Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard
Spanieren Luis Landeros (Badajoz, 1948) debutroman fra 1989, Juegos de la edad tardía (da. Tankespind i moden alder, 1992, oversat af Iben Hasselbalch) blev ved sin udgivelse rost til skyerne af publikum og kritikere, og Landero høstede efterfølgende de største spanske litteraturpriser.
At han ikke er blevet mere læst herhjemme end tilfældet er, er en skam, for Landero har her beriget os med en roman, der beundringsværdigt blander en underholdende historie med intellektuelle refleksioner over poesi, skæbne, sandhed og venskab i en slags postmoderne genskrivning af den spanske romans store fader, Don Quijote.
Landeros roman handler om en mand ved navn Gregorio Olías. Han lever et gennemsnitligt liv med et rutinepræget kontorjob. I sin fritid akkompagneres han af en kedelig, broderende kone og tyranniseres af en snart klassisk romanfigur: den ulidelige svigermor.
Han ved ikke helt, hvordan han er havnet i den situation, når han nu som ung drømte så livagtigt om at blive poet og rejse til Amazonas, Indien og Nordpolen. Men her er han altså, absolut ikke den, han drømte om at være. Indtil en dag, hvor telefonen på kontoret pludselig ringer for første gang i årevis. I den anden ende er en af firmaets sælgere i provinsen, Gil. Dette opkald er det første i en lang række, og det bliver begyndelsen på et besynderligt venskab og skabelsen af en fiktiv verden.
Deres ugentlige samtaler drejer sig til at starte med udelukkende om bestillinger af vin og oliven. Men efter nogen tid beder Gil Gregorio om at fortælle ham nyt om byen, om kulturen og fremskridtet. Gregorio udnytter Gils troskyldige naivitet til at fremmane et billede af byen, sådan som Gregorio ønsker sig, at den skulle være.
Han taler om mirakuløse opfindelser, om fantastiske bygninger, om storslåede begivenheder og tanker. Og midt i dette fantasifødte univers placerer han sig selv, idet han lader Gil forstå, at Greogorio slet ikke er hans rigtige navn, og at han ikke er en almindelig kontornusser, men i virkeligheden den store Faroni, poet, eventyrer og frihedskæmper.
Gregorio er som Don Quijote, der forandrer verden efter behag, og Gil hans tro væbner, der i modsætning til Sancho Panza tror hvert ord, Gregorio fortæller ham. Bekendtskabet med geniet Faroni bringer glæde og stolthed i Gils triste liv som rejsende i vin og oliven.
Med tiden vikler Gregorio sig ind i et uigennemtrængeligt net af løgne. Han begynder at opføre sig som om, han var Faroni, genoptager sin ungdoms passion for at komponere digte og giver alting fra svigermor til skyerne nye navne. Han køber ekstravagant tøj for at gå på bohemecafé om lørdagen og præsentere sig som Faroni, det miskendte geni, hvis glorværdige værk er beslaglagt af myndighederne. Hans identitet trues til sidst med at opløses; han er hverken Gregorio eller Faroni. Hans kone mistænker ham ikke uden grund for at være sindssyg.
Da Gil en dag beslutter sig til at komme til byen og møde Faroni in personae, må Gregorio udfolde al sin fantasi for ikke at blive afsløret. Det tager historien både en dramatisk og en meget morsom drejning ved.
Ligesom Cervantes’ berømte roman er Landeros bog ikke blot en forvekslingskomedie. På spil er intet mindre end spørgsmål om fiktionens muligheder og virkninger, hvad man kunne kalde fiktionens etik: hvornår er en historie bare en historie, og hvornår er den en skadelig løgn?
Gør Gregorio ret i at lyve for Gil? Og hvis ja, hvor langt skal han så gå for at holde sandheden skjult for Gil? Knyttet til disse etiske spørgsmål er et andet, som er romanens helt centrale, nemlig hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed går.
Dette undersøger Landero ikke blot gennem Gregorios stadigt vildere grasserende og groteske kamp for at opretholde et næsten fuldstændigt fiktivt billede af sig selv og verden, men også gennem digressive refleksioner over forholdet mellem liv og fiktion, og ikke mindst gennem bipersonerne, der alle på den ene eller den anden måde brug har for at fortælle om deres liv.
Gregorio bedriver egentlig kun i ekstrem grad, hvad alle i romanen og måske også ethvert levende menneske gør; nemlig digter sit eget liv. For digtning er i denne forstand intet andet end kunsten at skabe sammenhæng og mening i tilsyneladende disparate og meningsløse hændelser.
Identiteten bliver i romanen en flydende tilstand under konstant ændring, og Gregorios radikale eksperiment består i at være et menneske, der til at begynde med ikke eksisterer andre steder end i hans egne ord. Han undersøger til det yderste, hvor meget ord kan ændre et liv i en verden, hvor nuet altid undslipper os, hvor fremtiden ikke er andet end vores drømmes spind og fortiden en uendelighed af hændelser, der hele tiden bindes sammen og skilles af vores fortællinger om den.
Landeros roman er således en forrygende blanding af komedie og tragedie, båret af en gribende og mystificerende fortælling om en drøm, der ender med at blive mere virkelig end drømmeren og truer med at udslette ham. Gregorio er en værdig slægtning til Don Quijote, og Tankespind i moden alder en bog, der burde læses af alle, der elsker Cervantes’ store roman.
Kommentarer