Vinter ved daggry af Jens-Martin Eriksen

Grum roman om hvad der sker når medmenneskeligheden forsvinder i en borgerkrigs skelnen mellem Os og Dem. 

Vi er i et uidentificeret land, vi kender ikke folkene eller konflikten – og vores fortæller, vores guide i dette udviskede landskab er en morder som forsøger at genfinde sin menneskelighed. Det er ikke så mærkeligt at grundstemningen i ’Vinter ved daggry’ er en vægtløs mangel på fodfæste.

Det begynder ellers tilforladeligt nok. Fortælleren Z er blevet indkaldt til en måneds militærtjeneste i en anonym borgerkrig – vi kan forstå, at han er blevet lovet, at opgaven ikke er specielt dramatisk, blot skal hans deling hjælpe med nogle praktiske opgaver. Gradvist viser det sig, at disse opgaver er etnisk udrensning: indsamlingen og nedslagtningen af de befolkningsgrupper som i krigens navn ikke længere er medborgere, eller bare mennesker, men Fjender.

Det er en barsk historie vi bliver vidner til, men det centrale er ikke grusomhederne, men hvad de gør ved fortælleren. 

Bogen er holdt i en ekstremt nøgtern, konstaterende tone – begivenhederne får lov til at tale for sig selv i deres gru, og de virker måske netop derfor stærkere. Det neutrale tonefald kommer til at afspejle Zs gradvise dehumanisering og tab af sig selv – fraværet af et stilistisk særpræg afspejler hans transformation fra individ og borger til regimets værktøj.

Det giver fortællingen et dokumentarisk præg, som er virkelig uhyggeligt – og meget velskrevet.  Samtidig bliver bogen ekstremt ubehagelig, fordi Zs handlinger er så inderligt forståelige – han kan tydeligvis ikke finde den civilisatoriske klippegrund hvor han kan stå fast, men lader sig suge ned i en strøm af ”nødvendige” ugerninger. Og det giver fuldstændig mening.

Jeg blev nok mere berørt af Jens-Martin Eriksens faglitterære rejse- og interviewbøger fra ex-Jugoslavien (’Hadets anatomi’ og ’Krigens scenografi’, begge red. af Frederik Stjernfelt), som formår at lade det dokumentariske tone rent flag, samtidigt med at bøgerne er stor fortællekunst.

Det skal dog ikke skygge for at ’Vinter ved daggry’ er en fremragende roman, som fortæller den helt nære historie, så man bliver meget berørt af den. Læs dem alle tre!