Anmeldelse
Wild: en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen - Cheryl Strayed
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
En skildring af en vandretur gennem noget af USA’s mest storslåede – og farlige – natur og en kvinde der finder en stærkere udgave af sig selv.
”Man skal aldrig gå ned på grej”, siger man, og det er rigtigt: der er ikke noget mere ærgerligt at blive svigtet af sit udstyr – især når man inderst inde ved at det er ens egen skyld, fordi man købte en discountmodel. Denne holdning har 26-årige Cheryl også, da hun beslutter sig for at vandre Stillehavsruten. Hun studerer guidebogens kapitler om udstyr grundigt, og hun sammenligner – ihærdigt hjulpet af den amerikanske udgave af Friluftsland – omhyggeligt soveposer, telte, stormkøkkener, vandfiltre, isøkser – you name it.
De eneste kapitler om forberedelse, hun tilsyneladende går let henover, handler om oppakningens vægt og vigtigheden af at prøve at vandre med oppakning. Så da hun på turens første morgen, let og elegant, vil svinge rygsækken op på ryggen, kan hun ikke rokke den en millimeter fra gulvet.
Stædighed og vedholdenhed er ikke de egenskaber, man indtil nu har forbundet med Cheryl, men her møder vi en ny side af hende. Hun er forbandet stædig, hun giver ikke op, og v.hj.a. en radiator, der aldrig bliver sig selv igen, kommer hun på benene med Monster som hun døber rygsækken, på ryggen.
Denne stædighed kommer vi til at se mere til i løbet af de 100 dage, hun vandrer alene på Stillehavsruten: Hun VIL ikke give op, selv der hvor tilsyneladende stærkere og mere rutinerede vandrere kaster håndklædet i ringen, fortsætter hun.
Beslutningen om at vandre er lige så tilfældig som alt andet, hun har foretaget de sidste år: utroskab, skilsmisse, narko, tilfældige jobs … og nu et trek i vildmarken på 1800 km.
Siden morens pludselige død fire år tidligere har hun været rodløs, søgende og selvdestruktiv. Det selvvalgte efternavn: Strayed = fare vild, flakke/strejfe om, komme på afveje passede rigtig godt til hende. I starten var jeg en smule irriteret, ”tag dig dog sammen, kvinde” greb jeg mig i at tænke. Men sorg kan jo være mange ting, og i løbet af bogen opdagede jeg, at Cheryls sorg havde mange facetter: vrede over at være svigtet og forladt af moren; irritation over at moren ville have et venindeforhold til hende og meget mere, men allermest vrede over aldrig at have fået lov til at gøre oprør mod moren. Dette opgør tager hun hen mod turens slutning, hvor hun helt alene i vildmarken råber og skriger og græder og synger – og kommer igennem til den anden side.
’Wild’ er ikke et litterært mesterværk, men alligevel en fin lille fortælling om hvordan man kan fare vild (både i naturen og i sig selv) og finde vejen tilbage til ruten. Den er heller ikke fri for at være morsom, når Cheryl skånselsløst afslører sin frygt, sine fejltagelser, sine fejlbedømmelser, fx da hun i starten af turen er sikker på mindst at blive voldtaget og myrdet af en der giver hende en lift (noget grej skal repareres, og hun må ind til den nærmeste by): Han rækker ned under bilsædet og siger: ”Nu skal jeg have min lille fredagshyggestund” (eller noget i den retning), læs selv hvad der videre sker.
Afsnittene om vandreturen balancerer fint mellem skildringen af selvransagelser og oplevelser med campingudstyr, vilde dyr, andre vandrere og naturen og er den mest interessante del af bogen. Baggrundshistorien om moren og hendes død er lidt for langtrukken efter min smag, men nok en del af forfatterens sorgarbejde.
Fra at være lidt irriteret lærte jeg at tage hatten af for Cheryl, der måske skal udskifte efternavnet med Found. Det er en stærkere og mere afklaret kvinde, der indtager en kæmpeisvaffel på ved rejsens ende med udsigt til Gudernes Bro på grænsen mellem Oregon og Washington.
Fakta: The Pacific Crest Trail strækker sig over 4285 km gennem Sierra Nevada og Cascade Range fra Mexico gennem staterne Californien, Oregon og Washington til den canadiske grænse. Cheryl valgte at gå 1800 km gennem Californien og Oregon på 100 dage.
Læs også anmeldelsen på min blog Bøgernes labyrint
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
En skildring af en vandretur gennem noget af USA’s mest storslåede – og farlige – natur og en kvinde der finder en stærkere udgave af sig selv.
”Man skal aldrig gå ned på grej”, siger man, og det er rigtigt: der er ikke noget mere ærgerligt at blive svigtet af sit udstyr – især når man inderst inde ved at det er ens egen skyld, fordi man købte en discountmodel. Denne holdning har 26-årige Cheryl også, da hun beslutter sig for at vandre Stillehavsruten. Hun studerer guidebogens kapitler om udstyr grundigt, og hun sammenligner – ihærdigt hjulpet af den amerikanske udgave af Friluftsland – omhyggeligt soveposer, telte, stormkøkkener, vandfiltre, isøkser – you name it.
De eneste kapitler om forberedelse, hun tilsyneladende går let henover, handler om oppakningens vægt og vigtigheden af at prøve at vandre med oppakning. Så da hun på turens første morgen, let og elegant, vil svinge rygsækken op på ryggen, kan hun ikke rokke den en millimeter fra gulvet.
Stædighed og vedholdenhed er ikke de egenskaber, man indtil nu har forbundet med Cheryl, men her møder vi en ny side af hende. Hun er forbandet stædig, hun giver ikke op, og v.hj.a. en radiator, der aldrig bliver sig selv igen, kommer hun på benene med Monster som hun døber rygsækken, på ryggen.
Denne stædighed kommer vi til at se mere til i løbet af de 100 dage, hun vandrer alene på Stillehavsruten: Hun VIL ikke give op, selv der hvor tilsyneladende stærkere og mere rutinerede vandrere kaster håndklædet i ringen, fortsætter hun.
Beslutningen om at vandre er lige så tilfældig som alt andet, hun har foretaget de sidste år: utroskab, skilsmisse, narko, tilfældige jobs … og nu et trek i vildmarken på 1800 km.
Siden morens pludselige død fire år tidligere har hun været rodløs, søgende og selvdestruktiv. Det selvvalgte efternavn: Strayed = fare vild, flakke/strejfe om, komme på afveje passede rigtig godt til hende. I starten var jeg en smule irriteret, ”tag dig dog sammen, kvinde” greb jeg mig i at tænke. Men sorg kan jo være mange ting, og i løbet af bogen opdagede jeg, at Cheryls sorg havde mange facetter: vrede over at være svigtet og forladt af moren; irritation over at moren ville have et venindeforhold til hende og meget mere, men allermest vrede over aldrig at have fået lov til at gøre oprør mod moren. Dette opgør tager hun hen mod turens slutning, hvor hun helt alene i vildmarken råber og skriger og græder og synger – og kommer igennem til den anden side.
’Wild’ er ikke et litterært mesterværk, men alligevel en fin lille fortælling om hvordan man kan fare vild (både i naturen og i sig selv) og finde vejen tilbage til ruten. Den er heller ikke fri for at være morsom, når Cheryl skånselsløst afslører sin frygt, sine fejltagelser, sine fejlbedømmelser, fx da hun i starten af turen er sikker på mindst at blive voldtaget og myrdet af en der giver hende en lift (noget grej skal repareres, og hun må ind til den nærmeste by): Han rækker ned under bilsædet og siger: ”Nu skal jeg have min lille fredagshyggestund” (eller noget i den retning), læs selv hvad der videre sker.
Afsnittene om vandreturen balancerer fint mellem skildringen af selvransagelser og oplevelser med campingudstyr, vilde dyr, andre vandrere og naturen og er den mest interessante del af bogen. Baggrundshistorien om moren og hendes død er lidt for langtrukken efter min smag, men nok en del af forfatterens sorgarbejde.
Fra at være lidt irriteret lærte jeg at tage hatten af for Cheryl, der måske skal udskifte efternavnet med Found. Det er en stærkere og mere afklaret kvinde, der indtager en kæmpeisvaffel på ved rejsens ende med udsigt til Gudernes Bro på grænsen mellem Oregon og Washington.
Fakta: The Pacific Crest Trail strækker sig over 4285 km gennem Sierra Nevada og Cascade Range fra Mexico gennem staterne Californien, Oregon og Washington til den canadiske grænse. Cheryl valgte at gå 1800 km gennem Californien og Oregon på 100 dage.
Læs også anmeldelsen på min blog Bøgernes labyrint
Kommentarer