Achebes roman er ikke bare et billede på landsbyen Umuofias skæbne, men også en beskrivelse af Afrikas skæbne set fra afrikanernes side. Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Da Chinua Achebes (f. 1930) rørende hovedværk Alt falder fra hinanden udkom i 1958 (dansk 1986) var uafhængighedsbevægelserne i Afrika begyndt at røre på sig, og Achebe, der voksede op i Ibo-stammen i det nuværende Nigeria, var selv ivrig fortalter for Nigerias løsrivelse fra Storbritannien, som havde styret landet som koloni siden 1900.
Romanen udspiller sig i årene 1899 og frem og beskriver tiden før, under og delvis efter det første møde med kolonisatorerne og beboerne i landsbyen Umuofia. Fortællingen fremstiller briternes katastrofale indflydelse på det lokale samfund, men den viser også kolonisatorernes arrogante forståelse og afvisning af de lokale skikke og den lokale tradition. Her spiller kristendommen og dens missionærer især en afgørende rolle i nybrydningen af det lokale fællesskab, da den udfordrer den traditionelle religion og den tidligere autoritet.
I den forstand er Achebes roman ikke bare et billede på landsbyen Umuofias skæbne, men også en beskrivelse af Afrikas skæbne set fra afrikanernes side. Romanen er således både et indlæg i debatten om afrikansk selvstændighed, men også et forsøg på at fremstille den traditionelle afrikanske kultur inden mødet med europæerne, og give os et indblik i de omkostninger den europæiske kolonisering havde for samfund, kultur og individer.
Dog er Achebes beskrivelse af den traditionelle afrikanske kultur særdeles tvetydig, da den voldsomme undertrykkelse af børn og kvinder med mere er svær ikke at tage afstand fra. Achebe forsøger at sætte handlingerne ind i en større sammenhæng, men forfatteren virker stadig usikker på sit eget standpunkt.
Den stærke mand
I centrum for det hele står Okonkwo og hans livs tragedie. Han er vokset op i Umuofia og har langsomt tilkæmpet sig en plads i toppen af stammens hierarki, til trods for hans dårlige opvækst. Hans fader var arbejdssky og stiftede gæld til alle sider, så han efterlod intet til Okonkwo. Men Okonkwo er stærk, og han får et godt ry som en uovervindelig bryder, og langsomt opbygger han sin egen gård. Men det har sine omkostninger, for han hader svaghed og styrer sine koner og sine børn med hård hånd. Så hård at landsbyens ældste må lægge sig imellem.
Men Okonkwos skæbne vil ham det ikke godt, og under et begravelse kommer han til at dræbe en ung mand, da hans gevær eksploderer. For at rense landsbyen for hans gerning, bliver Okonkwo og hans familie nødt til at forlade stedet i syv år. Så de tager hen til Okonkwos mors landsby, hvor hans familie tager dem til sig, og hjælper ham med at starte forfra.
En helt afgørende ting for mændene i stammefællesskabet er erobringen af titler. Der er fire titler i hierarkisk rangorden, man kan besidde ved at betale for en bestemt ceremoni. Men det er kun de mest velhavende, der kan tillade sig det, og da de ikke kan tages med ud af den enkelte landsby, mister Okonkwo alt, da han må tage bort.
Her i det fremmede møder han for første gang de britiske missionærer. De bygger en kirke i landsbyen og vinder efterhånden en del konvertitter. Men det er alle de svage, uduelige eller udstødte, der lader sig omvende til kristendommen i første omgang, og det er derfor uden betydning. Det får først konsekvenser, da missionærerne bliver fulgt af den britiske administration og af kolonisatorernes retsvæsen. Så får de tidligere udstødte pludselig magt over de tidligere autoriteter.
Verden bliver vendt på hovedet og alle naturlige bånd bliver skåret over. Okonkwos egen søn forlader ham til fordel for den kristne kirke, og Okonkwo selv bliver anholdt og ydmyget, da han dræber en retsbetjent.
Verden er ved at falde fra hinanden, og den største drivkræft for denne bevægelse er europæernes arrogante ligegyldighed overfor Ibo-folkets traditionelle levevis.
Den antropologiske roman
Som Achebe har beskrevet i et senere essay, så blev Afrika betragtet som værende uden nogen form for kultur eller historie, da hans roman udkom i 1958. Selv i 1977, hvor Achebe skrev essayet, kunne man stadig finde mange mennesker, der mente, at Afrika ikke havde en selvstændig historie eller kultur før de europæiske kolonisatorer ankom.
Det er især billedet af Afrika som kulturløs, Achebe forsøger at modbevise ved at beskrive livet i Umuofia og omegn. I løbet af romanen får vi en meget detaljeret beskrivelse af samfundet, der rummer både ritualer, traditioner, den religiøse verden, videnskab, opdragelse, jura og økonomi.
Og samtidig viser Achebe os, at livet og forståelsen af verden i Umuofia adskilte sig fra forståelse i nabolandsbyerne. Afrikanerne havde en kultur, der var mere end blot overtro og magi, men som faktisk mindede en del om den europæiske, og den var ikke en enhed, som de europæiske antropologer gerne ville have den til at være.
Med andre ord; Afrika havde en helt egen og særegen kultur allerede inden europæerne satte deres fødder på kontinentet. Achebes roman var vigtig i udviklingen af denne forståelse, for hans roman var den første, der beskrev den afrikanske kultur før mødet med europæerne på dens egne præmisser og uden en videnskabeligt sigte.
Mødet med englændernes våbenmagt ødelagde den gamle samfundsstruktur og erstattede den med vesteuropæisk individualisme. Stammefællesskabet bliver opløst og de gamle guder bliver latterliggjort og fortrængt af kristendommen.
Efter Nigerias selvstændighed i 1960 har Achebes roman spillet en stor rolle for den nigerianske selvforståelse og for den afrikanske selvforståelse i det hele taget. For romanen peger på et sted at starte, som ikke nødvendigvis kommer fra de europæiske kolonisatorer, men fra en tidligere tradition. At denne tradition ikke nødvendigvis kun var tiltalende, gør den ikke mindre vigtig, og det gør ikke Okonkwos og Umuofias skæbne mindre forfærdelig.
Kommentarer