Vores døde verden af Liliana Colanzi

Civilisation og overtro støder sammen i novellesamling af Bolivias unge, litterære stjerneskud.

Hvor mange forfattere fra Bolivia – afdøde og nulevende – kan du nævne? Formentlig ingen. Dette sydamerikanske land med et areal på dobbelt størrelse af Frankrig, men med blot 11 millioner indbyggere, har altid stået i skyggen af Chiles Allende, Colombias Garcia Marquez og Argentinas Borges. Store forfattere, der har sat Sydamerika på det litterære verdenskort. Men i Liliana Colanzi tegner det til, at Bolivia – et af Sydamerikas fattigste lande - måske endelige kan få lidt litterær anerkendelse.

Med novellerne i ’Vores døde verden’ tegner Colanzi et portræt af et Bolivia fanget imellem den moderne civilisations fremmarch og landets tunge bagkatalog af indiansk overtro og religion. Her mødes realisme og fantasi i et skånselsløst mix af ungdommelig afmagt, racediskrimination og organiseret kriminalitet, der udstiller Bolivia som et land splittet af fortidens dæmoner.

Som i novellen ’Chaco’, hvor en afdød mataco-indianer bliver en stemme i hovedpersonens hoved, og bruger denne til at få hævn over de mange års nedværdigelse indianerstammerne har lidt under.

Eller i ’Meteorit’, hvor den små-racistiske Ruddy - for at virke storsindet - ansætter en handicappet indianerdreng, der måske/måske-ikke kan tale med overnaturlige væsener. En falsk medlidenhed, der kommer til at koste ham dyrt.

Man får fornemmelsen af, at Colanzi ønsker et opgør med de ældre generationers overtro og frygt, som de bevidst eller ubevidst er med til at indpode i de usikre unge. En ungdommelig angst, der blandt andet viser sig i ’Øjet’, hvor en ung kvinde i forventningerne til at gøre det rigtige føler morens Øje konstant overvåge hende.

Og i ’Bølgen’, hvor en usynlig bølge i ny og næ strømmer ind over byen, og får unge studerende til at begå selvmord i afmagt.

Ikke engang på Mars kan bolivianerne undvige deres lands dæmoner. I titelnovellen må kvinden Mirka på en forskningsmission til Mars leve med arrene fra fortiden – både i form af mindet om sin store kærlighed Tommy, der blev tilbage på Jorden, og med de syner hun får af blandt andet en hjort, der løber frit rundt og en gigantisk forhistorisk fisk, der svømmer i det røde sand.

Udover titelnovellen, så læner samlingen sig mere op ad magisk realisme end science fiction, som forlaget ellers beskriver den som. Det er primært fortællinger om sårbare menneskers møde med den folkelige overtro, der ligger så dybt forankret i den bolivianske ånd, at den nægter at slippe sit tag i dem.

’Vores døde verden’ kan henvise til den skjulte del af vores verden, hvor overtroen får lov at leve videre. Men den kan også være en henvisning til den virkelige verden, hvor vi ’levende’ vandrer rundt som skindøde – fanget i meningsløse liv uden håb.

Novellesamlingen er skræmmende og fascinerende læsning på samme tid. Et knivskarpt portræt. Ikke bare af Bolivias udfordringer som land, men i lige så høj grad af de menneskelige omkostninger, der følger med, når et land er splittet imellem fortid og fremtid.