Anmeldelse
Venusdeltaet af Anaïs Nin
- Log ind for at skrive kommentarer
15 erotiske noveller, der får blodet til at rulle lidt raskere i årerne. Her bliver seksuelle udskejelser af næsten enhver tænkelig art serveret på sanselig og yndefuld vis. Læs, suk og støn!
Anaïs Nins erotiske noveller udsprang egentlig af et bestillingsarbejde, som i første omgang skaffede forfatterinden midler til livets opretholdelse. Ikke desto mindre skulle denne skriftlige, seksuelt orienterede spøg resultere i, at Nin´s erotiske noveller i dag må betragtes som et hovedværk inden for den erotiske litteratur. Og man forstår godt hvorfor.
Nins tilgang til erotikken er sanselig og følsom i sit litterære udtryk. Og det hænger sandsynligvis sammen med, at hun insisterede på, at sand nydelse både består af fysiske favntag og af mental medvirken. Eller sagt med hendes egne ord: ”Kun når hjertet og erotikken er forenet, opstår der ekstase.” Og ekstase er der sandt for dyden(!) ikke mangel på i samlingen 'Venusdeltaet'.
De 15 noveller varierer meget i omfang, og personligt synes jeg, der er en tendens til, at de længste noveller også ender med at blive de mest vellykkede. Her får personerne spillerum til udvikle sig gennem de forskellige seksuelle forbindelser, de hver især indgår i, og derved bliver den vigtige erotik det udviklende og udvidende element.
Til eksempel kan nævnes samlingens længste bidrag Elena, hvori kvinden Elena bliver klogere på lidt af hvert – så er der i hvert fald ikke afsløret for meget. Hun siger på et tidspunkt til sin elsker: ”Jeg vil have erotik, som også omfatter kærlighed. Og virkelig kærlighed er ikke noget, man oplever ofte.” Men Elena lærer at elske (med) flere – kønnet underordnet.
Personregistret generelt er ikke så stramtandet, når det kommer til seksuel observans. Alder har sjældent det helt store at sige, familiære forbindelser ses der også ofte stort på, mange er – praktisk nok – biseksuelle, og et enkelt indslag af nekrofili er der også blevet plads til.
Når ovenstående er sagt, skal det understreges, at her ikke (i hvert fald i denne anmelders optik) er tale om deciderede perversioner. Og det handlede udelukkende om, at Anaïs Nin præsenterer sine figurer, deres historier og deres erotiske oplevelser på en så nænsom og kærlig facon, at man kommer til at elske dem – med hud og hår og hede hemmeligheder.
Gå i seng med Anaïs Nins noveller – bogstaveligt talt.
- Log ind for at skrive kommentarer
15 erotiske noveller, der får blodet til at rulle lidt raskere i årerne. Her bliver seksuelle udskejelser af næsten enhver tænkelig art serveret på sanselig og yndefuld vis. Læs, suk og støn!
Anaïs Nins erotiske noveller udsprang egentlig af et bestillingsarbejde, som i første omgang skaffede forfatterinden midler til livets opretholdelse. Ikke desto mindre skulle denne skriftlige, seksuelt orienterede spøg resultere i, at Nin´s erotiske noveller i dag må betragtes som et hovedværk inden for den erotiske litteratur. Og man forstår godt hvorfor.
Nins tilgang til erotikken er sanselig og følsom i sit litterære udtryk. Og det hænger sandsynligvis sammen med, at hun insisterede på, at sand nydelse både består af fysiske favntag og af mental medvirken. Eller sagt med hendes egne ord: ”Kun når hjertet og erotikken er forenet, opstår der ekstase.” Og ekstase er der sandt for dyden(!) ikke mangel på i samlingen 'Venusdeltaet'.
De 15 noveller varierer meget i omfang, og personligt synes jeg, der er en tendens til, at de længste noveller også ender med at blive de mest vellykkede. Her får personerne spillerum til udvikle sig gennem de forskellige seksuelle forbindelser, de hver især indgår i, og derved bliver den vigtige erotik det udviklende og udvidende element.
Til eksempel kan nævnes samlingens længste bidrag Elena, hvori kvinden Elena bliver klogere på lidt af hvert – så er der i hvert fald ikke afsløret for meget. Hun siger på et tidspunkt til sin elsker: ”Jeg vil have erotik, som også omfatter kærlighed. Og virkelig kærlighed er ikke noget, man oplever ofte.” Men Elena lærer at elske (med) flere – kønnet underordnet.
Personregistret generelt er ikke så stramtandet, når det kommer til seksuel observans. Alder har sjældent det helt store at sige, familiære forbindelser ses der også ofte stort på, mange er – praktisk nok – biseksuelle, og et enkelt indslag af nekrofili er der også blevet plads til.
Når ovenstående er sagt, skal det understreges, at her ikke (i hvert fald i denne anmelders optik) er tale om deciderede perversioner. Og det handlede udelukkende om, at Anaïs Nin præsenterer sine figurer, deres historier og deres erotiske oplevelser på en så nænsom og kærlig facon, at man kommer til at elske dem – med hud og hår og hede hemmeligheder.
Gå i seng med Anaïs Nins noveller – bogstaveligt talt.
Kommentarer