»Min bog handler ikke om terrorisme, men om menneskelig skrøbelighed, vrede, ydmygelse, frygt og af og til håb. Den handler om krigen i Irak«, har den algeriske forfatter Yasmina Khadra sagt om »Sirenerne i Bagdad«.
Langt de fleste vestlige litteraturkritikere har dog tolket bogen som en fortælling om, hvordan en terrorist bliver til.
Hvis man deler litteraturkritikernes opfattelse, må man så blot konstatere, at de argumenter, der kommer frem i »Sirenerne i Bagdad« ikke er væsensforskellige fra de forklaringer, som Irak-krigenes og Afghanistan-krigens skeptikere og kritikere de seneste ti år har fodret læsere med i seriøse aviser og debatbøger.
En navnløs mandlig studerende er bogens fortællerstemme. Da Irak-krigen begynder, forlader han Bagdad og tager hjem til sin trøstesløse landsby i den irakiske ørken. Her er alle i familie med hinanden. De unge keder sig og er rastløse.
Der kommer en omvendelse i fortælleren, og den kommer snigende. Han oplever først en brutal amerikansk soldat skyde først og spørge bagefter, og offeret er en handicappet dreng, som fortælleren akut er på vej til hospitalet med. Scenen er desværre næppe grebet ud af den blå luft. Senere bliver et bryllup forvandlet til et helvede, da et amerikansk missil rammer lige ned i festen og slår uskyldige irakere ihjel. Og da amerikanske soldater (ligeglade eller intetanende om traditionerne i et arabisk beduinsamfund) ydmyger hans far for øjnene af ham, er skæbnen beseglet. »Hvor fattige beduiner end var, så spøgte de ikke med æren. En fornærmelse skulle vaskes bort med blod, det eneste tilladte middel til at bevare stoltheden«.
Vejen til hævn går over Bagdad, hvor han i starter i fattigdom og lokkes med et vellønnet job i en tv- og hvidevareforrretning, der skal dække over produktion af selvmordsbomber i baglokalet. Her bliver han en nem kandidat til et uhyggeligt terrorangreb på London, et terrorangreb, der skal få 11. September til at ligne et uskyldigt slagsmål i skolegården. Ingen scanner, ingen kontrol kan opspore våbnet. Fjenden kan ikke se det. En revolutionær virus. Resten skal gemmes til læseren.
Man kommer dog aldrig til at læse bogen som en spændingsroman. Forfatteren tegner et stærkt psykologisk portræt gennem fortælleren. Romanen har en sproglig lethed, er fyldt med mellemregninger, så løsningerne aldrig synes at ligge lige for.
I åbningen og slutningen møder vi i Beirut en professor, som fortællerens veje krydser. Professoren er splittet og har en følelse af være blevet ydmyget intellektuelt af den vestlige akademiske verden. Fra at have været Vestens taledukke har professoren vendt sig mod selv samme som en forsmået bejler, der går til angreb mod den kvinde, der afviste hans tilnærmelser.
Her til sidst dukker så en forfatter op, tydeligvis Yasmina Khadras alter ego. Navnet er Mohammed nøjagtig som Yasmina Khadra, der er et pseudonym for Mohammed Moulessehoul. Yasmina Khadra er to kvindenavne, som den mandlige forfatter lånte fra sin kone, da han ikke kunne udgive sine bøger frit i hjemlandet Algeriet. Først da han for en halv snes år siden flygtede til Frankrig, trak han sløret væk fra sit ansigt.
Forfatteren og professoren er lodret uenige om de midler, de skal kæmpe med, og hvilken side, de skal stå på i forhold til Vesten. Forfatteren insisterer på, at alle intellektuelle har en forpligtelse til at »sætte tingene på plads, dysse temperamenterne ned, få folk til at se den rigtige vej, bandlyse de stereotype forestillinger, der er årsagen til denne frygtelige misforståelse«.
Det er godhedens stemme selv, der taler gennem en tåge af fordomme og uvidenhed.
Jeg ved ikke, hvor genialt, det er af en forfatter at lade en forfatter dukker op på sidste sider af sin bog og sætte tingene på plads på den måde. Rent fortælleteknisk er det lidt for patetisk til min smag. Men budskabet skal måske nogle gange skæres ud i pap.
Det er en vigtig bog, Yasmina Khadra (eller Mohammed Moulessehoul) her har udsendt som opfølger på sin tidligere bestseller, »Attentatet«. Nuancer erstatter stereotyper.
Yasmina Khadra : Sirenerne i Bagdad, 251 sider (GYldendal).
Kommentarer