En djævelsk dobbeltgænger - om Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Bogens væsentligste motiv er dobbeltgængermotivet, der skildrer spaltningen af en og samme person. Af litteraturstuderende Mette Hemmingsen

Klassikeren af Stevenson byder på gotisk stemning i 1800-tallets London. Lægen doktor Jekyll opfinder en mixtur, der gør, at han skiftevis kan iklæde sig en god og ond skikkelse, hvilket viser sig at være en yderst farlig cocktail.

Dobbeltgængeren
Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1886) af Robert Luis Stevenson (1850-94) er en klassiker indenfor gysergenren. Bogens væsentligste motiv er dobbeltgængermotivet, der skildrer spaltningen af en og samme person i henholdsvis en god og ond natur. I den gotiske roman er dobbeltgængermotivet et genretypisk træk, som kaster lys over de sider af mennesket, der normalt ikke træder frem i det borgerlige ydre. Dobbeltgængermotivet er for eksempel også på spil i Bram Stokers Dracula fra 1896.

I slutningen af 1800-tallet er der en generel tendens til at skildre de mørke og lastefulde sider af den menneskelige natur. Begrebet ”det interessante” bliver et modeord i litteraturen, hvilket blandt andet betyder, at der sker en bevægelse væk fra flade og typiske karaktertegninger mod de mere psykologisk raffinerede. Dobbeltgængermotivet findes i en dansk variant fx i H.C. Andersens Skyggen.

Den personificerede ondskab
Romanens spændingshistorie tager sit afsæt, da de to mænd Mr. Enfield og Mr. Utterson på en spadseretur standser ved et helt bestemt hus:

”[...] På det sted skød en skummel bygning sin gavl ud mod gaden. Den var i to etager, og der var ingen vinduer til gaden.”

 ”[…] I enhver henseende var det mærket af langvarig og sjusket forsømmelse.”

Med denne beskrivelse af huset kommer vi ind i et gotisk miljø, der lægger op til uhygge og mystik.

Mr. Enfield fortæller Mr. Utterson om en ubehagelig episode, der knytter sig til dette hus: En person ved navn Mr. Hyde med djævlelignende skikkelse holder til i huset. Mr. Enfield er blevet bekendt med denne mands dystre personlighed og skumle tilhørssted en nat, hvor han ser ham nedtrampe en pige.

Det er ikke så meget selve hændelsen som beskrivelsen af Mr. Hydes person, der skaber bogens gyser-stemning.

Mr. Enfield oplever Mr. Hyde som ”Den Onde selv”, men har svært ved at sætte en finger på, hvad det er, der gør ham så uhyggelig, hvilket yderligere bidrager til at omgærde ham med mystik.

Sammen med en flok forbipasserende beslutter Mr. Enfield at føre manden til hans hus og afkræve ham en check som erstatning for den skade, han har påført pigen. Da han vender tilbage er checken underskrevet af Dr. Jekyll, en velanset og respekteret læge, der bl.a. er kendt for at gøre gode gerninger. De to personer beskrives som hinandens modsætninger, hvorved bogens hovedtema om forholdet mellem det gode og onde i den menneskelige natur slås an.

Suspense-teknikken
Stevenson gør brug af en række fortælletekniske virkemidler, der fremkalder en høj grad af suspense. Læserens nysgerrighed vækkes i første kapitel med antydningen af forbindelsen mellem Mr. Hyde og Dr. Jekyll. Detaljerne om Mr. Hyde er sparsomme og blandt andet skjuler han sit ansigt, hvilket virker spændingsopbyggende.

Opklaringsforløbet omkring de to personers relation er bygget op omkring en række ”beretninger”. Disse bidrager til at give bogen et skær af ”sandhedsværdi”, der ligeledes medvirker til at fastholde læserens nysgerrighed.

Et forsvindingsnummer
I opklaringsforløbet optræder advokat Utterson som detektiv. Da han har hørt historien om den mystiske Mr. Hyde tilskyndes han til at dykke ned i sagen. Det skyldes, at han i sin egenskab af Jekylls advokat er bekendt med den detalje, at al hans ejendom er testamenteret til Mr. Hyde. Særlig mistanke vækker det, at dette ifølge testamentet gælder såvel ved Jekylls bortgang som ved hans ”pludselige forsvinden”.

Denne formulering foregriber begivenhedernes gang – i takt med at Mr. Hyde giver mere og mere væsen af sig trækker Dr. Jekyll sig i baggrunden. Advokatens eftersøgning bringer os på sporet af dobbeltgængeridentiteten, der dog først endeligt afsløres i sidste kapitel. Mr. Hyde viser sig at have nøgle til Dr. Jekylls hus, og når Mr. Hyde befinder sig i huset er Dr. Jekyll ikke til stede – og omvendt.

Da Mr. Hyde begår et mord genkender advokat Utterson mordvåbnet som en stok, han tidligere selv har foræret Dr. Jekyll. Kapitlet ”Lanyons sælsomme oplevelse” peger ligeledes frem mod den endelige afsløring. Her får vi at vide, at Dr. Lanyon har fået et chok, som han ikke kan komme sig over. I det senere kapitel ”Dr. Lanyons beretning” viser det sig, at han har været vidne til et af Dr. Jekylls forvandlingsnumre, hvor Mr. Hyde bliver til Dr. Jekyll. Som Dr. Jekyll beskriver det i sin beretning, kan det imidlertid ikke lykkes ham at forblive i denne Dr. Jekyll-skikkelse. Mixturen virker ikke længere efter hensigten, og den grufulde Mr. Hydes identitet tager over.   

”En strid så gammel som menneskeheden selv”.
Romanen afspejler samtidens gryende interesse for en nærmere beskrivelse af menneskets psykologisk sammensatte væsen. Bogen tematiserer splittelsen mellem det gode og onde i menneskets natur, hvilket Dr. Jekyll beskriver som ”en strid så gammel som menneskeheden selv”.  Dermed begrænser bogens aktualitet sig ikke til 1800-tallets London, men bevæger sig ind på et almengyldigt emne. Dette gør sammen med den raffinerede fortællestil og stemning i romanen Dr. Jekyll og mr. Hyde til et meget læseværdig oplevelse.