Det lykkes den debuterende forfatter at blæse nyt liv i en ellers velkendt og velprøvet genre. Norsk konspirationsthriller med potens.
Når man læser dette første bind i en planlagt trilogi, skulle man ikke tro, at det er Ingar Johnsruds første bog. Intrigen, der har et sindssygt højt ambitionsniveau, indeholder både spring tilbage i tiden, og frygten for terror og religiøst vanvid styres kyndigt i mål.
Voldsomt spændende, men alligevel velkendt og trygt. Forfatternavne som Jo Nesbø, Tom Egeland og såmænd også vores egen Jussi Adler-Olsen spøger kraftigt i baggrunden, og det er bestemt ikke så dårligt for en debuterende forfatter.
Annette Wetre og hendes treårige søn er forsvundet, og hendes mor, som er en højt profileret politiker, beder politiet om hjælp. Forklaringen skal måske findes i den mystiske kristne sekt, Guds Lys, men inden kriminalinspektør Fredrik Beier og hans folk når at reagere, udsættes sekten for et voldsomt terrorangreb. Flere af sektens medlemmer findes dræbt, og resten, deriblandt Annette Wetre, er forsvundet. Sporene peger mod en muslimsk sammensværgelse, men er der i virkeligheden tale om et nøje planlagt vildspor, og hvordan kommer et broderskab af racebiologer fra tiden omkring 2. verdenskrig ind i billedet? Det er i hvert fald også dybt underligt, at der under sektens hus findes et skjult laboratorium, og at norsk TV er så godt underrettet om politiets arbejde, og snart følger flere mord og bombeattentater.
Spændingen bærer historien oppe. Den er særdeles velskrevet, og de mange terrorhandlinger sidder lige i skabet. Samtidig lykkes det fint for forfatteren at holde styr på den indviklede historie, de mange personer og springene tilbage i tiden, uden at det går ud over handlingens fremdrift.
Personskildringerne er både vedkommende og interessante, og hovedpersonen Fredrik Beier er lige den type helt, man får lyst til at følge. Han går sine egne veje i efterforskningen, er upopulær blandt cheferne, har en tragisk baggrund, et temmelig rodet privatliv, og så har han nogle interessante kollegaer. Først og fremmest den nytilkomne unge etniske Kafa Iqbal - og her kommer Jussi faktisk ind i billedet, forholdet mellem de to helte minder temmelig meget om forholdet mellem Cark Mørck og Assad.
Skal man være lidt krakilsk, så slutter bogen underligt uforløst, men omvendt så er der jo lagt an til en trilogi, så forhåbentlig får man de manglende svar i kommende bind.
Kommentarer