Anmeldelse
Villa Spada af Andrea Molesini
- Log ind for at skrive kommentarer
Første verdenskrigs gru, livet i Norditalien uden for Venezia, en stille humor og en ung mands erotiske længsler bliver med Andrea Molesinis stilistiske kunnen til en mindeværdig fortælling.
Første verdenskrigs sidste år bliver i Andrea Molesinis prisbelønnede roman også beretningen om den 17-18-årige Paolos menneskelige og erotiske udvikling i en voldsom tid præget af besættelsesmagtens fremfærd i det nordøstlige Italien. Paolo er bogens fortæller, og begivenhederne skildres i hans perspektiv. Han er forældreløs, anbragt på et mindre gods hos sine bedsteforældre, der opretholder den gamle orden mellem herskab og tjenestefolk. På godset bor også Paolos kusine, Giulia, med det røde hår, de frække fregner – og de meget velformede bryster, der binder mange af Paolos tanker.
Som så mange andre godser bliver også Villa Spada beslaglagt af besættelsesmagten som kvarter for officerer, og det giver anledning til et fantastisk magtspil mellem officerer og Paolos mildt sagt excentriske familie. Bedstefaderen, der har sin slægtsstolthed, skriver på en uendelig, hemmelig roman og gerne udtrykker sig i maritime vendinger, og bedstemoderen, der i al sin væren er matematiker – men stadig med en gnist, der kan springe mellem besætterne og hende. Humoren trives her på den dystre baggrund.
Men mod krigens slutning strammer desperationen til i krigens absurde logik med en stadigt stigende voldsspiral med overgreb og voldtægter, hvor selv ikke kirkens konfirmandpiger skånes – b her sker grusomme ting. Og voldsspiralen griber efterhånden også fat i Paolo og hans familie, der ikke kan opretholde neutraliteten i dette vanvid. Alle involveres, også Paolo, hvis tanker imidlertid stadig kredser om kusinens påtrængende fortrin.
Det er en roman om en herligt og kærligt portrætteret familie og om besættelsesmagten, der både skildres som nuancerede mennesker og som ren ondskab. Realistiske skildringer af krigen, fronternes bevægelser, slagene og de sårede på begge sider, en strøm af død. Personer i en grusom tid - med fuldt styr på historien som realitet – Molesini kan sit stof. Romanen er en meget overbevisende skildring af et hjørne af krigens hærgen, men også en skildring af en gammel feudal orden på vej til at bryde sammen og om nogle overbevisende personers ageren i dette sammenbrud og opbrud, stadig set gennem den unge Paolos ungdommelige sind.
En prøve på stilen fra bogens ildevarslende indledning:
"Han dukkede frem af mørket. Og et kort øjeblik gik han i ét med mørket. så afslørede et lysglimt, et genskin fra lygten som kvinden holdt op foran hestens mule, en monokel (...) Der var noget på én gang storslået og grusomt i ansigtet der lyste i skæret fra lygten, som om stjernerne og støvet havde sat hinanden stævne netop lige der."
Sådan! Det er en blændende god roman, der giver lyst til at følge Molesini på den videre forfatterbane. Et vægtigt bidrag til vores italienske oversættelseslitteratur.
Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Første verdenskrigs gru, livet i Norditalien uden for Venezia, en stille humor og en ung mands erotiske længsler bliver med Andrea Molesinis stilistiske kunnen til en mindeværdig fortælling.
Første verdenskrigs sidste år bliver i Andrea Molesinis prisbelønnede roman også beretningen om den 17-18-årige Paolos menneskelige og erotiske udvikling i en voldsom tid præget af besættelsesmagtens fremfærd i det nordøstlige Italien. Paolo er bogens fortæller, og begivenhederne skildres i hans perspektiv. Han er forældreløs, anbragt på et mindre gods hos sine bedsteforældre, der opretholder den gamle orden mellem herskab og tjenestefolk. På godset bor også Paolos kusine, Giulia, med det røde hår, de frække fregner – og de meget velformede bryster, der binder mange af Paolos tanker.
Som så mange andre godser bliver også Villa Spada beslaglagt af besættelsesmagten som kvarter for officerer, og det giver anledning til et fantastisk magtspil mellem officerer og Paolos mildt sagt excentriske familie. Bedstefaderen, der har sin slægtsstolthed, skriver på en uendelig, hemmelig roman og gerne udtrykker sig i maritime vendinger, og bedstemoderen, der i al sin væren er matematiker – men stadig med en gnist, der kan springe mellem besætterne og hende. Humoren trives her på den dystre baggrund.
Men mod krigens slutning strammer desperationen til i krigens absurde logik med en stadigt stigende voldsspiral med overgreb og voldtægter, hvor selv ikke kirkens konfirmandpiger skånes – b her sker grusomme ting. Og voldsspiralen griber efterhånden også fat i Paolo og hans familie, der ikke kan opretholde neutraliteten i dette vanvid. Alle involveres, også Paolo, hvis tanker imidlertid stadig kredser om kusinens påtrængende fortrin.
Det er en roman om en herligt og kærligt portrætteret familie og om besættelsesmagten, der både skildres som nuancerede mennesker og som ren ondskab. Realistiske skildringer af krigen, fronternes bevægelser, slagene og de sårede på begge sider, en strøm af død. Personer i en grusom tid - med fuldt styr på historien som realitet – Molesini kan sit stof. Romanen er en meget overbevisende skildring af et hjørne af krigens hærgen, men også en skildring af en gammel feudal orden på vej til at bryde sammen og om nogle overbevisende personers ageren i dette sammenbrud og opbrud, stadig set gennem den unge Paolos ungdommelige sind.
En prøve på stilen fra bogens ildevarslende indledning:
"Han dukkede frem af mørket. Og et kort øjeblik gik han i ét med mørket. så afslørede et lysglimt, et genskin fra lygten som kvinden holdt op foran hestens mule, en monokel (...) Der var noget på én gang storslået og grusomt i ansigtet der lyste i skæret fra lygten, som om stjernerne og støvet havde sat hinanden stævne netop lige der."
Sådan! Det er en blændende god roman, der giver lyst til at følge Molesini på den videre forfatterbane. Et vægtigt bidrag til vores italienske oversættelseslitteratur.
Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.
Kommentarer