Af forfatteren Jesper Wung-Sung
Det er svært at udrede, hvad der får én til at prøve på at lave noget, der ligner kunst. Ligesom kunsten selv er årsagen ikke enkel, men består af et sammenspil mellem en række mere eller mindre lødige og genkendelige faktorer. Men hvis jeg skal udnytte den kunstneriske frihed, vil jeg sige det på følgende lyriske måde: Kunst opstår, når livet er for fantastisk - i både positiv og negativ forstand - til at nøjes med at leve det.
Hvis man oplever tilværelsen på denne måde, og dermed har behov for at leve eller opleve den ekstra gange, hvad afgør så, i hvilken form denne "gennemspilning" finder sted? Hvad gør én til forfatter i stedet for musiker, maler, eller filminstruktør? Og hvad gør at forfatteren bliver prosaist og ikke lyriker, eller omvendt?
Det er vel delvist et spørgsmål om talentets - hvis man i det hele taget anerkender sådan et begreb - beskaffenhed. Men ikke mindst fordi kunstnerspirer sjældent har det store blik for, hvor deres begrænsning ligger, er det næppe den bærende grund. Jeg tror først og fremmest, det er et spørgsmål om temperament, eller ontologi om man vil. Det handler om, hvordan man oplever sig selv og verden.
Eksempelvis opfattede Poul Borum efter eget udsagn ikke tilværelsen som en sammenhængende kæde af begivenheder. Han oplevede den i glimt og alenestående scener. Måske var det derfor, han skrev lyrik. Morten Søndergaard har udtalt, at han har svært ved at følge handlingen i film, fordi han ofte fortaber sig i detaljer. Måske er det derfor, han er lyriker.
Erhvervsmæssigt opfatter jeg mig selv som værende prosaist med en stor forkærlighed for novellen. (Litterære etiketter har aldrig været min stærke side eller haft min store interesse, så det her brugte novellebegreb kan forekomme nogen urimelig bredt. Jeg bruger det som en forbrugeroplysning, der indicerer, at man har at gøre med en skønlitterær tekst af en vis korthed.) I verdenslitteraturen findes der få store forfattere, der udelukkende er novellister, men mange som har bevist deres klasse i novellen frem for de andre genre, de også har dyrket. Fra Heinrich von Kleist over Ernest Hemingway til Peter Seeberg.
Jeg holder af at læse og skrive fortællinger, og prøver også at konstruere en sammenhæng imellem de ting, jeg har oplevet og være udsat for i mit liv. Jeg holder også af omfangsmæssigt store fortællinger, men kan selv ikke i de bedste af disse sige mig fri for en gang imellem at føle, at nu sludrer forfatteren. Denne modstand mod sproglig slaphed og overflødige detaljer (når de mødes undfanges bastarden kaldet "causeriet") har sin del af ansvaret for, at jeg har beskæftiget mig mere med novellen, end andre litterære genrer.
Da jeg var hjemme til byfest i Marstal på Ærø kort tid efter min debutbog (en novellesamling) var udkommet, mødte jeg en pige, som jeg var vokset op sammen med. Hun var blevet noget mere hærdebred siden sidst, og kombineret med en kraftig kæfert virkede hun alt i alt temmelig voldsom.
Hun slog i plankebordet så fadøl væltede og sagde, at hun havde købt min bog, og at hun syntes den var dårlig! Der stod jo ikke et ord om hende i den! Og her havde vi gået og bygget huler sammen som små! Pigen var både vred og skuffet, men inden hun igen sejlede ud af ølteltet, leverede hun med en beskeden ros: Det eneste gode ved mine noveller var, at de var små korte, at man kunne nå at læse en hver gang man var på lokum …
Ovenstående værende et eksempel på hvordan jeg tænker, husker, og skriver.
Læs mere:
Og havet klapper
Forfatternet
Romannet - 1. april 2001
Kommentarer