Hovedpersonen i bogen er den 42-årige Rosemarie. Hun er midt i karrieren, hendes mand derimod kan som forfatter slet ikke få gang i skriverierne.
Rosemarie, Nanna og Iben har kendt hinanden helt fra gymnasieårene, nu mødes de en gang om året i Rosemaries barndomshjem på Fuglø. Denne gang er lidt anderledes, for ingen af dem har rigtig lyst til at tage med på denne weekendtur, hvor også Rosemaries og Nannas mænd er med.
Iben har haft forskellige kærester med på disse ture. I barndomshjemmet Ternen bor stadig det gamle husfaktotum Hildegard, som flyttede ind sammen med Rosemaries forældre, da de blev gift. Forældrene er for længst døde. Det viser sig senere i romanen, at Hildegard og Gerda, som moderen hed, var knyttet sammen af skæbnen, idet de havde en fælles fortid i KZ-lejren Ravensburg. Huset Ternen er gammelt, utæt og støvet, det ligger ved Vadehavet og gemmer på mange minder.
Bogen rummer mange lag. De tre veninders erindringer om deres gymnasieår, hvor de hver især misundte de andres muligheder og aldrig talte med hinanden om deres inderste tanker, ægteskaberne og Ibens kærester. Man fornemmer her, at de hver især går og venter på en forandring.
Rosemarie undertrykker sin mand, han er træt af hendes evige hentydninger til hans uvirksomhed.
Nanna tror, hun er nødt til at affinde sig med en voldelig ægtemand, hun tror ikke på sit eget værd. Sønnen viser sig ikke mere i hjemmet, forældrene lyver både overfor sig selv og andre om, hvad han foretager sig. Facaden skal opretholdes for enhver pris.
Iben er den af veninderne, der ser ud til endnu at have noget at se frem til. Rosemarie har aldrig rigtig vidst noget om sin mors fortid, hun har fornemmet, at noget var skjult og forkert: moderens kulde over for hende og Hildegards mærkelige rolle i forhold til moderen.
Et nyt lag i historien begynder, da en tæt tåge dækker øen. Mændene er ude at gå tur helt til fyret, og en ængstelig stemning indfinder sig, fordi deres skæbne nu er uvis. I ventetiden åbner Hildegard pludselig op for sin og Gerdas historie, og veninderne taler måske for første gang åbent og ærligt med hinanden.
Spændingen er intens i flere af bogens afsnit, men mange spørgsmål forbliver ubesvarede. Det føles næsten, som om læseren bliver en del af ventetiden, og hvad stiller man op med den? Der er så meget mere, man gerne ville have vidst om bogens persongalleri.
Bogen er skrevet i et enkelt sprog og kan læses meget bredt.
Centrum, 2000. 244 sider
BogWeb - 2. april 2001
Kommentarer