående en forfatter, der er afhænigig af virkeligheden, benytter mig af virkeligheden og skriver på virkeligheden. Man kan kalde det realisme, man kan kalde det, hvad man vil, men udgangspunktet for mig er altid karaktererne, som jeg gerne vil have bevæger sig i et virkelighedstro univers. Derfor er det også en vigtig del af mit forarbejde at rejse både for at finde steder og informationer, men lige i så høj grad for at få en fornemmelse af, hvordan mine personer opfatter og oplever de forskellige lokalitetet. At rejse med deres øjne, så at sige.
Er der lidt af dig selv i Pet-agent Toftlund?
Det ved jeg ikke. Der er vel noget af en forfatter i alle hans personer, men Toftlunds holdninger og måde at være på er på mange områder, langt fra mine egne og den måde jeg har levet og lever mit liv på. Man trækker altid på sine egne erfaringer, oplevelser, følelser og holdninger, men jeg tror ikke, at det er muligt at skabe faceterede og levende personer, hvis man ikke retter blikket væk fra sin egen navle. Det er en af udfordringerne og fornøjelserne for mig som forfatter at kravle ind i sjælen på personerne og udforske dem. Hvadenten det er Vuk eller Toftlund eller Lise Carlsen eller nogle af de andre.
Anmeldelserne af Fjenden i spejlet har været blandede. Bruger du kritikken til noget?
Tænk, jeg synes ikke, at de var blandede. Jeg synes, at langt, langt de fleste var meget positive og rosende. Den eneste rent negative var Lars Bukdahl i Weekendavisen og det kan jeg slet ikke tage alvorligt, fordi jeg ikke tager anmelderen alvorligt. Jeg anser ham for forudindtaget og temmelig inhabil og desuden skriver han ualmindelig barnligt. Den slags kritik kan jeg ikke bruge til en pind, mens jeg selvfølgelig lytter efter, når anmeldere jeg respekterer, kommer med indvendinger.
Men kun til en vis grad. Anmeldere, der eks. kritiserer at jeg har for mange informationer i mine bøger, hører jeg ikke på. Jeg ved, at netop det er værdsat af mange af mine læsere. Danmark er et lille land og det bærer kritikerstanden præg af. Jeg har ofte på fornemmelse - og det er ikke kun om mine egne bøger - at en del af dem skriver til hinanden og er mere interesseret i at henvende sig til deres eget miljø end i at betjene deres læsere.
Man bliver sjældent overrasket længere. Man kan som regel ud fra anmelderens navn på forhånd vide, hvad han eller hun mener om bestemte forfattere eller genrer. Jeg synes der mangler udsyn, glæde, nysgerrighed og fordomsfrihed generelt i anmelderstanden, der hver for sig mest synes at være interesseret i at promovere deres yndlinge. Så gennemgående kan jeg ikke bruge kritikken til ret meget herhjemme. Jeg lytter meget hellere til mennesker omkring mig, når de kommer med relevante indvendinger. Fordi jeg respekterer dem og deres motiver.
Har du nogensinde overvejet at skifte genre?
Det er mange år siden, i hvert fald. I øvrigt synes jeg, at man inden for thrillergenren, hvis det er det I sigter det, kan udfolde sig både indholdsmæssigt og formmæssigt på mange måder. Opbygningen - eller formen - sproget og konstruktionen af eks. "De Gode Søstre" og "Fjenden i Spejlet" er meget forskellig. Så nej. Jeg har fundet min forfatterstemme og den beholder jeg.
Men jeg har jo også skrevet en rejsebog og et par faktabøger, så jeg vil ikke låse mig fast til evig tid. Jeg tager en bog ad gangen og heldigvis ved jeg ikke på forhånd, hvor den næste bog vil føre mig hen hverken i tid, sted eller form.
Hvad læser du selv for øjeblikket?
I øjeblikket læser jeg en faktabog om H. C. Hansen og en erindringsbog af Yvonne Cloetta, der var Graham Greenes livsledsager gennem mange år. Greene er en af mine yndlingsforfattere, og jeg kan godt lide også at læse om manden.
Den hedder "In search of a beginning" og er udkommet i Storbritanien i år. Generelt læser jeg meget forskelligt. Jeg læser en del engelsk og amerikansk litteratur, men har lovet mig selv, at jeg vil tage mig sammen og få læst noget mere moderne dansk skønlitteratur.
af Lisbeth Larsen, Århus Kommunes Biblioteker
Kommentarer