Dobbeltportrættet af feministen Flora Tristán og hendes barnebarn, Paul Gauguin, giver et uforglemmeligt tidsbillede af to idealister, der kæmpede for et bedre samfund.
Den peruvianske forfatter og nobelprismodtager Mario Vargas Llosas store roman om kvindesagsforkæmperen og anarkisten Flora Tristán (1803-1844) og hendes barnebarn maleren Paul Gauguin (1848-1903) handler om oprør mod eksisterende normer og fortæller på forbilledlig vis om tidens brydninger og de romantiske og idealistiske forestillinger om nødvendige forandringer. Personerne, der aldrig mødte hinanden, bevægede sig gennem Frankrig, Peru og Gauguins forestillede paradis i Fransk Polynesien. Hverdagslivet og omkostningerne ved at følge idealerne er stærkt og sanseligt beskrevet. Samtidig med at historien bevæger sig forlæns, bevæger den sig også baglæns, så vi får en fornem indsigt i deres livs paradokser. Sproget løfter og tryllebinder.
Fortællingen skifter mellem de to hovedpersoners liv, så efter et kapitel om Flora følger et kapitel om Paul. Det er en alvidende fortæller, men i hvert kapitel taler forfatteren til personerne og stiller dem spørgsmål og vurderer. Som fx ”For havde du overhovedet fået nogen uddannelse, Florita? Det var dit livs tragedie, ikke André Chazal.” (Hendes voldelige ægtemand). Hermed får forfatteren fat i en kerne, der sætter det 19.århundredes ulighed i perspektiv. Samtidig er det også en kritisk/etisk perspektivering af personens liv og indflydelse på historiens gang. ”Når det ikke gik bedre, var det, fordi tingene i dette liv aldrig går så godt som i drømme. Det var bare ærgerligt, Florita.”
Flora Tristán var uægte datter af en peruviansk adelsmand og en fransk kvinde. Hun fik tre børn i et forfærdeligt ægteskab, som hun skrev om i 1838 i 'En parias lange rejse'. I skriftet 'Arbejdernes forbund' (1843) agiterede hun for, at arbejdere og kvinder sammen skulle kæmpe for lige rettigheder. Hendes rejser til London og rundt i Frankrig åbnede hendes øjne for de usle vilkår, mange levede under. Også en lang rejse til Peru, hvor hun håbede på, at en arv fra en onkel kunne hjælpe hende i kampen, forstærkede hendes indignation. Børnene blev overladt til andre.
Paul var en succesfuld børsmægler i Paris og gift med danskeren Mette Gad (1850- 1920), med hvem han fik fem børn. De flyttede tilbage til København, da han begyndte at male. Han blev knyttet til en kunstnerkoloni i Bretagne. Sammen med bl.a. Vincent van Gogh i Arles forsøgte de at etablere et nyt samfund. Men Paul blev træt af det civiliserede, borgerlige samfund og flyttede til Tahiti, hvor han troede, at han hos de oprindelige folk kunne finde det paradis, han drømte om.
Vi kommer til at kende Paul på godt og ondt. En fremragende maler og billedhugger, der gik nye veje og overhovedet ikke kunne leve af sit hverv eller forsørge sin familie. Han blev syg og mistede det meste af synet, men blev ved med at male. Llosa viser sit talent ved at skrive om hans kunst, men også om hans mørke og ret ubehagelige sider.
Det er på alle måder et medrivende, dybsindigt og facetteret værk, der forener temaer som idealisme, drømme, kunst samt ikke mindst den enkeltes oprør og nederlag.
Mario Vargas Llosa blev født i 1936 i Peru og modtog i 2010 Nobelprisen i litteratur. ’Vejen til paradis’ er fra 2003.
Kommentarer