Det historiske tilbageblik, den syge kernefamilie og den eksistentielle søgen

Af lektor Fran Hopenwasser

Uden at man overhovedet kan komme i nærheden af en fælles betegnelse for de ca. 300 skønlitterære værker der er oversat fra engelsk i 2002, vil jeg her ridse nogle populære emner op, bl.a. det historiske tilbageblik, den syge kernefamilie og den midaldrende kvindes eksistentielle søgen.

Den historiske vinkel
Det er stadigvæk godt romanstof at skrive om nutiden ved at tage fat på fortiden, altså den historiske vinkel (som ikke er det samme som den historiske roman). I USA møder man immigrationen omkring forrige århundredeskifte i klassikeren Kald det søvn (1934) af Henry Roth, nu oversat for første gang til dansk.

Det er et stort værk om jødiske immigranter i New York i det 20. århundredes første årti. Århundredeskiftet og storbyens opvækst skildres også i Steven Millhausers New Yorker-roman, Martin Dressler, fortællingen om en amerikansk drømmer, og som titlen antyder er det et nærmest allegorisk billede af den amerikanske drøms hulhed set igennem det sene 20. århundredes øjne. Et af USA's største traumer i det 20. århundrede, Depressionen, dukker op som baggrund for Anita Shreves Huset ved Kysten. Barbara Kingsolver skriver en kollektivroman om missionens blinde arrogance og kolonialismens synder i Gifttræets evangelium om en amerikansk præstefamilie, som tager til Den belgiske Congo i 1959 for at drive mission.

Den sære forfatter Thomas Pynchon begår en 825 siders post-modernistisk roman Mason & Dixon om de to eventyrlystne landmålere, Mason og Dixon, som tog til Amerika i det 18. århundrede. De huskes alene fordi de tegnede den skæbnesvangre linie imellem nord- og sydstaterne.

Pynchons skriver om Oplysningstidens kamp imod overtro, en tid som spejler sig i vores egen tid. I Vægten har Don Delillo skrevet sig ind i hovedet på John F. Kennedys attentatmand, Lee Harvey Oswald, som var født i vægtens tegn. Der forestiller han sig Oswalds mentale tilstand. Samtidig afslører han attentatets mytiske størrelse som en mediebegivenhed, et tema som dukker op om og om igen i nutidig litteratur.

Back to England
I England spøger 2. Verdenskrig i baggrunden på Ian McEwans Soning, en dybsindig roman som tager fat på et af vor tids store etiske spørgsmål om grænserne for tilgivelsen. Et andet yndet emne i engelsk litteratur er drengeskole liv i efterkrigstiden og klassesamfundets sidste krampetrækninger i Flipperklubben af Jonathan Coe, en roman som maler et djævelsk billede af England i 70’erne. Endelig i kategorien af bøger med en historisk vinkel er den australske Peter Careys post-koloniale

Den sande historie om Kelly-banden (True history of the Kelly gang), om en berømt og berygtet sagn-agtig, historisk figur, den fredsløse Ned Kelly. Carey viser ham som Robin Hood-figur, hvis kriminelle adfærd i det 19. århundredes Australien sættes i forbindelse med hans fattige irske baggrund og den engelske hovmodige overmagt.

Den syge kernefamilie
Den ulykkelige familie har været et centralt emne for romanen helt siden Tolstoy, men moderne, især yngre forfattere, sætter familien i modernitetens lys. Den engelske Nick Hornby spørger satirisk og med en let hånd hvordan man kombinerer godhed og engagement med det moderne materialistiske liv i Hvordan man er et godt menneske.

Den amerikanske Jonathan Franzen har litterære ambitioner, der rækker langt ud over mig-fikseringen og søgen efter den rigtige livsstil, som præger så meget ung britisk litteratur for tiden. Korrektioner er en kollektivroman og en omfattende anatomi af et ægteskab, en familie og en tid. Den skildrer to generationer: et ældre ægtepar som udgør en borgerlig korrekt men misfornøjet alliance, ud af hvilket udspringer tre børn, som på hver deres måde slås med voksent liv.

Kvinder, identitet og "kjærlighed"
Skønt den deciderede kvindepolitiske litteratur ikke er det der præger tidens litteratur findes der en række kvindelige forfattere, som beskæftige sig med modernitetens grundvilkår, den flydende identitet. Den helt unge amerikanske novelleforfatter Rebecca Miller i Personlig hastighed skriver ikke blot om unge kvinder, men hun fortæller 7 meget forskellige kvinders historier. Alice Hoffmans Den blå dagbog tager udgangspunkt i et tilsyneladende idealt ægteskab og familie, som smadres når det kommer frem at manden havde myrdet en pige 15 år før. Igen en historie om kærlighedens og tilgivelsens grænser.

Den engelske Elizabeth Buchan har også et bud på den moderne karriere kvinde i En kvindes hævn. En kvinde bliver forladt af sin mand igennem 25 år og fyret fra sit job, og hvad gør hun. Her er et alternativ til Fay Weldons hævndrama. Det er historien om en kvinde som netop ikke hævner sig, men alligevel får det hele til sidst, inklusiv et nyt og mere autentisk liv.

Den canadiske Alice Munros novellesamling En god kvindes kærlighed udvider fiktionens grænser. Hun forstørrer sine store temaer om kærlighedens luner, lidenskaben som fører en ud på uventede veje, kaos som lurer under overfladen og menneskers mærkelige lyster. Den australske Kate Grenvilles Drømmen om det perfekte forhold er en kærlighedshistorie mellem to alt andet end perfekte mennesker, som finder sammen på trods af alle mulige selvskabte hindringer.

I Canadieren Nancy Hustons Tolv gæster har vi endnu en kollektivroman, som er en sammen- vævning af stemmer og personlige historier der indbefatter midtlivs tanker, eksistentielle kriser, kærlighedsforviklinger, barndomstraumer og politiske begivenheder. Indimellem træder den alvidende første persons fortæller frem, som viser sig at være selveste Gud, som sandt at sige er en alvidende fortæller. Gud informerer os om de forskellige personers død undervejs, hvilket skaber en rørende form for dramatisk ironi undervejs.

New York ... New York
Vi begyndte denne lille beretning i New York og vi ender også der med tre store forfattere som bor der og skriver den ind i deres tekster. Paul Austers Illusionernes bog er en kinesisk æske med mange fordoblinger og meningsfulde sammentræf om en mand som overlever tabet af sin kone og barn ved at skrive en bog om en stumfilms skuespiller, som forsvandt på sit livs højdepunkt. I modsætning til Austers tragedie-ramte hovedperson er Philip Roths professor i den elegante roman Det døende dyr en livsnyder og kvindebedårer af den gamle skole.

Den 70-årige hovedperson David Kepesh slås med dødelige tanker og det åbner ham til at vise stor menneskelig medfølelse overfor en elskerinde, som kommer tilbage til ham dødsmærket af kræft. Salmon Rushdie skildrer i Raseri en professor, som gør præcist det Rushdie selv har gjort, forlader en kone og barn i London og bosætter sig i New York, hvor han skal prøve at få bugt med sin ukontrollerbare raseri.

New York er verdens bedste by til at fremprovokere raseriet i mennesker og det er lige præcist det professoren oplever. Det er også det perfekte landskab for ham at udfolde Rushdies foretrukne temaerne: eksil og selvskabelse. Med det vil jeg blot minde læseren om at det New York vi møder her er fra perioden før den 11.september 2001, hvilket gælder for alle de bøger nævnt her.

Næste års tema vil angivelig være noget ganske andet...