Gennem Kilpis dobbeltblik på begivenhederne, barndommens og nutidens, forsøger hun at beskrive både sine egne og Finlands oplevelser. Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
”Nu kommer krigen.” Sådan indleder Eeva Kilpi (f. 1928) sit smukke og sørgmodige
erindringsværk Vinterkrigens tid (1989, dansk 1991); det er krigsudbruddet mellem
Finland og Sovjetunionen i vinteren 1939, hun hentyder til. Eeva Kilpi var selv 11 år
gammel, da krigen begyndte, og i bogen forsøger hun at huske tilbage på tiden under
vinterkrigen (1939-1940), som hun selv oplevede den som ung pige. Nu hvor hun befinder sig i 1989, halvtreds år senere, indrømmer hun, at hun ikke kan huske alle
detaljerne, men følelserne og stemningerne er der endnu.
”Var det far, som sagde det, eller mor? Hvem indledte samtalen, hvem svarede? Det
husker jeg ikke, men jeg husker ordene og tonefaldet, og hvordan det ramte mig, selv
om jeg allerede havde hørt om krigen, som skulle komme.” (s. 9)
Gennem Kilpis dobbeltblik på begivenhederne, barndommens og nutidens, forsøger hun
at beskrive både sine egne og Finlands oplevelser. Til at hjælpe sin egen hukommelse
bruger Kilpi militær-optegnelser, der beskriver krigens begivenheder og de steder, den unge Kilpi befandt sig. Bombeangreb og evakueringer bliver optegnet, men Kilpis egen hukommelse er mere optaget af det nære og personlige begivenheder, som da hendes tante bliver gift, og hendes hunde bliver taget fra hende.
På denne måde formår Vinterkrigens tid at vise krigens dobbelte natur; både som en historisk begivenhed, hvor antallet af ofre og tab er historiske fakta, og en personlig tragedie, hvor hvert eneste tab er et, der aldrig kan rodes bod på.
Vinterkrigens tid er første bind af Kilpis erindringsværk. Andet bind, Længslens tid (1990, svensk 1991), beskriver freden mellem de to krige (1940-1941) og tredje bind,
Fortsættelseskrigens tid (1993, svensk 1995), handler om den genoptagne krig mellem
Finland og Sovjetunionen (1941-1944). Samlet beskriver de tre bind Finlands historie
under 2. verdenskrig, og på den måde forsøger Kilpi at vise fremkomsten af det nye Finland.
Finlands historie og de personlige oplevelser
Finlands historie begynder for alvor med løsrivelsen fra Rusland i forbindelse med den russiske revolution i 1917; før det havde Finland været en russisk koloni, efter at russerne havde erobret området fra Sverige i 1809. Efter løsrivelsen i 1917 begyndte en blodig borgerkrig mellem ”de hvide”, der var konservativt ledet, og ”de røde”, der var kommunister.
Krigen kostede op imod 40.000 livet, og især den hvide terror efter sejren i krigen splittede landet i mange år fremover. Det var først med vinterkrigens begyndelse, at landet igen blev samlet. Landets forsvar mod det russiske overgreb samlede befolkningen mod den fælles fjende, især i Hiitola i Karelen på grænsen til Sovjetunionen, hvor Kilpi og hendes familie bor.
Børnene lærer fædrelandssange, forældrene taler om Hitler, Stalin og om borgerkrigen i Spanien, da krigen pludselig bryder ind og kommer helt ind i deres hjem. Eevas far må drage af sted i krig, resten af familien må flygte længere ind i landet, og hun må forlade skolen. Krigen sniger sig ind alle steder; under en børnefødselsdag modtager børnene undervisning i, hvad de skal gøre under et gasangreb. De skal holde en våd klud for munden og uden at trække vejret råbe: GAS!
Der blev aldrig brug for denne kunnen, fordi russerne aldrig brugte gas, men nutidens Eeva kan stadig huske det, og gennem denne erindring forbliver krigen en del af hendes liv, som hun ikke kan slippe. Selv om krigen kun varede 105 dage, så bliver den skelsættende i den unge piges liv.
At vokse op under krigen
Da krigen bryder ud, er Eeva en ung pige på 11 år. Hun bryder i gråd, da den bliver annonceret, forsøger at være en flink pige og gøre, hvad der bliver sagt. Men efterhånden sniger begivenhederne sig ind på hende. Grænsen mellem før og efter krigen bliver også en metafor for Eevas overgang fra barn til voksen. ”Barndommens dør lukker sig bag os, og det onde vi har gjort kan ikke længere repareres.” (s. 28)
I en vis forstand er det også Finland, der er ved at blive voksen. Med krigen forenes de stridende parter, fædrelandssange bliver alles ejendom, kristne, kommunister og konservative forenes i forsvaret af grænserne, og Finlands overlevelse udjævner forskelle både ved fronten og på hjemmefronten.
I bogens beskrivelser af hverdagen og historiens gang fletter de tre niveauer, den unge Kilpi, den nuværende Kilpi og Finlands skæbne, sig sammen til en fælles historie, og med mellemrum taler i stedet for Kilpi et ”vi” – det finske folk – der prøver at forstå russernes handlinger og skabe mening med krigen.
I løbet af krigen bliver Eeva voksen. Hun begynder at forstå ordenes betydning, når de synger salmer i kirken, hun begynder at forstå de voksnes handlinger, og hun begynder at forstå sine egne lidenskaber. Midt i denne mellemtilstand mellem barn og voksen er der ifølge fortælleren en frihed, som aldrig kommer igen: Hun har den voksnes forståelse, men uden seksualiteten til at forvirre sindet.
Hjemmefronten
Vinterkrigens tid beskriver hovedsagelig livet på hjemmefronten, hvor kvinderne er i flertal. De fleste mænd er taget i krig, og kvinderne forsøger at få en hverdag til at fungere midt i bekymringen for deres sønner, fædre og mænd.
Kilpis bog er på denne måde også en korrektion af og kommentar til de to mest berømt beskrivelser af vinterkrigen: Den ukendte soldat (1954, dansk 1955) skrevet af Väinö Linna (1920-1992) og Manillarebet (1957, dansk 1963) af Veijo Meri (f. 1928), som begge hovedsagelig beskriver frontsoldatens oplevelser under og efter krigen.
I Eeva Kilpis beskrivelse kæmper alle. Kvinderne lider også afsavn, de har svært ved at
få deres liv til at hænge sammen, og deres traumer efter krigen er ikke mindre. Krigen rammer alle, og ligesom det er tilfældet for frontsoldaten, kan den nutidige Eeva ikke huske de mest voldsomme begivenheder.
Flere gange under krigen bliver byerne, hun bor i, bombet af russiske fly. Men hun har fortrængt det, og kun ved at konsultere militærets optegnelser kan hun fortælle den rette historie – og selv da kan hun ikke genkalde bomberne, hændelserne er forsvundet. De er for smertefulde, for voldsomme.
Freden og fremtiden
Da freden kommer, vender Eevas far hjem fra fronten, og familien genforenes; bare ikke i deres hjem, for det er væk. Det lå i den del af Karelen, der nu er russisk territorium.
Familien får lov til at foretage et kort besøg i deres gamle hjem og pakke deres ting, inden de endeligt skal forlade området.
De er stadig i live, og det glæder også den unge Eeva. Livet går videre, faren køber en ny gård meget tæt på den nye grænse, så tæt at de næsten kan se over til deres gamle landsby, hvis man går op på en bakke inde i skoven. Men det er et nyt liv, som de skal til at stable på benene langt inde i en skov, langt væk fra andre mennesker.
Som læseren af bogen ved, så venter endnu en krig. Det er kun en stakket frist; men det
er alligevel en tid, hvor sårene kan hele. ”Det gjorde ubeskriveligt ondt dybt inde i os, men vi stod stadig op. Ikke engang freden kunne vælte os omkuld, selvom den tog hårdt
på os.” (s. 187)
Kommentarer