”Siden blev det for pænt” handler om forfatteren Trine Vedel, som er kommet ud i en livskrise. Hun kan ikke skrive, hun kan ikke finde ud af sit ægteskab og dulmer sorgen og angsten med alkohol og tilfældig sex.
Trine mener ikke, hun kan skrive fordi det hele er blevet for pænt, men hvad er det der er blevet for pænt - og hvorfor er det gået sådan?
Jeg tror hun har nået et sted i sit forfatterskab, hvor hun er blevet for dygtig rent teknisk. Hun kan med lethed skabe troværdige romanfigurer, som hun så puster liv i for dernæst at forkvakle dem, smadre deres liv, slå deres børn ihjel, knuse deres hjerter. Men de er blevet marionetter for hende, fordi hun ikke sætter sig selv på spil. Som hun siger er det så nemt at smadre andre menneskers liv. Samtidig ved hun at denne fermhed aldrig igen vil løfte hendes litteratur op et sted hvor det virkelig sitrer. Det er en slags kreativ dovenskab, hun føler hun er faldet i og ikke kan komme ud af fordi inspirationen mangler.
Hvad er det hun søger i alkoholen og sidespringene?
Ja. Hun har jo det her begreb som indledningscitatet i bogen beskriver: Tiefland. Det er den bundløse, dragende og farlige sø. Det er kreativiteten, seksualiteten, der hvor man slipper sig selv og hengiver sig uden at vide om det er til destruktionen eller ekstasen. Sådan er det jo også at skrive. Synes jeg. Både alkoholen og sidespringene er overspringshandlinger, men samtidig også stimulanser hun forsøger at sætte i stedet, for hun er i kæmpe skrivekrise.
Trine og hendes mand Johannes kan ikke rigtig nå hinanden - hvad er det der sker for dem?
Hm. De er middelklassens privilegerede mennesker, der har alt, men er selvoptagede og selvdestruktive. Måske drømmer de om et mere autentisk liv. Måske venter de på livet mens det sker. De kigger i hvert fald ikke ret langt ud over egen horisont. Jo Trine gør af og til, hun orker bare ikke at forholde sig. Hun forholder sig afmægtigt, men hun ser jo tendenserne i den tid hun lever i, betragter dem passivt kritisk.
Er hendes skriveblokering i virkeligheden udsprunget af en følelse af identitetstab? - og er det det du billedligt talt viser ved, at nogen har overtaget hendes identitet på Facebook?
Jeg tror hendes skriveblokering også er udsprunget af hendes brors alt for tidlige død. Det var vist Adorno der sagde at efter Holocaust kan man ikke længere skrive poesi. Det har ikke en rimelig plads i verden. På samme måde har det for hende ikke længere end rimelig plads i verden at skabe fiktive tragedier. Virkeligheden indhentede hende. Og ja hun har mistet sin identitet som sin brors søster, som forfatter, hun har mistet sin selvrespekt og sin integritet i alkohol og tilfældige mænd, der kan tænde resterne af hendes lidenskab.
Trine virker som en ulykkelig kvinde, men alligevel kan man som læser godt have lidt svært ved at synes om hende - hvad synes du selv om hende?
Jeg synes hun er selvoptaget, patetisk, indsigtsfuld og forfærdelig. Og hver eneste bid af hende er hentet på bunden af mig selv og forstørret i et mikroskop.
Det virker som om hun "lander" til sidst, hvad er det der gør at hun finder hjem til sig selv til sidst?
Ja, eller giver hun op? Overgiver hun sig til Tiefland? Ikke helt, for hun vælger dog sin søn Tobias som er en lille sær bifigur der for mig voksede gennem bogen. Jeg ved ikke hvad der sker nu. Men hun kan skrive igen. Godt nok kun sære lyriske småtekster, men det begynder at pible. Måske ofrer hun familien for den piblen hun ikke kan leve foruden. Og av, for hele bogen er jo en slags forfatterens destruktionsfantasi. Hun er en sort tvilling. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg håber for hende. Jeg synes hun på nogle måder har fat i noget rigtigt: Middelklassens dovenskab, lysten til oprør mod sig selv og den, troen på at noget er større end en selv – her altså kunsten. På den anden side er hun noget fortabt. Selvoptaget, indelukket i sit eget univers og begær og vil bare forløses. Ikke forløse.
Kommentarer