Anmeldelse
Vindens skygge og Englens spil
- Log ind for at skrive kommentarer
Jeg er meget betaget af den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafóns to første ’voksenbøger’ Vindens skygge og Englens spil.
Der er noget fortryllende over hans plot, og jeg elsker den måde, han balancerer på grænsen mellem det reelle og det unaturlige. Vi ved som læser, at vi er i den virkelighed, vi alle er en del af, men lige under overfladen; lige rundt om hjørnet, der venter det fantastiske, og en gang i mellem glider vi med sproget over og rører ved det.
De to fortællinger er forskellige, men foregår begge i Barcelona mellem 1. og 2. verdenskrig (der er en enkelte generations mellemrum). I begge bøger besøger vi den lille boghandel Sempere & Sønner, hvor vores hovedpersoner finder ro. Ro fra hvad kunne man spørge? Ro fra savnet af en mor, ro fra savnet af evnen til at elske, ro fra den voksende fortvivlelse og ikke mindst ro fra et kaotisk nærvær af djævlen og døden; fristelsen og forfængeligheden. Alt sammen så smukt skrevet, at det lægger sig blidt, men fast om læserens hjerte.
En anden ting, der går igen i begge bøger er det helt igennem fortryllende sted De Glemte Bøgers Kirkegård:
”Stedet her er et mysterium, Daniel, en helligdom. Hver bog, hvert bind du ser, har sjæl. (…) Når et bibliotek forsvinder, når en boghandel lukker sine døre, når en bog forsvinder i glemsel, sørger vi, der kender dette sted, vogterne, for, at den kommer herhen. De bøger, som ingen længere husker, de bøger, som er forsvundet i tiden, lever på dette sted videre for evigt, mens de venter på en dag at falde i hænderne på en ny læser, en ny ånd.”
Hvis ikke du har læst Vindens skygge og Englens spil, er du gået glip af en del og meget, meget mere! Zafón er en fantastisk forfatter, og Englens spil mindede (efter tre måneders skrivebølgedal) mig om, hvorfor jeg gerne selv vil være forfatter; på grund af sproget. Hold op, hvor kan sproget skabe meget, når blot det bruges rigtigt.
Nu sidder jeg tilbage og venter med længsel på Zafóns næste bog El prisionero del cielo. Den har fået titlen The Prisoner of Heaven på engelsk og skulle udkomme nu til efteråret på dansk på Lindhardt og Ringhof med titlen Himlens fange. I El prisionero del cielo vender ’vi’ igen tilbage til De glemte bøgers kirkegård.
Jeg glæder mig til efteråret!
- Log ind for at skrive kommentarer
Jeg er meget betaget af den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafóns to første ’voksenbøger’ Vindens skygge og Englens spil.
Der er noget fortryllende over hans plot, og jeg elsker den måde, han balancerer på grænsen mellem det reelle og det unaturlige. Vi ved som læser, at vi er i den virkelighed, vi alle er en del af, men lige under overfladen; lige rundt om hjørnet, der venter det fantastiske, og en gang i mellem glider vi med sproget over og rører ved det.
De to fortællinger er forskellige, men foregår begge i Barcelona mellem 1. og 2. verdenskrig (der er en enkelte generations mellemrum). I begge bøger besøger vi den lille boghandel Sempere & Sønner, hvor vores hovedpersoner finder ro. Ro fra hvad kunne man spørge? Ro fra savnet af en mor, ro fra savnet af evnen til at elske, ro fra den voksende fortvivlelse og ikke mindst ro fra et kaotisk nærvær af djævlen og døden; fristelsen og forfængeligheden. Alt sammen så smukt skrevet, at det lægger sig blidt, men fast om læserens hjerte.
En anden ting, der går igen i begge bøger er det helt igennem fortryllende sted De Glemte Bøgers Kirkegård:
”Stedet her er et mysterium, Daniel, en helligdom. Hver bog, hvert bind du ser, har sjæl. (…) Når et bibliotek forsvinder, når en boghandel lukker sine døre, når en bog forsvinder i glemsel, sørger vi, der kender dette sted, vogterne, for, at den kommer herhen. De bøger, som ingen længere husker, de bøger, som er forsvundet i tiden, lever på dette sted videre for evigt, mens de venter på en dag at falde i hænderne på en ny læser, en ny ånd.”
Hvis ikke du har læst Vindens skygge og Englens spil, er du gået glip af en del og meget, meget mere! Zafón er en fantastisk forfatter, og Englens spil mindede (efter tre måneders skrivebølgedal) mig om, hvorfor jeg gerne selv vil være forfatter; på grund af sproget. Hold op, hvor kan sproget skabe meget, når blot det bruges rigtigt.
Nu sidder jeg tilbage og venter med længsel på Zafóns næste bog El prisionero del cielo. Den har fået titlen The Prisoner of Heaven på engelsk og skulle udkomme nu til efteråret på dansk på Lindhardt og Ringhof med titlen Himlens fange. I El prisionero del cielo vender ’vi’ igen tilbage til De glemte bøgers kirkegård.
Jeg glæder mig til efteråret!
Kommentarer