Digtning og galskab

Ikke sjældent støder man på klicheen om den gale digter. Forestillingen er imidlertid ikke grebet ud af det blå. For litteraturhistorisk har den karakteriseret forståelsen af digtning fra selve digtningens morgengry til i dag.

Skrevet af Benjamin Boysen, Associate Professor, Dr. phil. Litteraturvidenskab/Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

Fra den tidligste græske tid til romersk, henover renæssancen, romantikken og videre til modernismen har galskaben været central i forståelsen af, hvad en digter er og gør. Dermed ikke sagt, at en digter nødvendigvis må være gal; og dermed heller ikke sagt, at vanvid automatisk indløser billet til digtningens hellige haller!

Men hvorfor galskab?
Fra arkaisk tid har man opfattet digteren som gal i samme forstand som shamanen formodes at være gal i ekstasen eller trancens øjeblik, når han kommer i kontakt med åndeverdenen. Med andre ord: For at etablere kontakten til ’den anden verden’ er det nødvendigt, at shamanen mister sit verdslige og profane jeg til fordel for et mytisk eller sakralt jeg, der nu giver stemme til det hinsidige.

I denne forstand begreb man digteren som shaman, for grækerne forstod nemlig digteren som en seer eller sandsiger (mantis), der blev grebet af vanvid (mania) i fremførelses- og skabelsesøjeblikket. Digteren må nemlig – ligesom seeren – stemme sindet mytologisk eller religiøst på en måde, der radikalt bryder med den hverdagsagtige sindstilstand. Dette tab af det hverdagsagtige selv i vanvidet er nødvendigt for at vinde blik for det, som normalt ikke lader sig ’se’ af det profane blik. Digteren må altså forrykkes voldsomt i sit normale blik for den profane verden for at vinde et kosmisk blik for den anden verden (dvs. den guddommelige eller mytiske verden). For grækerne var selve digterens inspiration et vanvid eller en ekstase, hvor digteren fyldtes af gudens ånd; og for så vidt, at publikum tog del i digterens inspiration og tranceagtige sindsstemning tog de tilsvarende del i det digteriske vanvid.

I Platons dialog 'Ion' forklarer Sokrates således, at inspirationen er en guddommelig magt, som inspirer digteren, fx Homer eller Hesiod, der videre inspirerer rapsoden, som endelig inspirerer publikum. Denne guddommelige kraft sammenligner Sokrates med en magnetisk sten, der magnetiserer en kæde af metalringe, som således holdes sammen. Guderne udgør den første magnetiske sten, og deres kraft overføres efterfølgende på digteren, rapsoden og publikum, som på denne måde udgør de efterfølgende metalringe. “Det er, som jeg jo lige har sagt, ikke en fagkundskab i dig, som gør, at du kan tale godt om Homer, men en guddommelig kraft, der bevæger dig, ligesom kraften i den sten som Euripides kaldte magnetisk, men som de fleste kalder Herakles sten. Ikke nok med at denne sten kan tiltrække jernringe, den kan også overføre denne kraft til dem, så de kan gøre det samme som stenen selv og tiltrække andre ringe, så at der nogle gange ligefrem kan være en lang kæde af jernstykker og ringe, der alle er fæstnet til hinanden. Alle er de holdt sammen af stenens kraft. På samme måde gør musen selv også nogle mennesker inspirerede, og via disse dannes en kæde af andre inspirerede”. Stenens kraft angiver det guddommelige, hvis magnetiske kraft får digter, rapsode og publikum til at gå i ekstase og vanvid, idet deres sind bliver stemt for det guddommelige. Digtningen får digteren til at gå ud af sig selv i ekstase; han bliver grebet af guddommelig inspiration eller entusiasme (det græske enthusiasmos vil sige ’at have guden i sig’), hvilket betyder at han på sin vis er en passiv tilskuer til sin frembringelse eller fremførelse.

Grækernes model for digteren overtog romerne, som tilsvarende betegnede inspiration som en furor poeticus. Digteren blev tilsvarende forstået som en seer (vates), der havde en halv-guddommelig evne til at se det, som det ikke var det profane blik beskåret at skue.

I middelalderen blev modellen imidlertid trængt noget i baggrunden, da digteren mere blev opfattet som en efterligner og ikke som én, der kunne skabte noget nyt. Kun Gud formåede at skabe noget nyt ud af intet; Han var den eneste sande Skaber, hvorimod mennesket ikke havde del i nogen guddommelig skaberkraft, inspiration eller seervanvid.

Men i renæssancen fik tanken genmæle med geniæstetikken, og Shakespeare taler således i 'A Midsummer Night’s Dream' om det digteriske skaberøjeblik som et moment, hvor ”the poet’s eye, in a fine frenzy rolling, / Doth glance from heaven to earth, from earth to heaven”. Digteren gribes af en galskab, der sætter ham i stand til at skue alt mellem himmel og jord og mere til. Digteren er nu ikke længere blot en imitator, men en skaber, et geni, der – i lighed med Gud – skaber noget nyt, der ikke kunne forudsiges på forhånd. Digtergeniet følger ingen forskrifter, men skaber dem selv i inspiration af sig selv, hvormed han følgelig opfattes som halvgal.

Denne tanke fortsætter op i romantikken, hvor den forstærkes for så vidt, at digterens galskab peger på indbildningskraftens evne til at formidle en transcendent virkelighed, der i det væsentligste er lokaliseret i mennesket selv – nemlig i det ubevidste. Digteren bliver i romantikken således en seer, der bringer bud fra menneskets ubevidste. Vanviddet, herunder det poetiske, formår at slå dørene op til en psykisk virkelighed, som vi – i vores normale filisterdagligdag – ellers er forment adgang til.

Med modernismen fortsætter den romantiske inderliggørelse, men man leder nu forgæves efter det tabte guddommelige i verden såvel som i mennesket selv. Man nærer ikke nogen større forhåbninger om at åbenbare nogen transcendent eller metafysisk orden i digtningens vanvittige forrykkelse; digterens galskab udtrykker nu snarere en særlig sans for det ubevidste. Og hos Rimbaud fx – som hos de efterfølgende surrealister – bliver vanviddet uomgængeligt for den poetiske vision: ”En digter gør sig seende gennem en lang, umådelig og systematisk desorganisering af alle sanserne”.

Som vi har set er forbindelsen mellem digtning og galskab ikke tilfældig. Digterens galskab er nemlig en grundmetafor i litteraturhistorien, der i forskellige former og skikkelser peger på den digteriske frihed til at formulere noget nyt og hidtil uset, der – såfremt her er tale om god digtning – formår at forrykke vores oplevelse af verden og os selv.