'Et ukendt barn' af Pablo Henrik Llambías

Af Astrid Rode, stud.mag. i moderne Kultur

Pablo Henrik Llambías (født 1964) er en dansk forfatter. Hans eksotiske efternavn skyldes, at hans far er fra Argentina. Pablo Llambías afløser Hans Otto Jørgensen som rektor på forfatterskolen den 1. juli 2009.  

Et ukendt barn fra 2005 er en kritisk roman om Anden Verdenskrig og om vores opfattelse af hvem, der var de gode og hvem de onde. Llambías sætter fokus på nogle af krigens mere skjulte stemmer, eksempelvis de frivillige i SS Nordland, tyske krigsveteraner og de tyske flygtninge i Danmark. Romanen behandler i forlængelse heraf begreber som skyld og skam.

Lag på lag roman
Romanen tager afsæt i fortællerens skilsmisse. Han føler sig ensom, når børnene er hos deres mor og kommer til at tænke på Anden Verdenskrig, som han interesserer sig meget for.  Mens han var studerende arbejdede han i en periode på plejehjemmet med det romantiske navn ”Blomsterkollegiet”. Her mødte han en ældre mand, der var meget kritisk over for Winston Churchill. Manden hævdede tilmed, at han havde kæmpet for tyskerne på Østfronten.

Llambías eksperimenterer med form og indhold i sine romaner, hvilket også er tilfældet med Et ukendt barn. I romanen blander han fiktion og virkelighed, hvilket udmønter sig i en særegen dokumentarisk stil. På denne måde tydeliggør forfatteren, hvordan virkeligheden er upålidelig og han sætter spørgsmålstegn ved vores erindringers troværdighed. Et ukendt barn rummer mange historier og har flere forskellige fortællerstemmer. Den viser, hvordan vores erindringer er et resultat af bearbejdninger og erindringsforskydninger.

Nazismens børn
Fortælleren lavede i 1996 dokumentarfilmen Nazismens børn sammen med en ven.  Han og vennens intention med filmen var, at den skulle handle om den almindelige tyske soldat. De ville undersøge krigens moralske og etiske spørgsmål.  De ønskede, at finde frem til vendepunktet for den enkelte soldat, hvilket vil sige tidspunktet, hvor vedkommende indså krigens gru og fortrød.

En af de tyske krigsveteranerne mener, at alle kan blive onde og slå ihjel, hvis civilisationens tynde fernis skrælles af. Romanen sætter således spørgsmålstegn ved hvorvidt, man kan dele mennesker op i gode eller onde.

De fleste af de tyske veteraner kan godt se det forkerte i deres gerninger. Det gælder imidlertid ikke for sygeplejersken Elke, der ikke skammer sig over fortiden. Hun benægter at over seks millioner jøder skulle være døde og fremstår skamløs, når hun siger:

”Krigsskylden har plaget mig i fyrre år. Det har gjort mig nedtrykt, at vi onde tyskere startede krigen. Så mærkede jeg at vi ikke havde så stor en skyld alligevel”

Elke fandt krigen romantisk og fortæller om døende, der udånede i hendes arme. Mænd i uniform fandt hun meget tiltrækkende og erotiske. Men hun adskiller sig fra de andre krigsveteraner, fordi hun betvivler omfanget af Holocaust. Hun har læst bøger skrevet af Holocaust revisionister, der benægter at der skulle være dræbt seks millioner jøder i koncentrationslejrene. Deres argument er, at det ikke kan bevises med 100 procents sikkerhed præcist hvor mange, der blev dræbt. Elkes reaktion kan fortolks som en måde at overleve på.

Fortælleren observerer, at der er forskel på de tyske krigsveteraner fra henholdsvis Øst- og Vesttyskland. De østtyske veteraner havde fået bearbejdet krigen i offentligheden, hvorimod de vesttyske havde gået alene med deres oplevelser og skammen. 

Hannas historie
Fortælleren, der underviser i skrivning, er træt af, at tidligere kursister sender mere eller mindre håbløse manuskripter til ham. Et af manuskripterne skiller sig imidlertid ud fra mængden, det er historien om den unge danske kvinde Hanna, der tager til Tyskland i 1945 for at lede efter sin storebror, der har meldt sig frivilligt til at kæmpe for tyskerne i regiment Nordland SS.

Hannas historie er tempofyldt og medrivende, fordi hun oplever krigens grusomheder på nærmeste hold.  Undervejs i sin søgen efter sin bror møder Hanna en svensk SS soldat, som hun bliver forelsket i. Hannas beretning er holdt i et usentimentalt sprog på trods af de voldsomme begivenheder, der beskrives.

De glemte børn
Et ukendt barn behandler blandt andet danskernes behandling af de tyske flygtninge efter krigen. Hanna har et ukendt barn på et halvt år med, da hun kommer tilbage til Danmark.  Barnet modtager ikke lægehjælp og dør uden først at være blevet døbt.

På Vestre Kirkegård i København ligger mange tyske flygtningebørn begravet. I efterkrigstidens Europa måtte tyskerne bære al skyld og skam, fordi Hitler startede krigen. Og uskyldige børn måtte således bøde for deres landsmænds gerninger. Dette er en meget uhyggelig side af Anden Verdenskrig, som vi sjældent beskæftiger os med i Danmark.

Historien om hvordan danskerne behandlede tyske børn står i kontrast til vores selvforståelse. Vi har dyrket de positive historier. Eksempelvis hvordan vi sejlede jøder til Sverige. Til gengæld har vi fortrængt fra vores kollektive bevidsthed den dårlige behandling, de tyske flygtninge fik efter krigen.

Anden Verdenskrig medieret
Llambías eksperimenterer med romanens form. Fortællerens personlige beretning om hans egen skilsmisse flettes sammen med den historien om nazismen og Anden Verdenskrig. Alligevel er det svært at afgøre hvilken af de to historier, der er den vigtigste.

Romanen bliver interessant fordi den behandler Anden Verdenskrig og vores opfattelse af danskernes rolle i krigen på en ny og anderledes måde. Det er på ingen måde en traditionel historisk roman, hvilket er forfriskende.

Et ukendt barn er til tider ubehagelig læsning, ikke desto mindre er det en vigtig og læseværdig roman på flere niveauer. Den formår både, at give læseren et nyt perspektiv på krigen og på hvordan erindringer bliver skabt.