Vinterbyen af Arnaldur Indriðason

Januar i Reykjavik er mørk, tung og kold, og det samme er stemningen i denne gribende historie om et barns næsten ubærligt tilfældige død.

Forfatteren har eftertrykkeligt placeret Island på krimilitteraturens verdenskort, og hans ”Tavs som graven” står stadig for mig som noget af det ypperligste i genren. Psykologisk overbevisende, med stor social empati og samtidig et inciterende og fint udfoldet plot med flere lag. Ligeså med den foreliggende bog, som er mere enkel i sin opbygning, men stadig bliver man dybt grebet.

Vinteren er kold og trøstesløs, og alle skutter sig, da man finder en myrdet tiårig dreng, hvis mor er ”importeret” til øen fra Thailand. Ægteskabet med drengens islandske far er gået i stykker, og hun bor nu alene med sine to drenge. Motiver som racisme og pædofili er i spil, men sandheden viser sig at være en ganske anden.

Her er ingen internationale konspirationsteorier, skrupelløse mafiosi eller perverterede seriemordere. Historien fortælles langsomt og lavmælt, vi er midt i en hverdag malet i gråtoner. Det der ikke bliver sagt taler lige så stærkt som det udtalte. Et billede står stadig på min nethinde: Drengen har tabt sin ene støvle, og hans storetå stikker ud af et hul på strømpen … Her viser politimanden et sympatisk, om end uprofessionelt træk: Han tager sin frakke af og lægger den over det lille barnelig midt i snefoget.

Kriminalkommisær Erlendur er atter engang den gennemgående hovedperson. Igen hører vi om den skyld, han bærer med sig fra barndommen, hvor han sammen med sin lillebror for vild på fjeldet i en snestorm. Selv blev han fundet, broderen forsvandt derimod for altid. Han er tænksom grænsende til det depressive, og hans overvejelser omkring individets livslange ensomhed – bl.a. næret af besøg ved en tidligere kollegas dødsleje på hospitalet - trækker en linje gennem bogen.

Islændingene er, sammen med danskerne, i flere internationale undersøgelser udnævnt til ét af verdens lykkeligste folkeslag. Det fremgår ikke med lysende klarhed af denne bog. De problemer omkring det flerkulturelle samfund, der behandles, kender vi også herhjemmefra. Selvom bogens grundtone, stemning og handling er præget af vintermørket og der bestemt ikke er tale om en hyggespreder, indfanges man af en vedkommende beretning og en indfølende personskildring, der varmer midt i kulden.