Anmeldelse
Villa Ibsen - Min mormors hus af Joen Bille
- Log ind for at skrive kommentarer
Skuespilleren Joen Bille er oldebarn af både Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson og fortæller sin familiekrønike sprudlende, rørende, gribende og vittigt.
Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson - to af norsk litteratur og åndslivs helt store - kom i familie, da to af deres børn giftede sig. Skuespilleren Joen Bille nedstammer fra dette ægteskab, og han er således oldebarn af begge de to store personligheder. Han er nu fyldt 70 og har valgt at benytte lejligheden til at se tilbage og skrive ikke blot sin egen historie men hele slægtens. Han begynder faktisk med forældrene til sine to berømte oldefædre, så det er en krønike, der spænder fra begyndelsen af 1800-tallet og til i dag.
Bille fortæller indledningsvis om en stærk fortælletradition i familien, og man må sige, at han fortsætter familietraditionen på meget fornem vis. Han er en ganske fremragende fortæller, der kan levendegøre den lange historie med dens brogede galleri af store og mindre personligheder - nogle kendte vi i forvejen, andre stifter vi så bekendtskab med her. Bille tegner portrætterne med sikker hånd, både ærligt og kærligt, så hele galleriet står lyslevende med deres styrker og svagheder og med deres historier. Og der er mange historier, fra de tragiske til de triumferende, fra de generøse til de ganske lumpne. Bille fortæller den lange historie roligt fremadskridende men med et væld af livgivende anekdoter undervejs.
Som det samlende punkt står familiernes villa i i Bolzano i den italienske del af Tyrol, købt som samlingssted engang i mellemkrigstiden og først solgt ud af familien i 1968, et kært sted, som Bille begræder tabet af. Et sted, hvor familielivet trivedes og udfoldede sig, det ses ofte som de voksnes brogede verden med de mange ting, som børn registrerer uden at forstå, hvad der sker mellem de voksne - med stridigheder, utroskab og kriser. Anekdoterne er som sagt mange, heldigvis, og gode, og nogle af dem skal gengives her for at illustrere disse erindringers rummelighed. Først kommer vi lige ind i tilblivelsen af et af det moderne teaters absolutte hovedværker, Ibsens Et dukkehjem. Ibsen havde for vane at læse sine værker højt for sin søn og for hustruen, Suzannah - og således også her:
"Da Ibsen havde fuldendt skuespillet, skulle der som sædvanligt læses op for de tre. Og for første gang skete der det, som aldrig før havde fundet sted: Suzannah Ibsen blandede sig og opponerede mod stykket! Hun havde hidtil nøjedes med at være inspirator, opildnet ham, rost ham. Hun havde lagt karaktertræk til Eline i "Fru Inger til Østerraad", til mor Åse, ja selv til Brand. Men nu sagde hun for første og for øvrigt eneste gang fra. Hun kunne ikke acceptere slutningen! For i den oprindelige slutning havde Ibsen ladet Nora blive!"
Gudskelov for Suzannah, der tvang Ibsen til at sende Nora ud på gaden! Der er også de mere daglige begivenheder med, det er ikke verdenslitteratur alt sammen - som her:
"Det kulminerede en dag med, at tante Dagny kom ind på Alberts værelse og mente at have overrasket den tolvårige dreng i at onanere, hvorpå hun sendte sønnen, som var skræmt fra vid og sans, ind i stuen. Hun kaldte på pigen, som skulle hjælpe. Derefter blev han beordret til at tage bukserne af og lægge sig på en kommode. Der lå den stakkels dreng og rystede af rædsel og skam, hvorefter hun tog en saks frem og greb fat i hans penis, sænkede saksen ned over den og lige skulle til at klippe penis af, men i sidste øjeblik ombestemte hun sig så med ordene: "Nå, så lader vi nåde gå for ret denne gang!""
Tante Dagny er så en af dem, man ikke lige glemmer!
Lad os slutte med en lille munter anekdote, der givet et lille portræt af moderen, Irene og af Billes søster, Suzannah:
"Suzannah var nu sytten år og trængte til at komme hjemmefra, og hun flyttede ind hos fars søster Sigfride. Hun var stadig meget knyttet til mor, men det var måske også vanskeligt at være mors datter. Mor var målt efter tidens ideal en meget moderne mor. Ikke bundet af nogen konventioner. Suzannah fortalte mig, at da hun for første gang skulle alene ud til selskab, kom hun ud i badeværelset til mor, som lå i badekarret, for at vise sig i sin kjole. Mor smilede stolt til hende og sagde muntert: "Husk nu, at hvis du får et dårligt rygte, så hav i det mindste glæde af det!""
Og sådan kunne man blive ved. Men lad os stoppe her med en varm anbefaling af bogen, der er både klog og vidtfavnende med sin rigdom af billeder fra verdenslitteraturen til det intime familieliv. Og så er bogen velillustreret med fotos af mennesker, begivenheder og steder fra hele rejsen. Det er en fængende og levende bog - en usædvanligt velfortalt og vellykket krønike om en familie, der så afgjort er en krønike værd.
- Log ind for at skrive kommentarer
Skuespilleren Joen Bille er oldebarn af både Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson og fortæller sin familiekrønike sprudlende, rørende, gribende og vittigt.
Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson - to af norsk litteratur og åndslivs helt store - kom i familie, da to af deres børn giftede sig. Skuespilleren Joen Bille nedstammer fra dette ægteskab, og han er således oldebarn af begge de to store personligheder. Han er nu fyldt 70 og har valgt at benytte lejligheden til at se tilbage og skrive ikke blot sin egen historie men hele slægtens. Han begynder faktisk med forældrene til sine to berømte oldefædre, så det er en krønike, der spænder fra begyndelsen af 1800-tallet og til i dag.
Bille fortæller indledningsvis om en stærk fortælletradition i familien, og man må sige, at han fortsætter familietraditionen på meget fornem vis. Han er en ganske fremragende fortæller, der kan levendegøre den lange historie med dens brogede galleri af store og mindre personligheder - nogle kendte vi i forvejen, andre stifter vi så bekendtskab med her. Bille tegner portrætterne med sikker hånd, både ærligt og kærligt, så hele galleriet står lyslevende med deres styrker og svagheder og med deres historier. Og der er mange historier, fra de tragiske til de triumferende, fra de generøse til de ganske lumpne. Bille fortæller den lange historie roligt fremadskridende men med et væld af livgivende anekdoter undervejs.
Som det samlende punkt står familiernes villa i i Bolzano i den italienske del af Tyrol, købt som samlingssted engang i mellemkrigstiden og først solgt ud af familien i 1968, et kært sted, som Bille begræder tabet af. Et sted, hvor familielivet trivedes og udfoldede sig, det ses ofte som de voksnes brogede verden med de mange ting, som børn registrerer uden at forstå, hvad der sker mellem de voksne - med stridigheder, utroskab og kriser. Anekdoterne er som sagt mange, heldigvis, og gode, og nogle af dem skal gengives her for at illustrere disse erindringers rummelighed. Først kommer vi lige ind i tilblivelsen af et af det moderne teaters absolutte hovedværker, Ibsens Et dukkehjem. Ibsen havde for vane at læse sine værker højt for sin søn og for hustruen, Suzannah - og således også her:
"Da Ibsen havde fuldendt skuespillet, skulle der som sædvanligt læses op for de tre. Og for første gang skete der det, som aldrig før havde fundet sted: Suzannah Ibsen blandede sig og opponerede mod stykket! Hun havde hidtil nøjedes med at være inspirator, opildnet ham, rost ham. Hun havde lagt karaktertræk til Eline i "Fru Inger til Østerraad", til mor Åse, ja selv til Brand. Men nu sagde hun for første og for øvrigt eneste gang fra. Hun kunne ikke acceptere slutningen! For i den oprindelige slutning havde Ibsen ladet Nora blive!"
Gudskelov for Suzannah, der tvang Ibsen til at sende Nora ud på gaden! Der er også de mere daglige begivenheder med, det er ikke verdenslitteratur alt sammen - som her:
"Det kulminerede en dag med, at tante Dagny kom ind på Alberts værelse og mente at have overrasket den tolvårige dreng i at onanere, hvorpå hun sendte sønnen, som var skræmt fra vid og sans, ind i stuen. Hun kaldte på pigen, som skulle hjælpe. Derefter blev han beordret til at tage bukserne af og lægge sig på en kommode. Der lå den stakkels dreng og rystede af rædsel og skam, hvorefter hun tog en saks frem og greb fat i hans penis, sænkede saksen ned over den og lige skulle til at klippe penis af, men i sidste øjeblik ombestemte hun sig så med ordene: "Nå, så lader vi nåde gå for ret denne gang!""
Tante Dagny er så en af dem, man ikke lige glemmer!
Lad os slutte med en lille munter anekdote, der givet et lille portræt af moderen, Irene og af Billes søster, Suzannah:
"Suzannah var nu sytten år og trængte til at komme hjemmefra, og hun flyttede ind hos fars søster Sigfride. Hun var stadig meget knyttet til mor, men det var måske også vanskeligt at være mors datter. Mor var målt efter tidens ideal en meget moderne mor. Ikke bundet af nogen konventioner. Suzannah fortalte mig, at da hun for første gang skulle alene ud til selskab, kom hun ud i badeværelset til mor, som lå i badekarret, for at vise sig i sin kjole. Mor smilede stolt til hende og sagde muntert: "Husk nu, at hvis du får et dårligt rygte, så hav i det mindste glæde af det!""
Og sådan kunne man blive ved. Men lad os stoppe her med en varm anbefaling af bogen, der er både klog og vidtfavnende med sin rigdom af billeder fra verdenslitteraturen til det intime familieliv. Og så er bogen velillustreret med fotos af mennesker, begivenheder og steder fra hele rejsen. Det er en fængende og levende bog - en usædvanligt velfortalt og vellykket krønike om en familie, der så afgjort er en krønike værd.
Kommentarer