Anmeldelse
Zarens dværg af Peter Fogtdal
- Log ind for at skrive kommentarer
En vidunderlig roman om Sørine, en arrig og modbydelig lille dværg, som i bogstaveligste forstand har sine sanser i højde med alle røvhullerne. En stor læseoplevelse.
"Zarens dværg" handler om Sørine Bentsdatter og 12-13 år af hendes liv. Hendes mor døde i barselsseng, og hendes liderlige præstefar skaffede sig af med hende, så hurtigt han kunne. I 1716 er hun i tyverne, og hendes kæreste (Stodderen) er døende. Sørine hjælper ham det sidste stykke.
Hun bliver bortført fra sit usle kælderlogi i København og ført til hoffet, fordi Kong Frederik den Fjerde vil vise hende frem som en kuriositet for den russiske zar, Peter den Store, som er på besøg i Danmark.
Hendes egensind og hidsighed betager zaren, og han beholder hende og får hende sendt til Moskva, hvor hun skal underholde ham.
Peter den Store virker dragende på Sørine, hans sind er ikke ulig hendes eget. Hun flytter ind hos hans yndlingsdværg Lukas, som hun meget mod sin vilje forelsker sig i.
De to får et godt liv sammen, de optræder sammen for zaren og hans gæster, og ellers lever de i nogenlunde fred og ro. Hvis det altså ikke lige havde været for Sørines iltre temperament, hendes historie og hendes dæmoner.
Sørine er jo en grim lille dværg, lemmerne smerter altid, og hun er rasende over den måde, menneskene behandler hende på. Hun er jo ikke engang selv klar over, at hun er et menneske, lilleputter blev dengang betragtet som en slags dyr. I en periode bliver hun sågar udstillet på zarens kunstkammer sammen med alle de andre misfostre, som må finde sig i at blive pillet ved og behandlet som umælende dyr.
Selv det fredelige liv med Lukas kan ikke holde vreden væk. Sørine må handle, hun må ud i verden og slås.
Sørine er en vidunderlig fortæller, hun har et sprog, som afspejler hele hendes person: vulgært, grimt, farverigt – og varmt og poetisk, når det passer hende. Man bliver virkelig hensat til både København og Rusland – man lugter stanken, man mærker kulden, og man føler, hvor ydmygende hun bliver behandlet.
En roman, som kan anbefales på det varmeste. Peter Fogtdal har skabt et vidunderligt persongalleri; man morer sig, man vånder sig, og man lider med personerne. Sådan!
People's Press, 2006. 281 sider. Kr 299,-
- Log ind for at skrive kommentarer
En vidunderlig roman om Sørine, en arrig og modbydelig lille dværg, som i bogstaveligste forstand har sine sanser i højde med alle røvhullerne. En stor læseoplevelse.
"Zarens dværg" handler om Sørine Bentsdatter og 12-13 år af hendes liv. Hendes mor døde i barselsseng, og hendes liderlige præstefar skaffede sig af med hende, så hurtigt han kunne. I 1716 er hun i tyverne, og hendes kæreste (Stodderen) er døende. Sørine hjælper ham det sidste stykke.
Hun bliver bortført fra sit usle kælderlogi i København og ført til hoffet, fordi Kong Frederik den Fjerde vil vise hende frem som en kuriositet for den russiske zar, Peter den Store, som er på besøg i Danmark.
Hendes egensind og hidsighed betager zaren, og han beholder hende og får hende sendt til Moskva, hvor hun skal underholde ham.
Peter den Store virker dragende på Sørine, hans sind er ikke ulig hendes eget. Hun flytter ind hos hans yndlingsdværg Lukas, som hun meget mod sin vilje forelsker sig i.
De to får et godt liv sammen, de optræder sammen for zaren og hans gæster, og ellers lever de i nogenlunde fred og ro. Hvis det altså ikke lige havde været for Sørines iltre temperament, hendes historie og hendes dæmoner.
Sørine er jo en grim lille dværg, lemmerne smerter altid, og hun er rasende over den måde, menneskene behandler hende på. Hun er jo ikke engang selv klar over, at hun er et menneske, lilleputter blev dengang betragtet som en slags dyr. I en periode bliver hun sågar udstillet på zarens kunstkammer sammen med alle de andre misfostre, som må finde sig i at blive pillet ved og behandlet som umælende dyr.
Selv det fredelige liv med Lukas kan ikke holde vreden væk. Sørine må handle, hun må ud i verden og slås.
Sørine er en vidunderlig fortæller, hun har et sprog, som afspejler hele hendes person: vulgært, grimt, farverigt – og varmt og poetisk, når det passer hende. Man bliver virkelig hensat til både København og Rusland – man lugter stanken, man mærker kulden, og man føler, hvor ydmygende hun bliver behandlet.
En roman, som kan anbefales på det varmeste. Peter Fogtdal har skabt et vidunderligt persongalleri; man morer sig, man vånder sig, og man lider med personerne. Sådan!
People's Press, 2006. 281 sider. Kr 299,-
Kommentarer